Liberal Alliances leder ønsker at lovliggøre salg af hash, men kalder det ikke en mærkesag.

De går egentligt ind for fri hash. Men partiformand Anders Samuelsen og hans Liberal Alliance kommer ikke til at kæmpe en politisk skyttegravskrig for at give folket fri hash. Langt fra.

Mandag morgen bringer magasinet Politiko svarene på en rundspørge blandt flere af Liberal Alliances spidskandidater. Her mener flere, at de i dag illegale røgtåger skal gøres lovlige.

Tilspurgt om "fri hash skal legaliseres", svarer tre ud af fem ja - herunder også partiformand Anders Samuelsen selv. Én ønsker ikke at svare.

Men hashglade vælgere skal altså ikke glæde sig for tidligt:

- Folk skal vide, at hvis det er afgørende for dem at få fri hash, så skal de stemme på nogle andre. Det er ikke en mærkesag for os, siger Anders Samuelsen.

Staten skal ikke blande sig

Samuelsens egen holdning til det kontroversielle spørgsmål er dog klar:

- Jeg vil som politiker ikke blande mig i, om folk skal ryge en pibe hash, svarer Anders Samuelsen. Holdningen deler han med partifællerne Joachim B. Olsen og Merete Riisager. Sidstnævnte henviser til, at der tidligere er fremsat forslag om lovligt slag af hash fra apoteker.

- Hollænderne har overlevet det i rigtig mange år, så det kan vi nok også, siger Anders Samuelsen.

Han tilføjer, at legaliseringen måske også kunne hjælpe til at få nedkæmpet den aktuelle bandekriminalitet, men ikke alle i gruppen har den samme holdning.

Ikke en mærkesag

Anders Samuelsen siger, at holdningen til den frie hash ikke er et kardinalpunkt, hvis de kommer i regering. Det ligger med andre ord langt nede på listen over de punkter, partiet vil have gennemført.

Leif Mikkelsen og Anders Bülow går ifølge rundspørgen ikke ind for legalisering af hash, mens Mette Bock ikke ønskede at svare på spørgsmålet.