Den nystiftede Dansk Skatteborgerforening er nærmest blevet væltet omkuld af danske skatteydere, der vil være medlem. Fra første færd stiler den mod succes, og i de første tolv dage har foreningen fået mellem 600 og 800 medlemmer, og i disse dage sendes 1200 girokort ud til danskere, som har bedt om at blive medlem.
- Det har været forrygende, og vi havde aldrig forestillet os, at det skulle gå så stærkt. Men tidspunktet for opstart af foreningen med nye skattekort og forskudsopgørelser til borgerne samt finanslovsforhandlingerne må have været rigtigt ramt, siger formanden for skatteborgerforeningen, cand.merc. Karsten Anker Petersen til Ritzau.
Folk fra alle egne af landet melder sig ind og af vidt forskellige grunde. Dels er de trætte af det høje skattetryk, dels føler borgerne, at skattereglerne er uigennemskuelige, og nogle er kommet i klemme eller føler sig dårligt behandlet af myndighederne.
Samtidig spores en vis mistillid til de politiske partier på Christiansborg.
- Flere politiske partier har sagt, at de vil gøre noget ved det høje skattetryk, men når det kommer til stykket, har de ikke investeret politisk vilje i at gøre noget ved det. De fokuserer på de offentlige udgifter, og hvordan pengene skal findes, men ikke på en prioritering af de offentlige udgifter, siger Karsten Anker Petersen.
Et af de emner, som skatteborgerforeningen vil tage op, er skatteborgernes retssikkerhed. Et klassisk eksempel er, at når en skatteborger lægger sag an mod skattevæsenet og vinder den, hænger han selv - ifølge Karsten Anker Petersen - på halvdelen af udgifterne, også selv om han vinder.
- I andre sager er det den tabende part, der må bære alle omkostninger, men det gælder ikke skattevæsenet, siger Karsten Anker Petersen.
Indtil videre er skatteborgerforeningen udelukkende baseret på frivilligt arbejde, og der har ikke være tid til andet end at registrere nye medlemmer. Men en af dagene vil foreningen sende en anmodning til Skatteministeriet om høringsret i det væld af lovforslag, som ministeriets kreative hjerner udarbejder, og ministeriets departementschef Peter Loft gav til dagbladet Børsen onsdag udtryk for, at skatteborgerforeningen formentlig vil kunne opnå høringsret.
Ifølge skatteborgerforeningens hjemmeside www.skatteborger.dk har den nye forening dog haft kræfter til at kaste sig ud i en større konference om skattepolitikken i andre lande, hvor der allerede er gennemført lettelser på personskatten. Det sker i Landstingssalen på Christiansborg på søndag, hvor vicedirektør fra Bayerische Landesbank Robert Spliid vil dokumentere den skattemæssige udvikling i andre europæiske lande.
Flere danske eksperter, heriblandt professor i økonomi ved Århus Universitet, Torben M. Andersen, har tidligere peget på, at hvis Danmark i fremtidens globaliserede samfund skal kunne klare sig i konkurrencen om job og investeringer, skal det samlede danske skattetryk ned med 10 pct.
/ritzau/
291902 CET NOV 00
