Chipgiganten Nvidia, der af mange investorer er blevet symbolet på udviklingen af kunstig intelligens (AI), overgår analytikernes forventninger i sit seneste regnskab. 

Det viser et friskt regnskab fra Nvidias seneste kvartal, som er selskabets fjerde kvartal af finansåret 2025. Her opdaterer Nvidia også på, hvad selskabet regner med i det igangværende kvartal, som er selskabets første kvartal i regnskabsåret 2026. 

I sit fjerde kvartal af det skæve regnskabsår 2025 lander Nvidia en omsætning på 39,3 mia. dollar. Her havde analytikerne på forhånd forventet en omsætning på 38,2 mia. dollar i kvartalet, viser konsensusestimater indsamlet blandt 46 analytikere af finanstjenesten Bloomberg. 

Læs også: Garvet investor reagerer på regnskaber: 'På kanten til det uventede'

Indtjeningen per aktie i kvartalet (EPS) lander på 0,89 dollar, hvor analytikerne havde forventet 0,84 dollar per aktie. 

For det igangværende første kvartal af Nvidias 2026-regnskabsår forventer Nvidia en omsætning på mellem 43 mia. dollar plus minus 2 pct. Her havde analytikerne regnet med en omsætning på 42,2 mia. dollar. 

Nvidia er et amerikansk selskab, der designer og udvikler mikrochip til udviklingen af kunstig intelligens. Selskabet er braget op de seneste år, da store amerikanske teknologiselskaber køber massevis af Nvidia-chips som led i deres AI-projekter. 

Således er Nvidia-aktien oppe med 65 pct. det seneste år og hele 439 pct. de seneste tre år. 

Opdateres...

Artiklen er oprindelig udgivet af Euroinvestor.

Læs også: Danske unge går glip af store boliggevinster: Sådan kommer du med på vognen

Læs også: Investor har kigget på aktien mange gange: 'Det er en aktie i krise'