Salg af vintage, retro, brugt og spøjse ting til salg – loppemarkeder er populære som aldrig før og der er penge at tjene.

Det behøver ikke kun at være for folk, der ikke har råd til andet – og det behøver ikke at være beskidt, ulækkert eller gammelt. Og den del er en af de største forandringer – og grunden til gyldne tider for loppefundene, mener eksperter.

Loppemarkederne er altså ikke blot kommet for at blive – de har de seneste 10 år markeret sig voldsomt i Danmark.

Ifølge indehaveren af Markeds-Kalenderen.dk - en kalender over de mange loppemarkeder rundt omkring i landet – Torben Kahr, er der mellem 3.000 og 4.000 loppemarkeder på landsplan om året. Og i Københavnsområdet kan der være op til 150 på en weekend.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om hvor du kan finde de allerbedste loppemarkeder i påsken landet over. Vi har samlet en masse fakta, guides, ekspertråd, et interview og en stor oversigt over hvor loppe-guldet kan graves frem i påsken. Her er alt hvad du skal bruge, for at tage på en helt anderledes skattejagt her i påsken...

Det får du:

  • Artikel: Spind guld på genbrug
  • GUIDE: Ligger der en formue på loftet? - Det er det værd
  • Fakta: Det skal du selv kigge efter
  • Artikel om markeds-typer: Find vej i loppejunglen
  • Ekspertens tip
  • PÅSKENS LOPPEMARKEDER
  • Artikel om retroguld: 'Køb med dit hjerte frem for fornuft'

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Salg af vintage, retro, brugt og spøjse ting til salg – loppemarkeder er populære som aldrig før og der er penge at tjene.

Solen begynder så småt at titte frem, og det er netop med den rigtige timing. Langt om længe har vinterkulden fortaget sig, så påsken kan gøre sit indtog. Udover diverse frokoster, familiearrangementer og påskeliljer, der skal plukkes, er det også blevet tid til de populære loppemarkeder.

Vi er nemlig pjattede med genbrug. Så kort kan det siges. Blandingen mellem gammelt og nyt er blevet hipt. Det er socialt accepteret, og med miljøet in mente er det en rigtig god idé. Folk, der for 10 år siden ikke kunne drømme om at gå på loppemarked, er begyndt at gøre det. Fordi vi ser det i boligbladene og i de mange tv-programmer om genbrug på markeder og auktioner.

Det behøver ikke kun at være for folk, der ikke har råd til andet – og det behøver ikke at være beskidt, ulækkert eller gammelt. Og den del er en af de største forandringer – og grunden til gyldne tider for loppefundene, mener eksperter.

Loppemarkederne er altså ikke blot kommet for at blive – de har de seneste 10 år markeret sig voldsomt i Danmark.

Hundrededobling

Ifølge indehaveren af Markeds-Kalenderen.dk - en kalender over de mange loppemarkeder rundt omkring i landet – Torben Kahr, er der mellem 3.000 og 4.000 loppemarkeder på landsplan om året. Og i Københavnsområdet kan der være op til 150 på en weekend.

Loppemarked på Kongens Nytorv
Loppemarked på Kongens Nytorv Foto: Christian Lindgren
Vis mere

Hvor meget de spraglede markeder reelt er steget i antal, ved man ikke, for indtil for nylig havde forskerne ikke fokus på at opgøre antallet. Men ifølge genbrugsforsker Frederik Larsen, der bl.a. underviser på Handelshøjskolen i København (CBS), er der tale om en hundrede- dobling i procent i antallet de seneste fem til otte år.

Og der er ingen tvivl om, at det er en økonomisk guldgrube.

»Det er en uformel økonomi, som er svær at opgøre. Folk tager selv pengene med hjem for det, de sælger, det bliver ikke opgjort eller registreret nogen steder,« siger genbrugsforskeren, som har en ph.d. fra CBS i værdiskabelse i genbrugsmarkeder – og har haft særlig interesse for det internationale:

»Jeg har set på, hvordan danske vintageting dukker op i butikker i Thailand og USA. Og når man kigger på de globale strømninger, går det op for en, hvor enorme økonomiske ressourcer der er i genbrugsmarkeder. I Danmark bliver der handlet for mange millioner kr. på loppemarkederne – særligt hvis man opkøber og sælger videre,« siger han.

På MarkedsKalenderen.dk, kan loppemarkedsentusiaster tjekke udbuddet af markeder i hele landet – eller selv melde ind med afholdelse af loppemarkeder. Om det så er i den private garage, eller om det er Hjallerup Marked i Nordjylland, som er et af de største kræmmer- og hestemarkeder, vi har herhjemme.

Der er noget for enhver smag på loppemarkedet i Forum
Der er noget for enhver smag på loppemarkedet i Forum Foto: Christian Liliendahl
Vis mere

Og han er helt enig med genbrugsforsker Frederik Larsen i, at loppemarkeder udgør en kæmpe økonomi.

»Jeg tør ikke vurdere tallet, men hvis du køber et stade på Hjallerup Marked, koster det 2.500 kr. for bare at stå der. Og det siger sig selv, at hvis man bruger så højt et beløb på stadet, skal der også rigtig mange penge i kassen, for at det kan betale sig. Så på landsplan og årsplan taler vi om en kæmpe, kæmpe omsætning. Vi taler milliarder, hvis vi tæller det hele med, det er jeg helt sikker på,« siger Torben Kahr.

Selv har Torben Kahr en fortid på kræmmermarkeder. Det var dengang, hvor der blev kørt rundt fra marked til marked, og hvor jagten på det næste marked var den store hovedpine. For hvor blev den kommende weekends marked mon holdt? Det rådede Torben Kahr bod på ved at lave Markedsbogen, som er en form for vejledningsbog for kræmmere, for godt 38 år siden.

Og det er selvsamme Markedsbog, der er blevet videreudviklet, og nu er at finde på som MarkedsKalenderen.dk, som har cirka 10 år på bagen. Og det har især gjort noget for det private marked – et marked, som ifølge genbrugsforsker Frederik Larsen har været i eksplosiv vækst de seneste år.

Gademarkeder er en hip fest

Særligt gadeloppemarkederne er i fuldt flor. F.eks. når en hel villavej beslutter at holde fælles loppemarked i en enkelt eller to weekender.

Loppemarkedet i Forum i København
Loppemarkedet i Forum i København Foto: Christian Liliendahl
Vis mere

»Det er helt utopisk, at det ville være sket for 10-15 år siden. Men det er noget, man bare gør i dag – og man gør det til en fest. Og det er blevet en hip fest,« siger Torben Kahr, som dog mener, der er en forskel landsdelene imellem:

»Den mere jyske udgave er bagagerumsmarkeder. Hvor f.eks. en idrætsforening får fingrene i en parkeringsplads en lørdag formiddag, og så kommer folk med deres biler og trailere og sælger ud. Der er to jyske meget aktive aktører, der arrangerer den form for markeder. Jydekrogen og traileren har nok en vis betydning der,« griner Torben Kahr.

I 1990erne henvendte genbrug sig til grupper, som var økonomisk pressede og var nødt til at købe brugt. Men i 00erne ændrede den opfattelse sig. Især de unge forbrugere red på en bølge af genbrugsgoder, men dengang var det tøjet, der var i fokus. I dag er alt salgbart på loppemarkeder. Selvom der var godt gang i væksten inden finanskrisen, er den voldsomste stigning sket i årene efter, fordi det private marked er vokset voldsomt.

Ny elektronikbølge

»Det er sket en forandring i folks opfattelse af, hvad det vil sige at bruge penge efter finanskrisen. De er blevet opmærksomme på, at man kan spare penge på mange forskellige måder. ’Har jeg de her ting stående, kan jeg lige så godt sælge dem på et loppemarked. Eller skal jeg kun bruge det her tøj til én fest? Så kan jeg lige så godt købe det brugt’.

Og så er den nyeste bølge, som man ser især i de større byer, som er salg af brugt elektronik – det var ikke specielt stort førhen,« siger genbrugsforsker Frederik Larsen.

Og mange vil i fremtiden tænke loppemarkeder som den primære shoppemulighed, og derfor vil markedet fortsat vokse og forgrene sig på nye og professionelle måder, fordi der er så mange penge i det, spår genbrugsforskeren. For retro er originalt og unikt.

Populær keramik
Populær keramik
Vis mere

GUIDE: Ligger der en formue på loftet?

Vi har samlet en liste over ting, som hitter på landets loppemarkeder netop nu – og som du kan tjene gode penge på

1. Bambus- og rattanmøbler
er eftertragtede, f.eks. bambus-avisholdere fra 1930erne og 40erne.

2. Ligesom rulleborde i messing, sofaborde i marmor- og/eller røgfarvet glas og med messingstel stadig er hotte. Eller vægtæpper og ryatæpper.

3. Desuden møbler som daybeds – og så elsker folk generelt møbler i teak. Ligesom de klassiske designermøbler stadig hitter og sælger.

4. Keramik-bølgen ruller også, folk vil gerne blande gammelt med nyt. Men det må godt være lidt tungere versioner i jordfarver og lidt mere 1970erne, end de farver, vi har set før. Det er vaser og potter, men bestemt også lamper og væglamper i mere rolige farver som brunlige og grønne nuancer. Samt mange grønne planter – i
gamle potter.

5. Det maskuline er også på vej tilbage. Den industrielle stil med eksempelvis facadebogstaver, gamle reklameskilte, smadret genbrugstræ på et hjemmebygget spisebord.

6. Men også de mindre retrobølger, der topper lige nu, er nemt solgt med profit. F.eks. Lyholmer-æggebægere, Wiinblad vaser og figurer, Lotus Catrineholm, porcelænsfugle til væg og andre samlerstel som f.eks. Blå Blomst fra Royal Copenhagen.
Generelt vil folk gerne blande gammelt med nyt – fjollede figurer blandet med vaser. Eller vasen, hvor der står ’Inge 76’ på – dem går folk efter. De unikke fund.

7. Vil du være loppe-sælger?
Lav en sortering.
Spørg dig selv: Er den her tallerken så fantastisk? Sørg for at have nogle gode ting med. Ud med resten. Hav selvkritik. Det kan dog godt være, at det ikke er din stil, men det skal være sådan, at der er lidt sjov ved tingene – og standen er god. Ellers er det spild af tid.

Kilde: Retroguld-blogger Louise Trillingsgaard og journalist og loppe-ekspert Mathilde Rude

Der er noget for enhver smag på loppemarkedet i Forum i København
Der er noget for enhver smag på loppemarkedet i Forum i København
Vis mere

FINDE VEJ I LOPPEJUNGLEN


Tiden i påskeferien er som skabt til at gå på jagt efter det brugte guld. Men hvor skal man begynde, og hvad skal man gå efter?

Du er træt af den gamle skænk i stuen, eller måske mangler du pynt til soveværelset? Foråret puster frisk energi i os, og lysten til fornyelse melder sig. Påskedagene står for døren, og det giver mulighed for at ride med på genbrugsbølgen.

De utallige loppemarkeder er ikke længere forbeholdt de solrige måneder af året, selvom de stadig er voldsomt populære.

Hvad enten det er indendørs eller udendørs, virker det tiltrækkende på mange at finde den helt særlige vase eller krukke til 80 kr. i stedet for 800 kr.
Med de udendørs markeder i foråret og sommeren slipper man dog for at betale entré, og man kan derfor gratis slentre rundt på de – forhåbentlig – solrige markeder og kigge på, om der er noget interessant.

De gode ’aha’-køb

Loppemarkeder findes i mange udformninger. Garagesalg, bagagerumssalg eller de helt store, etablerede markeder med mere end 150 stader. Nogle eksperter råder til, at man går efter de markeder med størst udvalg – og dermed flest stader. Det gør det også nemmere at sammenligne varer og vurdere priserne, som ellers kan være sværere hjemme hos folk i privaten.

Artiklen fortsætter under billedet

Det er sjovt at gøre et godt køb
Det er sjovt at gøre et godt køb Foto: Louise Trillingsgaard
Vis mere

Det er journalist og loppe-ekspert Mathilde Rude dog ikke helt enig i. Hun synes netop, de små, lokale og private markeder har en særlig værdi i sig selv.

»Tag bilen eller cyklen og kør rundt i dit nærområde og se, hvad der sker. Det kan være på en villavej eller som bagagerumsudsalg. Det er mange gange dér, man kan gøre de rigtig gode fund. De store steder ved godt, hvad de skal tage for tingene, hvorimod man på de små garagesalg kan lave de gode ’aha’-køb, fordi folk sælger ud for en femmer eller en tier. Så stop bilen og kig ind – det er ofte også hyggeligt, fordi det er private mennesker, og så falder man lidt i snak med dem og får en kop kaffe, der er også et socialt element i det, som er ret fint,« siger Mathilde Rude.

Det kan altså ikke blive småt nok. Men man skal købe med hjertet, slår loppe-eksperten fast. Man skal bo med tingene, så man skal gide se på dem gennem længere tid.  »Men derfor er det stadig sjovt, hvis man har lavet et godt køb, fordi sælger ikke var klar over værdien – eller var ligeglad,« siger hun.

PÅSKENS LOPPEMARKEDER

'KØB MED DIT HJERTE FREM FOR FORNUFTEN'


En palisanderskænk ændrede verden. Det klassiske rektangulære møbel på tynde ben fra 1960’erne i den brasilianske træsort, som med sin mørke farve og dybe glød kendetegner en af nutidens helt store retrobølger.

Det er den type designklassikere, som tiltrækker en stigende del af danskerne. Og sådan var det også for Louise Trillingsgaard og hendes mand Frederik.

Selv beskriver hun det som, at det var dén palisanderskænk, som skabte en lavine. Det blev begyndelsen på en udskiftningsproces, og langsomt er alle familiens møbler blevet genbrugsfund i stedet.

Undgår det masseproducerede

I dag er hele 90 pct. af 1970’er parcelhuset i Kolding er indrettet med brugt guld.

Retro-bloggeren Louise Trillingsgaard har indrettet sig med loppefund, som giver parcelhuset i Kolding personlighed.
Retro-bloggeren Louise Trillingsgaard har indrettet sig med loppefund, som giver parcelhuset i Kolding personlighed. Foto: Tia Borgsmidt
Vis mere

Eller retroguld, som nok er den helt rigtige betegnelse for 35-årige Louise Trillingsgaard. Hun står nemlig bag bloggen Frk. Trillingsgaard og er forfatter til bogen ’Retroguld’, som er en start up-guide til køb af vintage- og genbrugsting – ligesom hun også arrangerer markeder under navnet ’Retroguld’.

»Det giver mig et kæmpe kick at købe den helt rigtige lampe - eller nips. Jeg elsker at omgive mig med unikke fund. Mit hjem skal være fyldt med hjertevarme, skøre dimser og eventyrlig stemning. Det er vigtigt for mig, at vi har et hjem, hvor det er sjovt at være barn - hvor de må lege med nips og figurer, og hvor der bliver gjort noget ud af at pynte op til højtider som påske,« siger Louise Trillingsgaard, som er mor til Mejse på fem år og Villa My på snart to år.

Passionen for genbrugsshopping bunder for bloggeren Frk. Trillingsgaard i, at hun kan indrette sig unikt. Og undgå det masseproducerede.

Det skal føles rigtigt

Få mere personlighed ind i dit hjem, lyder det fra den erfarne loppe-shopper. Vi er blevet gode til det, men  vi kan blive bedre, synes Louise Trillingsgaard.

Mange ved – eller tør – stadig ikke bruge genbrug i deres indretning, men det er altså bare at få det gjort. Drømmer man om et specifikt møbel – eller møbeltype, kan man med fordel gå på loppemarked eller søge på Den Blå Avis på internettet. Det sparer man også penge på.

Køb det, placér det i hjemmet og mærk efter, om det føles rigtigt. Der er ingen facitliste i indretning, og derfor kan man ikke gøre noget forkert.

»Vov dig ud i dine vildeste drømme - forestil dig, at du ikke har de dumme begrænsninger, som jeg ofte hører: ’Det er fedt hos dig hjemme hos dig, men det ville aldrig gå hjemme ved mig, jeg ved jo ikke noget om, hvor man skal finde sådan noget’,« fortæller Louise Trillings-gaard – men det er der råd for:

»Køb med dit hjerte frem for fornuft. Hvis du gør det, vil du meget sjældent fejle i dine køb. Spørg dig selv, om du kan leve uden denne ting, og er svaret nej, skal man altså slå til. Og så hjælper det kun, at du med det samme ved, hvor tingen skal placeres i dit hjem,« siger hun.