Det norske skakfænomen Magnus Carlsen forlod lørdag VM i lynskak på kontroversiel vis.
Den flerdobbelte skakmester mødte op til turneringen i jeans og blev straffet, fordi jeans ikke lever op til turneringens dresscode.
Som konsekvens trak Carlsen sig i raseri.
Men nu er han altså tilbage, og han spiller ikke, hvis det ikke bliver med jeans på, fortæller han ifølge norske Dagbladet til skakappen Take Take Take.
»For at gøre en lang historie kort: Jeg spiller i hvert fald en dag mere her i New York. Hvis jeg gør det godt, er jeg der endnu en dag,« siger Carlsen og fortsætter:
»Hvem ved, om det er sidste gang, men nu er jeg her alligevel. Der er sket en lille ændring i reglerne. Som princip spiller jeg helt klart i jeans i morgen,« siger han til skakappen, som Carlsen selv er medejer af.
Magnus Carlsen erklærede som følge af straffen krig med det internationale skakforbund (Fide).
Og han fortæller selv i en video på X, at han var godt i gang med at kigge på flybilletter hjem. Men hans far bad ham vente. I stedet ringede faren til Fide-præsident Arkady Dvorkovich natten til lørdag.
Og Dvorkovich gik altså med til at løse tøjkrisen, hvorfor Carlsen fortsat er med i skakturneringen.