Ved aftenens afsnit af Paradise Hotel blev det bevist, at spillet for alvor er gået i gang og Kasper så sig nødsaget til at forråde bedstevennen Peter.

Han havde ikke involveret ham i planerne om, at han ville smide Nicolea ud i stedet for Claudia fra Paradise Hotel, og det gjorde Peter så ked af det, at tårerne flød både under og efter parceremonien. Men drengene har for længst snakket ud og er nu de bedste venner i dag.

- Jeg kunne ikke forstå, hvorfor han gjorde det og jeg er en meget følsom person. Selv om jeg har en hård facade, så er jeg blød indeni. Man glemmer hurtigt, at der er et kamera, men vi har det godt sammen i dag, forsikrer 'Ulven Peter'. 

Også Kasper føler, at han for længst er blevet tilgivet, og at de to har indset, at det der skete i Mexico blot var en del af et spil.

- Det var rigtigt hårdt. Også en af de hårdeste dage, jeg havde på Paradise Hotel. Jeg er overhovedet ikke en fyr, der normalt græder, kun til begravelse og den slags. Men jeg fandt ud af, at jeg er en lidt mere følsom fyr end jeg troede, jeg var. Men vi fik det snakket ud, og vi indså, at det var et spil, og i dag har vi det superfint med hinanden, siger Kasper, der følte, at han skulle bevise noget overfor sin nye gruppe og derfor ikke tog Peter med på råd.

I næste uge tjekker en ny fyr ind på Paradise Hotel, og deltagerne får sig samtidig noget af en overraskelse.