Tysklands økonomi har det ikke bare slemt. Den har det også værre, end Tysklands regering egentlig selv har troet hidtil.

Onsdag har den tyske regering sænket sin forventning til årets vækst til bare 0,3 procent.

For bare få måneder siden lød vurderingen fra den tyske regering, at Tysklands BNP ville vokse med 1,1 procent i år.

Både i 2023 og 2024 rullede de økonomiske hjul i Tyskland baglæns.

På et pressemøde onsdag skar den tyske økonomiminister, Robert Habeck, Tysklands udfordringer ud i pap.

»Tyskland er fanget i stilstand,« lød det fra Robert Habeck.

Læs også: 

Netop økonomien er et af de store temaer i valgkampen op til valget, der afholdes 23. februar.

Flere tiltag, der skulle have været sat i værk for at skubbe gang i økonomien, er ikke blevet til noget på grund af det tyske regeringskollaps.

Men der skal mere end en ny regering i Tyskland til for at trække Tysklands økonomi op af hængedyndet, hvis man spørger redaktionschef og boligredaktør på Euroinvestor Thomas Ambrosius.

»Jeg har rejst et rødt flag før. Tyskland kan ikke ved egen kraft trække sig fri af den økonomiske stilstand,« siger han og tilføjer:

»Der er i min optik brug for, at Tyskland for en tiltrængt hjælpende hånd fra Den Europæiske Centralbank (ECB) i form at en række rentenedsættelser, der både kan stimulere investeringslysten hos det tyske erhvervsliv og forbrugernes mod på at låne penge til større forbrugsgoder som en ny – tysk produceret – bil eller en energirenovering af boligen,« siger Thomas Ambrosius.

Læs også: 

Man kan ifølge Thomas Ambrosius spekulere i timingen for den nye økonomiske prognose fra Tyskland.

Torsdag er der nemlig rentemøde i ECB, og med dagens melding fra den tyske regering er der lagt pres på ECB for at levere rentenedsættelser.

»Det er næppe tilfældigt, at den tyske regering melder den dystre økonomiske prognose ud netop nu. Tyskland har brug for, at ECB-chef Christine Lagarde lægger sin forsigtighed på hylden og får sat gang i væksten i ikke bare Tyskland, men også i nabolandene, som skal aftage tyske varer,« siger Thomas Ambrosius og tilføjer:

»Tyskerne kan ikke leve med økonomisk tilbagegang og nulvækst det ene år efter det andet. Det kan også lægge kimen til politisk uro, splittelse og ustabilitet, som ikke er ønskeligt for nogen.«

Læs også: 

Læs også: