Novo Nordisks største konkurrent inden for både vægttabsmedicin og lægemidler mod diabetes, amerikanske Eli Lilly, har to fordele.

Særligt den ene fordel bliver svær for Novo Nordisks topchef, Lars Fruergaard Jørgensen, at hamle op med.

Mens Lars Fruergaard Jørgensen har måttet stå skoleret i Kongressen for at forklare Novo Nordisks prissætning på det store amerikanske marked, har Eli Lillys CEO, David A. Risk, øjensynlig direkte adgang til USAs præsident, Donald Trump.

»Eli Lilly har to trumfkort på hånden i forhold til Novo: Ét: CEO’en spiser frokost med Trump i december måned. Det er en amerikansk virksomhed. Det giver nogle fordele. To: Mounjaro (Eli Lilly-lægemiddel mod fedme og diabetes, red.) er begyndt – nu ved jeg godt Mounjaro-tallene skuffede en lille smule her for nylig – men det er et præparat, der har stigende momentum og som har større virkningsgrad end Novos Wegovy.«

Sådan lyder det fra investor og finanskommentator Peter Garnry i den seneste episode af podcasten Millionærklubben.

Hans reaktion kommer, efter Novo Nordisk-aktien på baggrund af lovende data fra et lille fase 1-studie fredag hamrede i vejret med 14 procent for derefter at falde tilbage til en stigning på stadig meget flotte cirka 7 procent sidst på fredagen.

»Om Novo ender med at blive vinderen, det kan jeg måske godt være lidt i tvivl om,« siger Peter Garnry i podcasten og fortsætter: 

»Men ligesom i sodavandsmarkedet, er der både plads til Coca-Cola og Pepsi.«

Hør om Peter Garnry på den baggrund ser muligheder i Novo Nordisk-aktien lige ny. 

Lyt med fra 07.40 minutter inde i Millionærklubben.