Morten Schram Rodtwitt, chef de mission for den danske vinter OL-delegation, drømmer om en medalje ved legene i Sydkorea, men muligheden er ikke særlig realistisk.

Én medalje på 94 år, dengang i 1998, da curlingkvinderne vandt en historisk sølvmedalje i Nagano. Ellers et stort rundt nul.

Den danske Vinter-OL-medaljehøst er ikke prangende, men den pauvre statistik er nu ikke noget, som får delegationen til at stoppe med at drømme stort - højst til at skrue en anelse ned for forventningerne.

Morten Schram Rodtwitt er chef de mission for den danske vinter OL-delegation og befinder sig i byen Pyeonchang i Sydkorea, hvor de vinterolympiske lege 2018 bliver sat igang fredag. Han er opmærksom på Danmarks statistik i de vinterolympiske discipliner, men håber, at 'miraklet' sker.

»Det vil være fuldkommen fantastisk at få en medalje - præcis som da vi fik sølv i Nagano.Det er sport, og meget kan ske, men som fagmand er det ikke realistisk, at vi får en medalje« siger Morten Schram Rodtwitt.

I toppen af videoen kan du se en række vilde styrt.

Det kan godt være, at den danske kulde lige nu får os alle til at føle som om, at vi bor i en kummefryser, og vi har da også sne hist og her. Men historisk og traditionelt er Danmark ikke en vintersportsnation som sådan, og det indgår heller ikke i målsætningen, at Danmark skal have metal med hjem i kufferten.

Rasmus Stjerne Hansen er skipper for Danmark.
Rasmus Stjerne Hansen er skipper for Danmark. Foto: Philip Davali
Vis mere

Det vil være tilfredsstillende, hvis de i alt 17 danske deltagere scorer to top seks-placeringer og en enkelt top otte-placering. Morten Schram Rodtwitt og resten af delegationen går ud fra de såkaldte placeringspoint. En ottendeplads giver et enkelt point, vinderen får otte point. Så skrevet på en anden måde er Danmarks målsætning syv point som minimum, fortæller Rodtwitt.

LÆS MERE: Otto Warmbier døde efter nordkoreansk mareridt: Nu tager faren på opsigtsvækkende rejse

Det er blandt andre de danske curlingherrer med Rasmus Stjerne som skipper, som Morten Schram Rodtwitt håber kan levere et midterresultat som minimum blandt de 10 deltagende nationer.

»Vi synes, det er realistisk, at de placerer sig omkring midten. De har tidligere vist, at de har et højt topniveau, men om deres bundniveau også er til den tunge ende, det er svært at spå om på nuværende tidspunkt,« siger Morten Schram Rodtwitt og nævner VM-sølvmedaljen fra 2016 som et af højdepunkterne.

Også speedskateren Elena Møller Rigas håber Morten Schram Rodtwitt kan levere et flot resultat. Rigas har kørt en god 2017/2018-sæson og har gode World Cup-resultater bag sig.

Danskerne opholder sig i de to byer Pyeongchang og Gangneung under de vinterolympiske lege, der løber fra fredag til og med 25. februar, hvor der er afslutningsceremoni.