Efter knap halvandet års samliv er Gitte Schnell og Kristian Sjøgren gået fra hinanden.
Parret, der blev landskendt som Robinson-Parret, efter at de fandt sammen på den øde ø, mistede simpelthen det fælles fodslag. ____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>"Vi er blevet enige om at gå hver til sit. Men vi er stadig de bedste venner. Og længere er den ikke," siger Gitte Schnell til B.T.

Sammen var de med på det første Robinson-hold, og Gitte Schnell faldt for alvor for den unge Kristian, da han under opholdet på øen vandt en middag og inviterede hende på en romantisk middag i stearinlysets skær.

På det tidspunkt havde de begge sultet længe, og middagen var et velkomment afbræk i hverdagen.

Og da de kom hjem fra ø-opholdet, stod det ligesom skrevet, at det skulle være dem.

Kristians kæreste slog op med ham, og Gitte gjorde det forbi med sin kæreste gennem fem år. De mødtes for at tale ud om problemerne, og så gik det slag i slag.

De benægtede efterfølgende, at de havde dyrket sex på øen og fortalte endvidere, at det først var tre uger efter, de kom hjem, at de blev kærester.

"Det var bare noget, der skete. Vi kendte jo allerede hinanden helt vildt godt.

På turen havde jeg ikke andet end tid til at tænke over mit liv. Det var som om hele mit liv derhjemme var lagt fast, og jeg måtte gøre op med mig selv, hvad det var, jeg ville.

På øen fandt jeg ud af, at mit forhold ikke var, som jeg ønskede. Det havde intet med Kristian at gøre.

Faktisk troede jeg, at jeg skulle være alene for en tid. Men sådan gik det ikke," sagde Gitte efterfølgende.

Gitte Schnell, der er otte år ældre end Kristian Sjøgren, fylder 30 år den 9. marts, og har haft betydeligt mere held med TV-opgaver efter ekspeditionen end Kristian.