Skuespiller Sara Al Naser var nødt til at forlade Jordan med familien for 16 år siden. Hun har i rollen som Latifah mødt Pia Kjærsgaard og kan overraskende berette, at Pia har mange fællestræk med de gamle arabere.

I 'Mit fotoalbum' fortæller Sara Al Nasar også om sit første møde med Danmark, hendes bardom i flygtningelejrene og om at være mønsterbryder som kvinde med anden etnisk baggrund.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om Sara Al Nasar suppleret med masser af billeder fra det private fotoalbum.

Skuespiller Sara Al Naser var nødt til at forlade Jordan med familien for 16 år siden. Hun har i rollen som Latifah mødt Pia Kjærsgaard og kan overraskende berette, at Pia har mange fællestræk med de gamle arabere.

1. Et meget blandet kvarter

1997, Jordan: Her var jeg fem år og sad med min lillebror Mohammed. Vi boede i en meget katolsk by. Jeg var meget glad for mine naboer og de folk, jeg var omringet af, og kunne især godt li’ at være hos mine bedsteforældre, hvor jeg var meget. Den dag i dag er jeg meget familiemenneske, jeg vil ikke lægge den del af kulturen fra mig. Jeg husker min mormors mad og deres hjem. Hun boede i et meget kulturelt blandet kvarter i byen Zarqa, der var både fattige og rige, kristne, muslimer og arabere, for mig var det det fedeste sted. Derfor var det rigtig hårdt at skulle sige farvel. Vi skulle af sted til Danmark, som jeg ikke vidste hvor var. Senere kunne vi kommunikere med dem i Jordan på sådan nogle taletidskort, hvor man skulle skrabe et nummer frem og sætte det ind i ens Nokia 3310, og ringe til udlandet.

2. Nemt barneliv i lejrene

Vi kom fra Jordan til Danmark i år 2000 som flygtninge. Her stod jeg med mine tre brødre, Omar, Mohammed og Osama, som er alle yngre end mig. Vi faldt hurtigt til i Danmark. På trods af at det var udfordrende, så var det også nemt i flygtningelejrene, hvor vi boede i sammenlagt tre år. Nogle gange er det bare meget nemmere at være barn – man vænner sig til omstændighederne på en helt anden måde, og man har nemmere ved at falde til, hvis man har søde legekammerater. Først boede vi i Sandholmlejren, siden Margretheholmen og flyttede lidt rundt, inden vi fik opholdstilladelse og flyttede til Haslev.

3. Glemmer aldrig Louise

Vi var her på en busbåd i Christianshavn, min bror og en pædagog, Louise, som jeg rigtig godt kunne li’. Hun var så sød, det var helt vildt. Jeg husker hende den dag i dag, for hun var den første rigtige dansker, som gik i hjertet på mig. Vi var på en tøsetur i København, hvor min bror Mohammed fik lov til at komme med. Vi kan have været i DGI-Byen eller Tivoli. Det betyder meget at møde nogle i ens barndom, som gør et godt indtryk. Jeg har fortrængt meget, for vi flyttede ni gange, vi har haft nogle vilde op- og nedture – hold da op der er meget, vi har været igennem, men der er bare nogle personer, man ikke glemmer, og Louise er en af dem. Og hvis jeg kunne finde hende i dag, ville jeg give hende et kæmpestort kram. Billedet er fra, da vi boede på Margretheholm Asylcenter på Christianshavn.

4. Ville hjælpe andre

Som barn var jeg ikke humoristisk, det er først kommet senere. Jeg var ikke sådan en klovn, der fyrede jokes af, jeg var mere kreativ, kunne li’ at klippe og klistre og lave perler. Jeg var med i teaterstykker, og så havde jeg en livlig fantasi og skrev meget. For eksempel, at jeg en dag skulle være vært og skuespiller. Det skrev jeg, da jeg var otte, og jeg har stadig mine gamle dagbøger. Jeg skrev også, at jeg gerne ville hjælpe andre, som er i samme situation som jeg selv. Det gjorde jeg også meget i asylcenteret med at tolke. Det er ikke for at lyde som et godt menneske, men jeg føler, det giver mig positiv energi og gør mig glad, for det har betydet meget at kunne få den hjælp, så vil man gerne give igen til andre i samme situation.

5. Ingen kyssescener

Jeg er ambassadør for Exitcirklen og holder foredrag med humoristisk præg om at være mønsterbryder for kvinder med anden etnisk baggrund. Nogle kan måske føle sig som en lus mellem to negle, fordi de tilhører to forskellige kulturer, og har måske svært med at finde en balance. Jeg fortæller om, hvordan man kan tackle det pres, der ligger i social kontrol. Jeg fortæller indvandrerpiger, at de har en chance, selvom de har anden etnisk baggrund. Jeg har selv nogle forbehold vedrørende nogle ting i underholdningsbranchen. Jeg laver f.eks. ikke kyssescener og tager ikke udfordrende tøj på, men derfor kan jeg stadig være sjov og være på dansk tv på lige fod med alle andre. Hverken min religion eller kultur forhindrer mig i det. Der er plads til alle, hvis man har noget at byde på. Jeg kan ikke komme uden om at tale om min religion, fordi jeg tit bliver spurgt om det. For mig at se, er religion et budskab om fred og noget, jeg ikke bare er født ind i, men noget jeg selv har valgt. Folk har bare brugt det og misbrugt det gennem historien. Det kan jeg ikke gøre noget ved, jeg kan vælge min måde at tro og praktisere religionen på, og jeg skal tilpasse mig, uden at jeg behøver at drikke en øl eller at spise bacon. Danmark er på mange måder et rigtig godt muslimsk land, når vi ser på den måde vi omgås hinanden og de rettigheder, alle mennesker har.

7. Vi skulle brænde i helvede

Jeg interviewede Pia Kjærsgaard i programmet ’Det slører stadig’, hvor jeg spiller pigen Latifah fra ghettoen, der interviewer hende med perkerdialekt. Pia er jordnær, flink, meget gæstfri og på grænsen til at være som en gammel araber, selvom hun nok ikke tror, hun har noget tilfælles med dem. De er nemlig også meget konservative og går op i, at der skal være orden på tingene – selvom de har forskellige religiøse ståsteder. Men hendes politiske udtalelser ligger langt udenfor, hvad jeg kan forholde mig til – det gør nogle gange ondt i maven at høre det. Da vi lavede de programmer på DR2, var der en del skriveri i medierne om, at herboende indvandrere var rasende over dem, men det var kraftigt overdrevet. Altså, nogle trusler var bare ikke rigtige trusler, de var bare et meget ondt ønske om, at vi skulle brænde i helvede eller noget andet i den stil … det kan man ikke gå til politiet med.

8. Mine forældre var stolte

Her var jeg blevet HF-student. Mine forældre var meget stolte, de har investeret meget tid i vores opdragelse, de gik op i, at vi havde gode manérer først og fremmest, dernæst, at vi havde en ordentlig beskæftigelse, og at vi faldt godt til. så jeg er glad for, at jeg kunne give dem noget igen.

9. Den syge gansterbitch

Lige nu er jeg aktuel i filmen Undercover, hvor jeg spiller en syg gangsterbitch Saida, der render rundt og skyder efter politiet. Det var sjovt at være med i den film, Linda P., Rolaand Møller har gjort det fantastisk. Man skal ikke altid lytte til de der sure anmeldere, folk skal bare gå ind og se den selv og nok få en griner på! Jeg har før fået en del tilbud om at være med i spillefilm, men har sagt nej til det meste, blandt andet fordi jeg er i gang med en uddannelse i international virksomhedskommunikation. Billedet er fra filmen.

Danmarks første etniske juleshow på Bremen Teater, fotograferet tirsdag d. 3 december 2013. Forestillingen der er ekstra relevant for tiden, set i lyset af snakken omkring muslimer, religion og traditioner. Undervejs giver Ellie, Naghme, Ajla og Sara nemlig et humoristisk og julet indblik i en verden fyldt med alt mulig andet end tvangsægteskaber og tørklæder. Det er satire, sketches og musikalske indslag med udgangspunkt i de situationer, som opstår, når flere kulturer mødes i dagens Danmark - og undervejs møder publikum kendte karakterer som ghetto-reporteren Latifah, Dubai News-værten Sarah El Sheikh, Gülay fra "For hellig til love" og Sawsan, der bruger sin etniske baggrund til at slippe for at arbejde. Juleshowet byder også på et humoristisk indblik i, hvordan man fejrer "halal-jul", og hvordan en etnisk julesang lyder.