Ved du noget om sagen, eller kender du til lignende tilfælde, så vil BT meget gerne høre fra dig på 1929@bt.dk eller på Facebook.

Rigspoliti-skandalen: Rigspolitiet ved ikke, hvad konsulenten Mariann Færø specifikt lavede for næsten tre millioner kroner, som hun fik for rekrutteringsydelser på et år.

Sagen om ulovlige konsulentaftaler i Rigspolitiet og tidligere afdelingschef Bettina Jensens brug af tre konsulenter for 43,3 millioner kroner på tre år kan nu vise sig at være endnu mere alvorlig.

Som BT tidligere har afdækket, så fik en af konsulenterne, Mariann Færø, udbetalt 10,5 millioner kroner på bare tre år mellem 2011 og 2013.

Da det gik allerstærkest fik Mariann Færø på et år honorarer for 7,1  millioner kroner fra Rigspolitiet. Det var i perioden juli 2011 til og med juni 2012.

Af dem blev tre millioner kroner udbetalt for såkaldte ‘rekrutterings-bølger’, som ifølge kontrakterne bestod af ‘ansættelser og personanalyser’.

Men Rigspolitiet ved i dag ikke, hvilke specifikke ansættelser Mariann Færø har bidraget til for de tre millioner kroner.

‘Rigspolitiet har ikke kunne identificere dokumenter og oplysninger vedrørende rekrutteringsforløbene,’ står der i et svar til BT fra Rigspolitiet på baggrund af en aktindsigt, hvor BT har spurgt til specifik dokumentation for en række regninger.

Rigspolitiets svar til BT får i dag to eksperter til at så tvivl om, hvorvidt Mariann Færø overhovedet har udført det arbejde, hun har fået betaling for.

Michael Egholm, der revisionsekspert og direktør ved Adwizer Law, siger:

»Vi er reelt ikke blevet klogere på, hvad den her konsulent har lavet, og det her sår alvorlig tvivl om, hvorvidt alt arbejdet eller dele af arbejdet overhovedet er udført. Der burde jo eksistere mails med alle personanalyserne eller en fysisk personalemappe, hvor de ligger,« siger han.

Forskningschef ved Journalisthøjskolen Roger Buch siger:

»I sig selv selv er det jo stærkt problematisk, at man ikke har dokumentation for de her processer. Dokumentation og journalisering er grundkrav, når man går ud i byen og køber så dyr en ydelse. Manglen på dokumentation rejser tvivl om, hvilket arbejde der er udført for pengene.«

Mariann Færø er den ene af tre konsulenter, som den tidligere afdelingschef i Rigspolitiet Bettina Jensen hyrede mellem 2011 og 2013 for 43,3 millioner kroner, uden at opgaverne kom i de lovpligtige udbud.

De to andre konsulenter er ejer af firmaet Dynamic Approach Christine Thorsen og partner i Konsulentgruppen Strandgade Christian Behrens. Udover ulovlige aftaler har der været rod med kontrakterne, forudbetaling for millioner af kroner, ligesom aftaler uden budgetrammer fik honorarerne til at eksplodere.

Samtidig har BT kunnet dokumentere, hvordan Bettina Jensen kender alle tre konsulenter fra sin fortid i DR, og Mariann Færø har tidligere oplyst til BT, at hun ‘aldrig var blevet hyret til Rigspolitiet uden Bettina’.

Aktindsigts-svaret til BT, som har været fire måneder undervejs, bidrager blandt andet med nye detaljer om Mariann Færøs ‘seks gyldne måneder’ mellem juli og december 2011.

Her fik konsulenten udbetalt honorarer for 4,5 millioner kroner svarende til 750.000 kroner om måneden. Af dem var 1,8 millioner kroner penge for ‘rekrutterings-bølger’.

Rigspolitiet har i svaret til BT vedlagt en oversigt over de opgaver, som Mariann Færø har udført mellem 2011 og 2013. Oversigten viser, at Mariann Færø overordnet har leveret to typer af konsulentydelser:

Dels har hun leveret såkaldt kompetenceafdækning af eksisterende medarbejdere i Rigspolitiet, og dels har hun bidraget med rekrutteringsydelser dvs. ansættelser af nye medarbejdere.

Hendes arbejde med kompetenceafdækning er specificeret med blandt andet oplysninger om antal timer, som opgaverne tager. Rekrutterings-ydelserne derimod består af ‘pakker af 75.000 kroner’. Som tidligere nævnt fremgår det af den tilhørende kontrakt, at der er tale om ‘ansættelser og personanalyser’. Timeprisen er 1.100 kroner.

Dykker man ned i to af de mest lukrative måneder for Mariann Færø - oktober og november 2011 - viser det sig, at hun har arbejdet i et omfang, der ifølge forskningschef ved Journalisthøjskolen Roger Buch ‘er fysisk umuligt’.

Oversigten viser nemlig, at Mariann Færø i oktober 2011 fakturerede for 247 timer, mens hun i november fakturerede for 197 timer i forbindelse med kompetenceafdækning. Altså samlet 444 timer på to måneder svarende til en arbejdsdag på mere end 11 timer i gennemsnit i de to måneder.

Oveni regningerne for kompetenceafdækning sender Mariann Færø også tre rekrutteringsregninger for i alt 706.000 kroner.

»Afregnet én til én i forhold til timeregnskabet, så vil det jo være fysisk umuligt at løfte rekrutteringsydelserne oveni. Der, der står tilbage, er, at enten har Rigspolitiet betalt for arbejde, som ikke er udført. Det vil i givet fald være ulovligt,« siger forskningschef Roger Buch fra Journalisthøjskolen.

»Eller også har Rigspolitiet indgået nogle meget uhensigtsmæssige kontrakter, hvor konsulenten får voldsomt høje honorarer for arbejde, som kan løftes på kort tid. Og det er også kritisabelt,« tilføjer han.

Det eneste, som Rigspolitiet henviser til i dets svar, er en oversigt over de mails, der er sendt i forbindelse med rekrutteringer. En optælling BT har lavet fra oversigten viser, at Mariann Færø i løbet af de omtalte 12 måneder blot sender ti mails til Rigspolitiet, som vedrører rekrutteringer.

Samtidig oplyser Rigspolitiet i svaret, at der i anden halvdel af 2011 og første halvdel af 2012 blev ansat 29 personer i Rigspolitiets Koncernservice. Men hvor mange af dem, Mariann Færø har bidraget til, ved Rigspolitiet ikke.

BT har stillet en lang række spørgsmål til Rigspolitiet i sagen og fået dette skriftlige svar fra økonomidirektør Thomas Østrup.

»På baggrund af rekrutteringsforløb gennemført for 6 år siden er vi på det forelæggende grundlag ikke i stand til at konkludere, at ”just training” er blevet overbetalt for at løse de pågældende opgaver. En opgørelse af mailkorrespondance kan heller ikke be- eller afkræfte noget sådan.«

“Der er ingen tvivl om, at man i det samlede forløb kan stille spørgsmålstegn ved, om politiets ressourcer kunne være forvaltet mere hensigtsmæssigt. Dette vil også indgå i den eksterne gennemgang af Rigspolitiets indkøb, som p.t. gennemføres af revisionsfirmaet PwC,” skriver Thomas Østrup og tilføjer:

»Rigspolitiets ønske er at undersøge denne sag til bunds, og de spørgsmål, som BT her har rejst, vil derfor også blive undersøgt.«


Konsulent: Jeg arbejdede aftener og weekender

BT har modtaget et mailsvar fra konsulent Mariann Færø, og hun afviser, at der ikke er løftet opgaver for Rigspolitiet, som modsvarer de høje honorarer.

“Jeg har løftet alle opgaver og dermed også opgaverne i oktober og november måned 2011 i henhold til det aftalte med Rigspolitiet. Jeg har også afleveret opgave-leverancerne enten i form af testresultater og møder omkring analyserne eller i form af materiale, som har indgået i et udbudsmateriale. Der er med andre ord tale om, at jeg har leveret opgaver i henhold til de fakturaer, jeg har sendt,” skriver Mariann Færø blandt andet.

Hun mener ikke, at det lille antal mails, hun har sendt, giver et retvisende billede af arbejdsindsatsen:

“Jeg har hovedsageligt haft mit materiale med i print til møderne med de ansættende chefer i Rigspolitiet og til afrapporteringen med kandidaterne. Antallet af mails og mængden af opgaver hænger ikke sammen på den måde,” skriver Mariann Færø og tilføjer, at hun arbejdede meget i perioden.

“Jeg har også i de to måneder (oktober og november 2011, red.) måtte tage aftener og weekender i brug, og jeg har haft backofficehjælp. Jeg har arbejdet mere end 37 timer om ugen, og jeg har kunnet levere ydelserne over alle dage i månederne og ikke bare på hverdage,” skriver hun.

Mariann Færø skriver også: “Jeg ved, at Koncernservice fik godkendt opslag af en række stillinger i forbindelse med effektiviseringen, bl.a. lederstillinger i centrene, porteføljeledere, bygherreansvarlige, it-indkøbere, operationelle- og strategiske indkøbere, AC-konsulenter, kontraktkonsulenter og IT-strategiske indkøbere. Indenfor kategorierne var der tale om flere ansættelser”.