Badmintonspilleren Peter Gade er igen dansk mester i herresingle, efter at han i finalen i Randers besejrede overraskelsen Peter Mikkelsen i tre sæt.

Badmintonspilleren Peter Gade er igen dansk mester i herresingle, efter at han i finalen i Randers besejrede overraskelsen Peter Mikkelsen i tre sæt.

Underhunden Peter Mikkelsen spillede flot i store perioder, men det var ikke nok i længden, og så vandt favoritten Peter Gade DM i badminton med en sejr på 20-22, 21-8, 21-11 i Elro Arena i Randers.

Peter Mikkelsen, der imponerede med sejre over Joachim Persson og Jan Ø. Jørgensen på vejen mod finalen, fulgte godt med i første sæt, som han sikrede, da Peter Gade fejlbedømte en bold mod baglinjen og lod den falde, selv om den var inde på banen.

Sættabet rystede dog ikke Peter Gade mere, end at han herefter skruede op for tempoet og sendte Peter Mikkelsen ud på nogle lange løbeture, der kostede kræfter, så Gade kunne sikre sig en komfortabel sejr.

Peter Gade var ikke med ved DM sidste år på grund af sygdom, men han er med sejren igen tilbage på den danske trone i herresingle.

Mixeddoublefinalen mellem favoritterne Thomas Laybourn/Kamilla Rytter Juhl og Rasmus Bonde/Helle Nielsen fik en ærgerlig afslutning midt i andet sæt, da en skadet Helle Nielsen ikke kunne spille videre. På det tidspunkt førte Laybourn/Juhl 21-17, 9-7.