Flere af Muhammed-krisens centrale personer har dybe ar fra sagen. Fire personer lever stadig med livvagter, én er flygtet til Grønland. Læs, hvordan det er gået Muhammed-krisens nøglepersoner – og hvad de har lært.
Hver gang Carsten Juste sejler ud i sin jolle eller snupper en tur på BMW-motorcyklen, er han nødt til at have livvagter med.
Det er ellers 10 år siden, at han som øverste chef nikkede til, at Jyllands-Posten kunne bringe 12 tegninger af profeten Muhammed, og det er mere end syv år siden, at han forlod Jyllands-Posten. Men truslen svæver der stadig.
Carsten Juste er beskyttet af Politiets Efterretningstjeneste. Han forsøger at holde sin adresse hemmelig. Og han tager mindre ud, end han ville gøre i et normalt liv.
»Livvagterne er et grundvilkår. Muhammed-krisen har haft afgørende betydning for mit liv,« siger Carsten Juste.
»Det er ligesom en alvorlig sygdom; der er ikke noget at gøre. Jeg er ikke et plaget menneske, jeg tilpasser mig. Men livvagternes tilstedeværelse går ud over spontaniteten i mit liv.«
Han er i dag 68 år og lever et pensionistliv. Følger enkelte forløb på Folkeuniversitetet, skriver lidt, læser bøger. Men der er én ting, Carsten Juste ikke kan slippe. Én ting, der følger ham hele tiden. Muhammed-krisen.
30. september 2005 bragte Jyllands-Posten 12 karikaturer af profeten Muhammed. Sammen med terroranslagene mod USA 11. september 2001 står Muhammed-sagen i dag som den måske mest betydende enkeltbegivenhed i nyere tid for Danmarks sikkerhedssituation.
Dannebrog blev stukket i brand, dukker af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen forsvandt i flammer, mælkegiganten Arla mistede milliarder efter mellemøstligt boykot, ambassader og konsulater blev angrebet, og demonstrationer førte til dødsfald. Herhjemme udløste sagen flere attentatforsøg på tegner og avis.
»Jeg er i den helt særlige situation, at jeg kunne have stoppet det hele,« siger Carsten Juste.
Han oplever sagen som én lang gentagelse med de samme argumenter fra hver lejr.
»En af de islamiske mørkemænd sagde engang til mig: Muhammed-sagen er en sag for evigheden, vi slipper den aldrig. Og det er rigtigt. Nogle opfatter Muhammed-sagen som en historisk begivenhed; jeg mener, at vi står lige midt i den. Og det hele bliver værre. Angrebene på ytringsfriheden udvikler sig, selvcensuren griber om sig. Næsten ingen tør trykke tegningerne herhjemme. Alt det, vi kæmpede for for 10 år siden, det har vi tabt,« siger Carsten Juste.
I januar i år blev den franske satiriske ugeavis Charlie Hebdo angrebet. Terrorister stormede avisens lokaler i Paris og dræbte en stribe ansatte. Under Muhammed-krisen havde Charlie Hebdo genoptrykt Muhammed-tegninger i solidaritet med Jyllands-Posten. I februar i år blev et debatmøde om ytringsfrihed i Krudttønden på Østerbro og en jødisk synagoge i indre København angrebet, to personer blev dræbt.
»Det var mørke dage i mit sind,« siger Carsten Juste.
»Jeg mærkede virkelig dagene omkring Paris og København. Selvfølgelig ligger der dybt inde i mig en følelse af selvkritik og medansvar. Derfor påvirker det mig så stærkt. Dengang i 2005 var jeg i tvivl. Man forstår som bekendt tilværelsen baglæns, så jeg kan ikke fortryde. For nylig hørte jeg også, at en dygtig medarbejder på Jyllands-Posten havde taget sin afsked pga. psykisk stress, som var relateret til truslen mod avisen. Det gjorde stærkt indtryk på mig. Muhammed-krisen er med mig hele tiden,« siger han.
En af dem Carsten Juste stod overfor under Muhammed-krisen i 2005 og 2006 var den dengang blot 27-årige Ahmed Akkari.
Akkaris flugt
Herhjemme blev Akkari ikonet på den muslimske vrede. 27 muslimske foreninger etablerede en fælles protest, og Akkari blev udnævnt til talsmand, bl.a. fordi han som skolelærer kunne være god til at formulere sig.
»Jeg blev ansigtet på hele Muhammed-krisen,« siger Ahmed Akkari i dag.
Akkari sad også med i den centrale arbejdsgruppe, som sendte delegationer af imamer til Mellemøsten i slutningen af 2005 for at oplyse muslimske lande om tegningernes eksistens.
I efteråret 2005 var der demonstrationer på Rådhuspladsen, og 11 ambassadører krævede en reaktion fra regeringen. Der kom også udenlandske dødstrusler mod de danske tegnere, eksempelvis fra Pakistan.
Men imamernes rejser skulle lægge yderligere pres på Danmark, og delegationerne til bl.a. Egypten, Libanon og Syrien medbragte også tegninger af profeten Muhammed, som slet ikke havde været bragt i Jyllands-Posten. Da det kom frem, at en mindre kreds af herboende muslimer aktivt forsøgte at eskalere konflikten, voksede vreden mod imamerne.
»Det fremstod, som om jeg planlagde det hele ene mand,« siger Ahmed Akkari.
»Jeg stod meget alene. Og det var hårdt. Efter krisen kom jeg engang gående på gaden i Aarhus. En dansk mor kom imod mig med sin datter i hånden, og lige foran mig stoppede de. "Se der kommer djævlen”, sagde moren til sin datter. Det er sådan noget, man ikke glemmer,« siger Ahmed Akkari.
I dag bor Akkari på Grønland. Det gjorde han også fra 2008 til 2010. Dengang flyttede han fra trusler og had fra især det yderste højre. Men Akkari er i den særegne situation, at Muhammed-sagen har skabt fjender i to lejre.
I 2013 undskyldte Akkari for sin rolle under Muhammed-krisen, og året efter udgav han bogen »Min afsked med islamismen.« Herefter kunne han ikke længere bo i Danmark, forklarer han.
»Min tur til Grønland denne gang er betinget af min sikkerhed. Jeg følte mig presset væk og havde brug for ro. Jeg skulle hele tiden orientere politi og myndigheder, alene når jeg skulle holde et foredrag. Jeg måtte også stoppe med at spille fodbold. Der var miljøer, hvor jeg ikke kunne arbejde og opholde mig,« siger Ahmed Akkari i et telefoninterview fra Grønland.
Han fastslår flere gange, at han ikke vil gå i detaljer med sit nuværende arbejde og privatliv, men oplyser dog, at han for tiden arbejder med et projekt for børn og unge i en grønlandsk kommune.
»Nu kan jeg gå uden kasket og skal ikke hele tiden kigge mig over skulderen. Jeg kan også spille fodbold igen,« siger Akkari.
Han understreger, at han i dag mener, at retten til at ytre sig i tale og skrift vægter højere end respekten for følelser.
»Jyllands-Posten havde ret til at publicere de tegninger. Men hele Muhammed-sagen har påvirket mit liv meget, meget dybt – og langvarigt. Sagen påvirkede også min relation til min daværende kone. Jeg har været igennem en lang, sej selvransagelse,« siger Akkari.
Hvad fortryder du mest fra Muhammed-sagen?
»Det hele,« svarer Akkari.
Muhammed-krisen sendte også folketingsmedlem Naser Khader ud på sit livs op- og nedtur. Han fortryder til gengæld ikke. I dag har Khader tatoveret »demokrati« på arabisk på højre overarm og »ytringsfrihed« og grundlovens paragraf 77 om fri tale og skrift på venstre underarm.
Khaders forvandling
Tidligt i sagen blev Naser Khader det politiske symbol på modstanden mod imamerne.
»Siden da har jeg haft livvagter. Jeg var vant til at handle på Nørrebro; jeg har ikke gået til fods på Nørrebrogade i 10 år,« siger Naser Khader.
Allerede samme aften som Jyllands-Posten bragte tegningerne, blev Khaders kurs lagt. I et interview gav han udtryk for, at han ikke kunne se problemet ved tegningerne. I 2005 var han folketingsmedlem for de Radikale, hvor stærke kræfter snarere forsøgte at lægge afstand til tegningerne og forsone med de muslimske foreninger.
Han henviser eksempelvis til, at en partifælle forsøgte at komme igennem med et forslag, som skulle fordømme Jyllands-Postens tegninger. Det skete ikke. Men Khader fik nok.
Han tog initiativ til foreningen Demokratiske Muslimer, som skulle agere modstemme til de medieeksponerede imamer, og i 2007 meldte han sig ud af de Radikale og stiftede Ny Alliance, der senere blev til Liberal Alliance – med en noget anden politisk profil.
»De Radikale var for slappe over for islamisterne,« siger Khader i dag.
Så Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, kan sende en venlig tanke til Muhammed-krisen for nu at have et solidt parti på Christiansborg?
Naser Khader begynder at grine.
»Ja, sådan kan man godt se på det. Det hele hænger sammen,« siger Khader.
»Muhammed-sagen blev også hele udgangspunktet for min personlige op- og nedtur. På et tidspunkt havde jeg større opbakning end Fogh. 85 pct. af danskerne støttede mig. Jeg blev kun slået af dronningen.«
Khader griner igen. Men skifter toneleje.
»Det førte også til mit livs nedtur, da Ny Alliance gik i opløsning, og jeg blev beskyldt for sort arbejde,« siger han.
»Jeg var meget, meget langt nede, havde intet overskud, ingen selvtillid, blev dårlig og begyndte at lave fejl. Jeg sagde en masse dumme ting som leder af Ny Alliance. Men Muhammed-krisen gjorde også, at jeg fordybede mig i islam og Mellemøsten, hvilket ledte mig til en ansættelse på Hudson Institute i USA, hvor jeg genfandt mig selv,« siger Khader med henvisning til den Washington-baserede tænketank.
Oprindelig begyndte Muhammed-sagen som et medieeksperiment.
Inspireret af, at forfatter Kåre Bluitgen vanskeligt kunne finde personer til at illustrere en børnebog om profeten Muhammed, og at komiker Frank Hvam ikke turde tage pis på Koranen, ville Jyllands-Posten i 2005 teste selvcensuren blandt danske tegnere. Via Danske Bladtegnere blev 42 tegnere tilskyndet: Tegn Muhammed, som du ser ham. 15 reagerede – hvoraf tre takkede nej. På redaktionen overvejede man, om svarprocenten var for lav. At blot ca. 25 af de 42 adspurgte var aktive tegnere, blev udslagsgivende for at publicere.
12 tegninger blev trykt i Jyllands-Postens kultursektion 30. september 2005 sammen med en ledsagetekst forfattet af kulturredaktør Flemming Rose. Han skrev, at særlig hensyntagen til egne religiøse følelser er uforenelig med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i »hån, spot og latterliggørelse.«
En af de 12 tegnere, som bød ind, var Kurt Westergaard. Han var ansat på Jyllands-Posten og leverede det måske mest kontroversielle bidrag; en tegning af Muhammed med en bombe i turbanen. Siden da har han også levet med livvagter.
»Politiets Efterretningstjeneste er nærmest blevet en del af min familie,« siger Kurt Westergaard.
Westergaards vrede
Kurt Westergaard er gået på pension, men tegner stadig, eksempelvis fabuleringer over H.C. Andersens eventyr.
I 2008 blev tre personer anholdt, mistænkt for at planlægge et angreb på Kurt Westergaard. 1. januar 2010 smadrede en somalier Kurt Westergaards glasdør og trængte ind i stuen med en kniv i den ene hånd og en økse i den anden. Kurt Westergaard undslap ved at gemme sig i et særligt sikringsrum.
»I perioder har jeg boet i såkaldte safe houses. Jeg har prøvet at bo ni forskellige steder på én gang. Så kører man næsten hele tiden. Det er trist. Også fordi et safe house ofte er et ensomt beliggende sommerhus, og om vinteren betyder det regn, smadder og mørke,« siger Kurt Westergaard.
Han er vred over, at han skal trues i »sit eget land.«
»Men for mig er vreden også blevet en positiv følelse. Den er blevet mit forsvar og har hjulpet mig. Men selvfølgelig bliver jeg bange. Da der var terroranslag i København, var jeg bange,« siger Kurt Westergaard.
Det giver lidt ro, at han i juli rundede 80 år.
»Skulle der ske mig noget, har jeg levet det meste af mit liv,« siger Kurt Westergaard.
Han fortryder ikke sin kontroversielle tegning af Muhammed.
»Den friktion mellem to kulturer var nok kommet alligevel. Jeg ved godt, at der går rygter om, at chefredaktøren piskede avisens egne tegnere til at gøre karikaturerne værre. Det er ikke rigtigt. Jeg forsøgte at lave en præcis tegning. At vise, at en terrorist misbruger dele af Koranen som sit spirituelle sprængstof. Jeg lavede mit arbejde baseret på danske satiriske traditioner. Jeg kan ikke se, at jeg har noget at undskylde,« siger Kurt Westergaard.
Kurt Westergaard er ikke den eneste, som har været på sigtekornet.
Mindst fire gange er udenlandske angreb på Jyllands-Posten blevet afværget. Carsten Juste, Kurt Westergaard og Flemming Rose har desuden i flere år været på terrorbevægelsen al-Qaedas top 10 over eftertragtede personmål.
I 2010 udgav Flemming Rose bogen »Tavshedens tyranni.« Den endte med at blive oversat til en håndfuld sprog og blev bl.a. udgivet i Norge, Rusland, USA og Storbritannien. Rose har netop udgivet »Hymne til friheden,« og intentionen med bogen er lige præcis titlen. Et fuldtonet forsvar for frihed.
Roses rolle
Flemming Rose vil helst ikke tale om sine livvagter.
»De folk, der vil skade mig, skal vide så lidt som muligt,« siger Flemming Rose.
Han forklarer dog, at han eksempelvis ikke tager på badeferie til Saudi-Arabien eller Egypten.
»Selvfølgelig invaderer det mit privatliv at have livvagter, og det kan for mange være voldsomt provokerende og ubehageligt. Men jeg har bestræbt mig på at ignorere det. Det er også det råd, man får af livvagterne,« siger Flemming Rose.
Rose er præcis og skarp, når han skal argumentere for, hvorfor tolerance og frihed er uløseligt flettet sammen. Den religiøse tolerance dukkede op efter religionskrigene i det 16. og 17. århundrede, fremhæver han. Katolikker og protestanter erfarede, at det ikke nyttede at slå hinanden ihjel. Tolerancedoktrinen var forudsætningen for religionsfrihed, begrunder Rose.
»Du kan ikke have demokrati, hvis du ikke har frihed til sige ting, der krænker andre. Og tolerance er evnen til at leve med det, man hader, uden at gribe til vold,« tilføjer han.
Rose er også præcis og skarp, når han skal forklare, hvad der gik galt på Jyllands-Posten under Muhammed-krisen. Avisen kunne ikke styre mediehåndteringen. Han kunne heller ikke styre de interviews, han deltog i. Og avisen endte med at blive aktivist, mener Rose.
Selv talte han over sig, da han forklarede udenlandske medier, at det var besluttet at optrykke holocaust-tegninger i forlængelse af Muhammed-tegningerne.
»Jeg var udkørt og udbrændt,« erkender Flemming Rose i dag.
Til gengæld går Flemming Rose i stå, når man spørger ham til, hvordan Muhammed-sagen samlet set har påvirket ham.
»Uha ja,« siger Rose.
Han tænker.
»Hvor skal jeg begynde.«
Der går en del sekunder.
»I mit arbejdsliv betyder det, at jeg er blevet en mere offentlig person, på godt og ondt,« siger Flemming Rose.
»Jeg er blevet manden bag Muhammed-tegningerne. De negative konsekvenser er, at jeg er blevet låst i en bestemt rolle. Folk identificerer mig med sagen. Det positive er, at jeg får rig mulighed for at diskutere ting, der ligger mig på sinde, og mulighed for at nå et stort publikum. I mit privatliv har det ikke betydet det store. Min kone er ikke gået, og jeg har endnu ikke mistet venner,« siger Rose.
Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, Jørn Mikkelsen, har offentligt lagt vægt på avisens sikkerhed som begrundelse for ikke at genoptrykke Muhammed-tegningerne. Og Rose understreger, at han ikke mener, at »en eneste tegning er et menneskeliv værd.«
Så hvis du var ansvarshavende chefredaktør, havde Jyllands-Posten så offentliggjort de 12 tegninger på 10-års dagen?
»Pointen er, at det er jeg ikke,« siger Flemming Rose.
»Jeg ved ikke, hvordan jeg ville reagere, hvis jeg sad med ansvaret. Men det er et dilemma, fordi det naturligvis er journalistisk relevant at bringe tegningerne.«
For andre har Muhammed-krisen måske også haft indflydelse på karrieren.
Justes afsked
I 2008 forlod Carsten Juste Jyllands-Posten som ansvarshavende chefredaktør. Udadtil blev det præsenteret, som om Juste gik frivilligt. Men han blev bedt om at gå, forklarer han.
»Og Muhammed-krisen spillede formentlig en rolle,« siger Carsten Juste.
Hvor ved du det fra?
»Det er jeg heller ikke sikker på, men folk omkring mig mener, at Muhammed-sagen var afgørende. Bestyrelsen ville have fornyelse, og Muhammed-krisen klæbede til mig. Men jeg har aldrig fået en reel forklaring,« siger Juste.
Han forlod avisen april 2008. Kort forinden var han kaldt til møde med daværende adm. direktør for JP/Politikens Hus, Lars Munch.
»Jeg troede, at det var et helt ordinært møde. Men pludselig sagde han, at det var ved at være på tide, at jeg trak mig. Jeg fik faktisk ingen begrundelse. Det virkede impulsivt.«
Hvorfor bad du ikke om en forklaring?
»Jeg var måske for stolt. Vi kom det i hvert fald ikke nærmere,« husker Juste.
Jeg har hørt, at det snarere handlede om, at du ikke forstod betydningen af fusionen med Politikens Hus, altså at du ikke efterlevede, at de ansvarshavende chefredaktører ikke kunne agere så selvstændigt som tidligere?
»Det kan være, men jeg havde længe haft et dårligt forhold til Ejbøl,« siger Carsten Juste med reference til tidligere ansvarshavende chefredaktør på Jyllands-Posten og senere formand for bestyrelsen for JP/Politikens Hus, Jørgen Ejbøl.
»Mens jeg var ansvarshavende chefredaktør, var Ejbøl meget i opposition til mig. Mange har et billede af, at jeg var hans forlængede arm. Sådan var det slet ikke. Jeg talte næsten ikke med ham.«
I 2001 var der et voldsomt opgør på Jyllands-Posten mellem Jørgen Ejbøl og den journalistiske chefredaktør, Ulrik Haagerup, som i dag er DRs nyhedsdirektør. Striden endte med, at Ulrik Haagerup forlod Jyllands-Posten. To år senere rykkede Ejbøl op i bestyrelsen og overlod Jyllands-Postens øverste chefstol til Carsten Juste. Juste bekræfter, at han i opgørets begyndelse tog Haagerups parti, og at dette formentlig er årsagen til det dårlige forhold til Ejbøl.
»Vi troede, at Ejbøl var på vej ud, og det er rigtigt, at jeg havde stillet mig på Ulriks side. Jeg blev i sidste fase overbevist om, at det ikke var en god idé.«
Manglede du bestyrelsens opbakning under Muhammed-forløbet?
»I hele den første fase af Muhammed-sagen havde jeg fuld opbakning. På årsdagen 30. september 2006 var det dog mit klare indtryk, at koncernledelsen ikke ønskede, at vi genoptrykte tegningerne. Det var bare noget, jeg kunne fornemme. På det tidspunkt havde vi allerede af egen drift besluttet ikke at gøre det, så det endte ikke i en konflikt. Men jeg fornemmede, at Ejbøl blev træt af mig, men det var nok af andre grunde.«
Er du bitter over hele forløbet?
»Nej, det er jeg ikke. Jeg er eftertænksom og selvransagende. Der er mange ting, jeg kunne have gjort bedre. Vi skulle have været bedre til at bremse den globale mediedækning af Muhammed-krisen. Vi kunne slet ikke styre det, da Rose fik sagt, at vi også ville bringe holocaust-tegninger. Det var ved at sænke avisen. Vi blev aktivister i vores egen sag, og så er det meget vanskeligt, for en avis skal være neutral. Tegningerne kom til at virke demonstrative. Jeg vil ikke sige, at jeg har fortrudt. Men jeg synes, at der er betalt en meget høj pris. Og når jeg tænker på Flemming Rose, på Kurt Westergaard, på medarbejderne på Jyllands-Posten og på begivenhederne i Paris og København, har prisen været for høj. Men det endelige regnestykke kan vi først gøre op om mange år,« siger Carsten Juste.
Juste har muligvis også ret i, at vi stadig befinder os lige midt i Muhammed-krisen. At spørgsmålene om ytringsfrihed, selvcensur og linedans mellem publicistisk ret og angst for terror kun lige er begyndt. I hvert fald er det en tilbagevendende diskussion, om medierne bør bringe Muhammed-tegninger som dokumentation for sagen. Det seneste år har de toneangivende medier undladt, selv om der journalistisk har været flere relevante begivenheder, eksempelvis terrorangrebene i Paris og København.
Khaders markering
Hovedparten af de store danske medier ventes også at være tilbageholdende med at publicere Muhammed-tegninger på 10-års dagen.
Til gengæld har folketingsmedlem Naser Khader tænkt sig at lave sin egen lille demonstration.
»Tegningerne er for mig symbolet på ytringsfrihed over for ufrihed,« begrunder Naser Khader.
»Man skal huske, at kun 14 pct. af verdens befolkning har fuld ytringsfrihed. Derfor er den vigtig at forsvare. Om det er en unødig provokation? Næh, det er en markering,« siger han.
Naser Khader varsler, at han i forbindelse med 10-års dagen for Muhammed-tegningerne vil lægge de 12 karikaturer op på sin Facebook-side.
Se biografier af hovedpersonerne i Muhammed-krisen.
Bag om historien
På 10-års dagen for Jyllands-Postens publicering af 12 Muhammed-tegninger er Berlingske vendt tilbage til sagens centrale aktører for at høre, hvordan Muhammed-sagen har påvirket deres liv. Optimalt havde artiklen også indeholdt en central aktør, som fortsat fordømmer tegningerne. Men den daværende egyptiske ambassadør, Mona Omar Attia, er ikke vendt tilbage på Berlingskes henvendelse, den fremtrædende imam fra Islamisk Trossamfund Abu-Laban døde i 2007, mens Aarhus-imamen Raed Hlayhel har forladt Danmark.
Tillidsmand på Jyllands-Posten, Maria Dalhoff, bekræfter, at en medarbejder for nylig forlod avisen, bl.a. med henvisning til truslen mod avisen. Lars Munch er i dag formand i bestyrelsen for JP/Politikens Hus. Om Carsten Justes afsked med Jyllands-Posten siger han: »Det ville være upassende, hvis jeg havde en kommentar til en fratrådt chefredaktørs senere refleksioner.« Jørgen Ejbøl er i dag næstformand i bestyrelsen for JP/Politikens Hus og formand for Jyllands-Postens Fond. Om Carsten Justes udtalelser siger han: »Jeg har ingen kommentarer til Carsten Justes bemærkninger, bortset fra at han havde fuld opbakning under Muhammed-sagen.«
Skribenten bag denne artikel arbejdede i en årrække som journalist på Jyllands-Posten og dækkede bl.a. Muhammed-sagen for avisen.
