Nye Borgerlige vælger nu at aflyse et politisk møde i Kalundborg tirsdag aften, hvor formand Lars Boje Mathiesen, tidligere formand Pernille Vermund og netop afgåede næstformand Henriette Ergemann ellers ville have mødt de lokale vælgere.

Aflysningen falder samme dag, som Henriette Ergemann har trukket sig som næstformand efter massiv omtale i både B.T. og Ekstra Bladet for en række udsagn, som er blevet kritiseret for at være konspiratoriske.

Aflysningen begrundes dog med travlhed.

»Der har været travlt i vores parti den seneste tid, og det vil der også være i de kommende dage. Derfor bliver vi desværre nødt til at rykke arrangement i morgen 21. februar med Lars Boje Mathiesen og Pernille Vermund til en ny og endnu ikke fastsat dato,« skriver Nye Borgerlige i en mail til de tilmeldte, som også omfatter B.T.

Henriette Ergemann sidder i byrådet i Kalundborg og har også omtalt arrangementet på sociale medier. Nye Borgerlige forklarer, at lokalforeningen finder en ny dato.

Henriette Ergemann trækker sig.
Henriette Ergemann trækker sig. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

»Vi vil sammen med lokalforeningen arbejde på hurtigst muligt at finde en ny dato til arrangementet,« skriver partiet.

Dagen efter, at Henriette Ergemann blev valgt som næstformand, kunne B.T. beskrive, at hun tidligere havde givet udtryk for, at hun mente, hun fik blødningsforstyrrelser af at være sammen med vaccinerede personer.

Desuden skrev hun, at vaccinerne ikke virkede, og at de havde skadet »mange tusinde mennesker«.

Desuden har B.T. afdækket, at Henriette Ergemann ikke kunne blive godkendt i Nye Borgerlige som folketingskandidat netop på grund af sine holdninger, som partiet vurderede var skadelige for partiet.

Ekstra Bladet har efterfølgende kunnet fortælle, at Henriette Ergemann har givet udtryk for, at Karen Hækkerup, der er tidligere generalsekretær i UNICEF og også tidligere minister for Socialdemokratiet, »skal i fængsel for mord på uskyldige børn« og kaldt hende »en sindssyg kælling«.

Derudover skrev hun, at hun mente, at politikerne ikke selv er blevet vaccineret, men har brugt saltvand.

Lyt til B.T.s politiske podcast 'Slottet & Sumpen' her eller der, hvor du normalt lytter til podcast: