'Hej, jeg hedder Fred, og jeg vil gerne ro med dig.'
Ordene er Frederic Vystavels, og året er 2018. Sådan lød starten på et tæt venskab – og vigtigst af alt en spritny dansk bronzemedalje ved OL i Tokyo til Joachim Sutton og Frederic Vystavel.
De to drenge står helt cool, taler afdæmpet og reflekterende med de klassiske to meters afstand til os andre. Havde man ikke lige set dem ro en fantastisk finale og krone det med den bronzemedalje, der også hænger om halsen på de to gutter, kunne det være svært at lure, at netop de to står for Danmarks anden medalje i Tokyo.
Men det gør de her fire år efter, at de mødtes allerførste gang.
Det var i USA, hvor Joachim Sutton har gået fire år på Berkeley på vestkysten, og Frederic Vystavel tog sine fire år på Princeton.
»Who the fuck is this guy?« joker Joachim Sutton med henvisning til sin egen reaktion, da Frederic Vystavel fortæller historien om deres første møde.
De to roere gik ind til OL uden de store forventninger til sig. Spurgte man topfolk i Danmarks Idrætsforbund, var det ikke Joachim Sutton og Frederic Vystavel, der blev nævnt først, hvis de overhovedet blev nævnt.
Men tiderne var gode i både indledende heat og i semifinalen, og efter at være startet godt ud og ligget til sølv blev det til en forrygende bronzemedalje for de undertippede danskere.
»Vi har ikke følt os som underdogs, men vi har heller ikke haft det store pres på vores skuldre, som for eksempel 'Guldfireren' har haft tidligere – og andre store ro-nationer. Det har givet os en stor frihed til at holde det simpelt og nemt. Så kommer vi væk med en medalje – det føles ikke rigtigt,« siger Frederic Vystavel.
Han var meget i tvivl om, hvorvidt de overhovedet var endt i top-3.
»Vi vidste det ikke. For vi så Canada komme så stærkt tilbage. Det var bare 'GO! GO! PUSH PUSH!'. Du var den første til at se, at vi fik en tredjeplads,« siger Frederic til Joachim.
Det blev til en tredjeplads. Det blev til bronze. Og det gjorde det efter bare lidt over et år sammen i 'toeren' for de to gutter. Havde OL været for et år siden, som planen var, havde de aldrig været i nærheden af en medalje. Det ved de godt.
»Vores drøm stoppede sidste år. Vi var i en 'firer', men vi gik fra hinanden. I april sidste år besluttede vi os for, at jeg skulle skifte side (i en 'toer' sammen, red.), og vi roede fire kilometer, og det var lort,« siger Frederic Vystavel
»Det var lort. Det var virkelig dårligt,« siger Joachim Sutton.
»Det var den værste roning,« siger Frederic Vystavel.
De gjorde det alligevel. Satte sig i 'toeren' sammen med en drøm.
»Men vi havde ikke særlig meget tid sammen. For os har det været hårdt mentalt, at vi satte os op til 2020, men pludselig får man et år mere, hvor man skal koncentrere sig hver dag og arbejde rigtig hårdt. Men for os har det været rigtig godt at have tid sammen til at finde hinanden,« siger Joachim Sutton.
For dem var det dog realistisk. Og hver eneste gang de har stået efter et løb, har de været iskolde. Aldrig har de talt deres chancer ned. De har fortalt, at de sætter sig i båden for at vinde.
Den mentalitet har nu givet dem en bronzemedalje. Og alligevel er det i et brandvarmt Tokyo, hvor solen kæmper for at banke igennem skyerne, svært at gennemskue følelserne i de to rolige gutter.
»Roning er en mega hård sport. Det er en mega 'tough' sport. Ens lunger brænder efter 500 meter, og så skal man tage nogle hårde beslutninger, som vi får taget ned over banen. Man skal 'committe' og gå ind i sig selv – grave sig ind – og tage rigtige beslutninger,« siger Sutton og fortsætter:
»Så det at vinde en medalje er rigtig fedt, men når man laver sådan et løb og flere løb i træk, hvor man giver sig 100 procent. Man viger ikke væk fra den smerte, der er i løbet. Det giver en selvtillid og en ro i maven. Det kan man leve på i lang tid.«
OL i Tokyo ender med bronze til Joachim Sutton og Frederic Vystavel. Nu er der kun tre år til næste OL i Paris. Det har de dog endnu ikke kig på. De har end ikke snakket om det. Der skal først betales lidt tilbage.
»Vi skal bare nyde det nu. Bruge tid med vores familie og venner, der har givet så meget plads til os til at prioritere roning. Dem skylder vi virkelig mange eftermiddage og aftener og tid foran fjerneren med hygge. Så må vi tage snakken senere,« siger Frederic Vystavel og bakkes op af makkeren:
»Det handler sindssygt meget om en selv, når man har en drøm om OL. Man får lidt en selvisk tilværelse, hvor sporten trumfer alt. Så det er dejligt at komme hjem, og så kan man give lidt opmærksomhed til familie, kæreste og venner. Være sammen med dem, så det ikke bare handler om en selv altid, og 'hvad skal jeg gøre for at maksimere mig selv'. Det bliver dejligt,« siger Joachim Sutton.
To danske bronzevindere.
