BT har mødt Natascha Kampusch, der som 10-årig blev kidnappet og i otte år i en vinduesløs kælder gennemlevede et mareridt med tæsk og misbrug. I dag er det minderne, der holder hende fængslet.
»Det var ikke godt, det han gjorde, men man skal ikke gøre ham til en dæmon eller ophøje ham til at være noget specielt. Selv om det var skrækkeligt, så var det et menneske, der gjorde det her,« siger Natascha Kampusch.
»Jeg ser denne bog som min chance for endelig at begynde en ny tilværelse,« siger kvinden, der med selvbiografien ’Ti års frihed’ vil lægge låg på sin dystre fortid.
Da hun slap fri fra sit fangeskab, var det nærmest, som om at det ene fangenskab blev afløst af et andet: De næste dage, uger, måneder og år tog medierne alle midler i brug for at fortælle hendes historie, for at få det unikke scoop, med så mange detaljer som muligt.
»Engang var kidnapperen min eneste fjende. Men da jeg kom ud, stod jeg pludselig foran tusindvis af fjender,« fortæller Natascha Kampusch om sit liv.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele det rørende interview med Natascha Kampusch, der som 10-årig blev bortført af Wolfgang Priklopil og levede otte år i brutalt fangenskab. I dag, 10 år senere, er friheden stadig svær for den unge kvinde, da hun på mange måder stadig føler sig fanget i et fængsel ...
BT har mødt Natascha Kampusch, der blev kidnappet og i otte år gennemlevede et mareridt med tæsk og misbrug. I dag er det minderne, der holder hende fængslet
»Det var ikke godt, det han gjorde, men man skal ikke gøre ham til en dæmon eller ophøje ham til at være noget specielt. Selv om det var skrækkeligt, så var det et menneske, der gjorde det her,« siger Natascha Kampusch, før hun griber sin vifte fra bordet, slår den ud og får sit hår til at blafre, selv om der på ingen måde er varmt i lokalet hos Gyldendals forlag i København.
»Jeg ser denne bog som min chance for endelig at begynde en ny tilværelse,« siger kvinden, der med selvbiografien ’Ti års frihed’ vil lægge låg på sin dystre fortid.
I otte år – nøjagtigt 3.096 dage – levede den østrigske pige i fangenskab hos sin kidnapper Wolfgang Priklopil, der bortførte den 10-årige, som var på vej til skole.
I dag, 10 år efter at hun mirakuløst slap fri fra tæsk, trusler og seksuelt misbrug, mødes hun med BT for at fortælle om sit liv, efter hun blev verdenskendt som offeret i en af historiens mest omtalte kidnapningssager.
Men som interviewet skrider frem, bliver det mere og mere tydeligt, at årene i kælderen stadig tynger hende.
Flugten fra kælderen
23. august 2006 spurtede en 18-årig pige gennem et villakvarter i Strasshof, en lille by 10 kilometer fra Wien i Østrig. Pigen havde endelig fundet modet og øjnet chancen til at flygte ud af en åben havelåge i det ellers topsikrede hus med alarmer og overvågningskameraer, hvor hun blev holdt fanget. Det lykkedes.
Samme aften begik hendes kidnapper Wolfgang Priklopil selvmord ved at kaste sig ud foran et tog.
Men da hun slap fri, var det nærmest, som om at det ene fangenskab blev afløst af et andet: De næste dage, uger, måneder og år tog medierne alle midler i brug for at fortælle hendes historie, for at få det unikke scoop, med så mange detaljer som muligt.
»Engang var kidnapperen min eneste fjende. Men da jeg kom ud, stod jeg pludselig foran tusindvis af fjender,« siger Natascha Kampusch og griber igen sin vifte.
Hendes forhold til journalister er selvsagt kompliceret. Dengang affejede hun mange af historierne som direkte løgn. Blandt andet at hun frivilligt indgik i et seksuelt forhold med Priklopil, og at hun fødte under sit fangenskab.
»I en årrække blev jeg hver dag konfronteret med min historie. I begyndelsen brugte jeg sporvognen og metroen, men det undgår jeg totalt i dag. Og hvis folk stirrer, så stirrer jeg igen,« siger hun og griner.
Faktisk slår hun ofte over i et grin, men det sker oftest, når spørgsmålene bliver lidt for nærgående.
Wolfgang Priklopil spærrede i 1998 Natascha Kampusch inde i et fem kvadratmeter stort kælderrum. Først efter to års isolation vovede Wolfgang Priklopil at lukke hende ud i haven.
»Hvis du skriger, slår jeg dig ihjel,« sagde han ifølge Kampusch.
I haven gik hun langs en ligusterhæk, som mindede hende om, at der også var en verden uden for huset, husker hun.
Ikke andet end et lille pip
Men det fysiske fængsel var ikke det værste: Kidnapperen formåede at fastholde hende i en form for psykisk fængsel.
I 2006 kom det frem, at Wolfgang Priklopil engang havde taget hende med på en ferie til skiområdet Hochkar, kort før Kampusch fyldte 18 år. Det skabte enorm forundring i medierne: Var hun overhovedet taget rigtigt til fange, siden hun ikke skreg om hjælp?
For hun havde faktisk chancen, da hun mødte en kvinde på et toilet, mens Wolfgang Priklopil ventede udenfor.
»Jeg samlede alt mit mod, men alligevel kunne jeg ikke få andet frem end et lille pip,« beretter hun. Damen smilede bare venligt og gik ud.
For Kampusch var skituren et eksempel på, hvor stor psykisk kontrol Wolfgang Priklopil havde over hende, siger hun.
Føler du stadig, at han har den kontrol over dig?
»Hmm,« siger Natascha Kampusch.
Hun svinger igen viften og ser ned i bordet, før hun svarer.
»Ja, men ikke fra kidnapperen. Det er mere en slags indre forhindringer på grund af de ting, jeg husker. Det er en slags fængsel, ikke længere på grund af kidnapperen, men på grund af min hukommelse. Det fungerer som en slags mental bremse på mig,« siger hun.
Han tæskede løs på hende
Sagde hun aldrig fra? Jo, men hun fortrød det hurtigt. I sin første bog, ’3.096 dage’, beskriver hun, hvordan hendes kidnapper en dag beordrede hende til at bage en kage. Han stod bag hende og kommenterede alt, hun gjorde: »Min mor slår æggene ud på en anden måde,« sagde han. Til sidst røg det ud af Kampusch: »Hvis din mor er så meget bedre til det, hvorfor beder du så ikke hende om at bage en kage til dig?«
Med ét mistede Wolfgang Priklopil besindelsen og tæskede løs på pigen med sine knytnæver, før han slæbte hende ned i cellen og slukkede lyset. Her udsultede han hende, mens hun lå og vred sig i smerter.
Da bogen udkom, var der i offentligheden især fokus på de voldelige og seksuelle overgreb. Men som Kampusch siger, var det kun små brikker i puslespillet. Udsultningen og de konstante psykiske ydmygelser vejede mindst lige så tungt.
I dag har hun meget svært ved at stole på andre mennesker, fortæller hun.
»Men det er blevet bedre. Jeg har opstillet en slags formular: Lige så snart en person bryder en aftale med mig, lukker jeg fuldstændig af for dem,« forklarer hun.
Lufter ud i huset
Wolfgang Priklopils mor forærede som en slags erstatning det selvsamme hus, hun blev holdt fanget i, til Kampusch. På trods af erindringerne tager hun af og til forbi og lufter ud i huset, som hun stadig ejer. Dels fordi ingen vil bo i det, og dels fordi hun er bange for, at nogle vil udstille det som et slags rædselskabinet. Hun har skam fået tilbuddet.
I dag drømmer hun om at skrive flere bøger, især om psykologi og filosofi. Men hun overvejer det stadig, for livet som forfatter medfører, at opmærksomheden fra medierne og spørgsmålene om fortiden følger med.
Føler du, at du har tabt otte år af dit liv, som du skal indhente?
»Ja, for de fleste af dem, jeg kender på min egen alder, har allerede fået deres uddannelse og er i gang med at stifte familie. Det har jeg også mulighed for, men jeg er et andet sted – jeg mangler de erfaringer og oplevelser, de har gjort sig i barndommen,« siger Natascha Kampusch.
»Der er mange ting, jeg gerne vil. Min kalender er helt fuld.«
Natascha Kampusch-sagen
2. marts 1998
Klokken 7.15 er 10-årige Natascha Kampusch på vej til skole. Hun bliver bekymret, da hun ser en mand stå ved en hvid kassevogn længere fremme. Hun overvejer at undgå manden ved at gå over på den modsatte side af gaden, men slår tanken væk. Da hun passerer manden, griber han hende og smider hende ind i kassevognen. Sent på eftermiddagen melder hendes mor hende savnet hos politiet, og eftersøgningen går i gang.
Artiklen fortsætter under billedet
3. marts 1998
Et øjenvidne, en 12-årig pige, fortæller, at hun har set en pige blive smidt ind i en høj, hvid bil.
6. april 1998
Politiet undersøger alle ejere af hvide kassevogne i lokalområdet og opsøger Wolfgang Priklopil (t.v.). Han er samarbejdsvillig og viser bilen frem. Priklopil, der har ren straffeattest, siger, han var hjemme den pågældende morgen, og politiet har ikke yderligere grund til at mistænke ham.
14.april 1998
En af politiets hundeførere indgiver en anonym anmeldelse af Wolfgang Priklopil. Hans hus (t.v.) virker sikret og barrikaderet, og han er en enspændertype. Anmeldelsen lægges i sagsmappen, men der bliver ikke fulgt op. Den ’sjuskede’ behandling af anmeldelsen ansporer mange år senere en diskussion om fejl i efterforskningen.
Artiklen fortsætter under billedet
1998-2002
Eftersøgningen af Natascha Kampusch bliver et rent mediecirkus. Ved siden af politiets efterforskning kappes private efterforskere og medier om at løse gåden om den forsvundne pige. Hendes familie bliver også anklaget: Der er blandt andet en påstand om, at hendes mor har slået hende ihjel.
23. august 2006
Efter 3.096 dage i fangenskab flygter Natascha Kampusch. Det sker, da hun er i gang med at støvsuge Wolfgang Priklopils bil, mens han taler i telefon. Han trækker sig lidt væk fra larmen. Hun ser, at havelågen står på klem, og så tager hun spurten. Hun ender i en kolonihave. I et af husene er vinduet åbent, og hun giver sig til kende. Kvinden i huset vil ikke lukke hende ind, men ringer efter nogen tøven til politiet. Samme aften begår Wolfgang Priklopil selvmord ved at kaste sig ud foran et tog.
28. august 2006
Efter fem dage, hvor både østrigske og internationale medier gør alt, hvad de kan for at få informationer om kidnapningen, beder Natascha Kampusch i et brev medierne om at give hende fred. De næste måneder og år skriver medierne adskillige historier, som Kampusch affejer som løgn. Blandt andet at hun frivilligt indledte et seksuelt forhold med Priklopil, og at hun fødte under sit fangenskab.
Kilde: Kampusch’ bog ’Ti års frihed’
