'Jeans-gate' har ramt en af Norges største sportsfolk og chokeret hele skakverdenen.

For den levende skaklegende Magnus Carlsen mødte op til VM i hurtigskak i New York iført cowboybukser – og det er i strid med turneringens dresscode.

Det fik Det Internationale Skakforbund (FIDE) til at straffe Carlsen med en bøde, og så fik nordmanden nok og trak sig fra VM.

Nu vælter reaktionerne ind på det absurde buksedrama, skriver Dagbladet.

»Det er fint nok. Fuck jer,« lød det fra hovedpersonen selv efter dramaet, der har fået flere rivaler til at reagere.

»Hvis du tror, at det, som skete i dag, har noget med jeans at gøre, så følger du ikke nok med,« skriver den amerikanske skakspiller Hans Niemann i et kryptisk opslag på X.

Også Carlsens landsmand Aryan Tari ærgrer sig.

»Jeg synes, det er vældig trist. Det er altid et højdepunkt at spille i samme turnering som Magnus,« siger han ifølge Dagbladet til NRK.

Den dansk-skotske skakspiller Jacob Aagaard mener, det er et nederlag for skaksporten.

»Det er dumt for skakken. Og det er tåbeligt. Magnus så ikke værre ud end mange andre spillere. Han gjorde det ikke for at fornærme nogen, og han var ikke uhøflig over for dommerne,« skriver han på X.

Magnus Carlsen har efterfølgende selv joket med det på X, hvor han har delt et billede af sig selv i jeans og skrevet 'OOTD', som står for 'Outfit of the Day'.