Københavns Kommunes nye teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (Ø) er blevet beskyldt for at føre en bilfjendtlig politik, og selv slår han nu fast, at han dropper sin borgmesterbil.

Sjældent har en nyvalgt teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune fået så meget spalteplads efter et kommunalvalg, som Morten Kabell (Ø) har evnet efter valget i november.

Selvom han først placerede sin popo i borgmesterstolen ved årsskiftet, formåede han straks efter valget med sin bilfjendtlige politik under devisen 'Bilerne bagerst' at skabe hovedkløen og ophedede debatter blandt utilfredse københavnske bilister, der stik modsat krævede bedre trafikale forhold for deres køretøjer.

Efter valget blev han spurgt til, om han selv ville gøre brug af den borgmesterbil, som er stillet til rådighed som en del af borgmesterpakken. Det kunne han ikke helt afvise. Han ville først afvente forvaltningens råd, og de råd landende på hans kontor tirsdag eftermiddag.

- Jeg bad forvaltningen om et notat på, hvordan hverdagen ser ud som borgmester, og hvordan transportbehovene ser ud. Det har jeg fået i dag (tirsdag, red.), og så har jeg truffet mit valg ud fra, at jeg synes, man skal vælge den transportform, der er mest rationel. Jeg kan godt se, at jeg kan få min hverdag til at hænge sammen uden at skulle til at investere i en borgmesterbil på kommunens regning, så det det, jeg gør, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell til bt.dk.

Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at det vil være muligt for borgmesteren at benytte forvaltningens tjenestebiler til de ture, der med fordel kan ske i bil på grund af muligheden for at arbejde i transporttiden.

- Delebiler reducerer antallet af privatejede biler. Det nedsætter behovet for parkeringspladser og giver mere plads til grønt og byliv. Undersøgelser viser, at brugerne af delebiler kører mindre i bil, fordi de er bedre til at overveje, hvornår det rent faktisk giver mening at bruge bilen. På samme måde vil jeg som borgmester kun bruge forvaltningens tjenestebiler, når cykel, gang eller kollektiv transport ikke er en reel mulighed, siger Morten Kabell.

Hvor mange møder har du cirka ude i byen om året ifølge notatet?

- Det er svært at sige. Jeg har masser af møder, det kan jeg allerede se nu i min kalender. Mange af møderne er på rådhuset, og andre er ude i byen. Men mange af stederne er det nemmere at cykle til, og skulle det være længere væk, kan jeg bruge el-cyklen, der på rådhuset, siger Morten Kabell og eksemplificerer:

- Jeg har en morgen, hvor jeg skal ud og møde mange af mine medarbejdere ude i Valby klokken 7.30. Der er vilkårene for mig ikke anderledes end for så mange andre københavnere. Så står jeg op og tager metroen ud til Ny Ellebjerg, og det er en god måde at komme på arbejde på.

Hvad nu hvis det regner? Tager du så også cyklen?

- Der er bus og metro. Når det er storm og møgvejr, har jeg allerede i dag taget offentlige transportmidler, og det bliver jeg ved med.

Så vi kommer til at se en fløjtende borgmester på cykel de næste år?

- Det med at fløjte vil være en trussel, når jeg ikke kender min egen musikalitet. Men ellers så ja, det vil jeg godt love, lyder det med et lille grin fra borgmesteren. 

Skulle Morten Kabell få brug for en bil til sin transport, råder Teknik- og Miljøforvaltningen i dag over 21 tjenestebiler, hvoraf 15 kører på el og brint.