De blev stjerner efter Paradise

Ti smukke singler forsøger at danne par, skubbe hinanden ud og forlænge sit eget ophold på luksushotellet for at vinde en halv million kroner.

Vinderen tager det hele, og pludselig er spotlyset slukket og medierne uinteresseret. Men tre kvinder formåede på vidt forskellig vis skabt grobund for en karriere. Men var det det værd?

- Jeg ville aldrig melde mig til Paradise Hotel i dag, er den kontante udmelding fra Mascha Vang, - om tilbage i 2005 netop var en del af hotellets beboere.

- Jeg nød det dengang. Men vi skulle heller ikke være skandaledronninger, alene det, at vi bagtalte hinanden, havde chokeffekt. I dag har de sex overalt, de er meget yngre, og det får mig til at krumme tæer, når jeg hører om deres bedrifter.

Jeg vil faktisk ikke forbindes med de mennesker, som er der i dag, siger hun.

Rikke Gøransson, som i dag er vært på hotellet, giver Mascha delvist ret.

Skabt en karriere

- Jeg kan godt forstå Mascha. Dengang hun var med, og dengang jeg var med, var hotellet anderledes. I dag er de vildere, det har ændret sig meget. Men det er også en meget større succes nu, fortæller hun.

En som har givet hotellet et vildt pust - både udenfor og indenfor - er Susan K.

- Jeg lever helt klart et andet slags liv nu. Jeg har travlt med en masse programmer på TV3, så det har klart givet mig en del at lave, fortæller Susan K, der også har leveret realitystof til medierne fra privaten.

Og det er den slags opførsel, som Mascha Vang helst ikke vil sættes i bås med. Hun har efter sin medvirken arbejdet på blandt andet DR og skabt sig en hel anden karriere.

- Jeg synes, det var sjovt dengang, da jeg var 25. Men jeg ville nok have klaret det uden Paradise Hotel, fortæller Mascha Vang.

MASCHA VANG

Godt under opholdet:

- Det var jo et totalt lækkert hotel og søde mennesker, og vi hyggede os meget. Jeg fik en kæreste derinde, og vi var sammen i tre år, så det var også en lille lovestory.

Det dårlige:

- Vi kedede os. Der var ikke noget at lave, og en ting er, at man er med i to uger, men jeg var der i to måneder. Jeg var sulten hele tiden. Vi fik tre måltider om dagen, men kunne man ikke lide det, så var der intet at gøre. Alligevel tog jeg 6-8 kg på, for jeg lavede ikke andet end at drikke pina coladas ved poolen og æde pandekager til morgenmad. Da jeg kom hjem grinede min far og sagde:

- Hol da op, du er blevet rund i kinderne.

Det bedste minde fra tiden:

- Vi blev en meget knyttet flok på hotellet. I tiden efter så vi hinanden hele tiden, for det var et specielt sammenhold. I dag ses vi ikke mere, for vi havde egentlig ikke andet tilfælles end hotellet, men det var en virkelig god tid.

Det værste minde fra tiden:

- Da jeg meldte mig i sin tid, var det et nogenlunde sobert underholdningsprogram. I dag er det noget helt andet, og det er virkelig træls for mig, at jeg bliver identificeret med de mennesker, som er med i det i dag. Jeg krummer tæer over dem, og derfor vil jeg ofte ikke udtale mig om min medvirken, for det var noget andet dengang. Derfor er mindet om mig i Paradise det værste.

SUSAN KIRSTINE NIELSEN

Det gode ved opholdet:

- Det fantastiske var at komme ned på luksushotellet og bo i de fede omgivelser. Det var en oplevelse, som jeg aldrig ville have haft råd til selv. Så var der muligheden for at vinde pengene, som gav det hele noget energi. Jeg tænkte ikke over, at jeg ville gå hen og blive kendt af det. Jeg arbejdede på Luux (klub i København) dengang og kendte de andre Paradise Hotel deltagere, og jeg erindrer, at de ikke var vildt eksponerede. Så jeg troede ikke, at jeg ville blive kendt.

Det dårlige ved Paradise Hotel:

 - Det kan virke lidt naivt nu, men når hele Danmark er med på en kigger, mens man diskuterer eller skændes inde på hotellet, så føles det ubehageligt, at de alle kender en, men man aner ikke, hvem de er. Alle ved, hvad du har sagt og gjort, men de tænker ikke over, at programmet er klippet sammen. Det var vildt overvældende at møde mennesker, som har en mening om, at man har haft sex med nogle, mens man var med derinde.

 De bedste minder:

- De er vel ikke minder, når man har dem i dag. Men de venner, man får ud af det, når man har været så intenst meget sammen, er det bedste.

De værste minder:

- Når jeg synes, at programmerne var klippet således, at jeg ikke kunne genkende mig selv. Seere sluger det råt, og nogle venner falder fra . Men jeg har heldigvis nogle fantastiske venner, som holder fast i mig. 

RIKKE CAMILLA GØRANSSON

Godt under opholdet i Paradise:

- Det føltes som et eventyr. Der var gang i den, alle kameraerne, festerne og menneskerne. Jeg var der kun i tre dage, men det var super sjovt.

Dårligt under opholdet:

- Jeg fandt det hårdt, at jeg blev fremstillet på en måde, som jeg ikke synes dækkede mig. Det gav mig et label, som jeg ikke kunne se mig selv i. Folk havde fordomme om mig bagefter, såsom at jeg bare var en køn pige uden hjerne. Det var hårdt.

Gode minder fra Paradise tiden:

- Det hele var spændende, efter jeg kom hjem. Det var min vej ind i branchen, som jeg altid har været draget af. Det var også skønt med festerne, og mange droppede deres arbejde for at være fuldtids paradisoer. Det gjorde jeg ikke, men jeg kunne godt følge dem. Det er så intenst på hotellet, og ingen kan sætte sig ind i det, så vi havde det sammen.

Dårlige minder fra tiden:

- Nu røg jeg ud efter tre dage, men skulle se min kæreste fortsætte derinde. Det var ubehageligt at se Fatih feste og flirte på tv.