I sommer blev det meddelt, at landsholdsstjernen Nikolaj Ehlers træder ind i Aalborg Pirates som hovedaktionær, og det er nu også formelt på plads.
Det har givet medvind i sejlene for den nordjyske ishockeyklub.
På et pressemøde fredag blev det offentliggjort, at Sparekassen Danmark både forlænger sponsoratet frem til 2030 og samtidig øger investeringen i klubben.
- Aalborg Pirates står foran et nyt kapitel - på et højere, stærkere og mere professionelt niveau end nogensinde før. Klubben har fremlagt et klart mål om at vinde, udvikle og tage ansvar, siger Bo Bojer, der er direktør i Sparkassen Danmark, ifølge Metal Ligaens hjemmeside.
Nikolaj Ehlers var også til stede ved fredagens pressemøde. Her fortalte han, at han altid har haft drømmen om at skulle blive ejer af Aalborg Pirates, når han var færdig med sin aktive karriere.
- At det bliver nu skyldes, at jeg fik en henvendelse om, at klubben var i alvorlige økonomiske problemer. Jeg ville selvfølgelig ikke bare stå og se på, at klubben skulle gå konkurs, siger NHL-profilen, der i sommer skrev under på en stor seksårig kontrakt med Carolina Hurricanes.
Den tidligere landstræner Heinz Ehlers, der er far til Nikolaj Ehlers, får også en toneangivende position i den nye ejerkreds. Han bliver en del af bestyrelsen og skal være aktiv i klubbens sportslige udvalg.
Til næste sommer flytter Heinz Ehlers også hjem til Nordjylland, hvor han skal være med til at træne talenterne i klubben.
- Jeg ser frem til at blive en del af det vigtige arbejde, der ligger i at bygge bro mellem moderklubben og eliteholdet, hjælpe de mange unge talenter på vej foruden at være med til at rådgive vores sportschef Ronny Larsen, siger Heinz Ehlers.
/ritzau/