Øjenvidne: Ghiath Eddin Sukkar dræbte sin kvindelige lejer og stoppede hende ned i en kuffert. I ugerne op til drabet blev han fulgt med et kamera af den iranske fotograf Reza Qasemi. Han ville skildre livet for flygtninge i Danmark, men fandt et mørke, der var langt dybere og blev hvirvlet ind i et sandt mareridt

Øjenvidne: Ghiath Eddin Sukkar dræbte sin kvindelige lejer og stoppede hende ned i en kuffert. I ugerne op til drabet blev han fulgt med et kamera af den iranske fotograf Reza Qasemi. Han ville egentlig skildre livet for flygtninge i Danmark, men fandt i stedet et mørke, der var langt dybere og blev hvirvlet ind i et sandt mareridt. Hans billeder dokumentere drabet og timerne derefter.

Opret abonnement på BT PLUS og læs øjevidnets beretning om Ghiath Eddin Sukkar, som dræbte sin kvindelige lejer i en lejlighed i Lyngby. Du får også alle billederne, som fotografen tog af Ghiath Eddin Sukkar i tiden op til drabet.

Som abonnent får du også adgang til alle andre artikler og guider i BT PLUS.


Telefonen ringer hos Nordsjællands Politi. Det er den 29. juli 2014. Manden i den anden ende er nervøs. Med god grund. For han bærer rundt på en viden, der er ubærlig.

På gebrokkent engelsk fortæller han, at en kvindemorder er løs i Lyngby nord for København. Han fortæller, hvem morderen er, og hvor politiet kan finde ham.

I to dage har manden i telefonen været i en tilstand af chok. Det, han så med sine egne øjne, er ved at æde ham op indefra.

Klokken 14:18 anholder politiet den 31-årige syrer Ghiath Eddin Sukkar i et rækkehus på Melagervej i Lyngby. Senere samme dag finder politiet liget af en kvinde. Hun er blevet dræbt ved kvælning, og gerningsmanden har gjort sig store anstrengelser for at skaffe liget af vejen.

Kvinden er blevet pakket ned i en kuffert, som han har fragtet rundt på en cykeltrailer. Til sidst har han gemt kufferten i et krat i et grønt område ikke langt fra Danmarks Tekniske Universitet.

Ghiath Eddin Sukkar er fotograferet i beruset tilstand 1. juli 2014. Ifølge politiet havde han på det tidspunkt begået to brutale voldtægter og var på vej til at begå et drab.
Ghiath Eddin Sukkar er fotograferet i beruset tilstand 1. juli 2014. Ifølge politiet havde han på det tidspunkt begået to brutale voldtægter og var på vej til at begå et drab.
Vis mere

Liget i kufferten viser sig at være den 48-årige italiener Giancarla Coppi. Få uger før sin død lejede hun et værelse hos Ghiath Eddin Sukkar. Han indrømmer at have taget hendes liv, men sagen er langtfra slut. Politiet mener, at Giancarla Coppi ikke er hans eneste offer, og i denne uge indleder Retten i Lyngby sagen mod kuffertmanden.

Naboen

Der var hedebølge i Danmark. Efter en regnfuld maj måned viste termometeret nu 30 graders varme. Det var en klæbrig, altomsluttende skandinavisk varme. Helt anderledes end den varme, Reza Qasemi kendte fra sit hjemland, Iran.

Da han gik ind for at besøge sin nabo, fandt han ham siddende på gulvet i underbukser. Den overvægtige og stærkt behårede syriske mand havde svært ved at sidde oprejst. Han lænede sig op ad sofaen, mens han røg en cigaret.

»Jeg er fuld,« bekendtgjorde han.

Når han drak, talte Ghiath Eddin Sukkar en blanding af dansk, engelsk og arabisk, der var svært at forstå for iraneren.

Reza Qasemi opgav at føre en samtale. I stedet tog han sin iPhone op af lommen, tændte for kamera-app’en og gav sig til at fotografere. Det havde han gjort mange gange før. Som en form for personlig beskæftigelsesterapi var Reza Qasemi i gang med et fotoprojekt om flygtninge i Danmark. Ghiath Eddin Sukkar havde sagt ja til at være med.

De havde kendte hinanden i flere år. De var naboer i Lyngby, klassekammerater fra sprogskolen og gode bekendte. Reza Qasemi kunne godt lide sin nabo. Han var en venlig mand, syntes han. En sjov mand. Og en mand med en tragisk historie. I månedsvis havde han fotograferet ham i alle mulige situationer. Når han røg vandpibe, når han drak øl, når han fortalte om sit liv i Syrien og tordnede mod landets præsident, Bashar al-Assad. Men sjældent havde Reza Qasemi set sin nabo i så ussel en forfatning som den eftermiddag den 1. juli 2014.

Ghiath Eddin Sukkars ansigtsudtryk vekslede mellem beruset træthed og forpint bitterhed. Og så stirrede han direkte ind i kameraet med et ondt blik.

Når Reza Qasemi fotograferede, kom han helt tæt på. Men han så ikke brutaliteten i de mørke øjne. Og da han endelig gjorde, var det for sent. På det tidspunkt ønskede han bare at komme så langt væk fra sin nabo som overhovedet muligt.

Ghiath Eddin Sukkars identifikationskort fra Syrien.
Ghiath Eddin Sukkars identifikationskort fra Syrien.
Vis mere

Flugten

Den 15. marts 2011 brød der demonstrationer ud i flere syriske byer. Hæren blev sat ind. Flere demonstranter blev dræbt og hundredvis såret. Den syriske borgerkrig var under opsejling. Oprøret fik Bashar al-Assads regime til at indføre udgangsforbud i Damaskus og andre større syriske byer.

Udgangsforbuddet ramte også Ghiath Eddin Sukkar, som boede med sin mor. Under sine lange samtaler med Reza Qasemi har han fortalt, at mordeen var alvorligt syg. Hun havde behov for akut lægehjælp, men Ghiath Eddin Sukkar kunne ikke få hende på hospitalet på grund af udgangsforbuddet. Han kom i klammeri med soldater på gaden og blev arresteret. Moderen døde uden at være kommet på hospitalet.

Ghiath Eddin Sukkar fik tiden til at passere med at spille playstation.
Ghiath Eddin Sukkar fik tiden til at passere med at spille playstation.
Vis mere

Efter moderens død opbyggede Ghiath Eddin Sukkar et vældigt had til Bashar al-Assad. Han hjalp den arabiske tv-station Al-Jazeera med at rapportere fra det lukkede land, og han kom ofte i klammeri med regeringens soldater. En dag fortalte han Reza Qasemi, hvordan en soldat havde trukket sin pistol og rettet den mod hans pande. Mens han fortalte historien, formede han fingrene som en pistol.

Efter episoden med pistolen fik Ghiath Eddin Sukkar nok. Han pakkede sin kuffert og forlod sit hjem, sin bil og sit job til fordel for et liv som flygtning i Europa. Først i Slovakiet og siden i Danmark, hvor hans søster bor.

Ghiath Eddin Sukkar ser en arabisk synkroniseret dokumentarfilm om amerikanske massemordere.
Ghiath Eddin Sukkar ser en arabisk synkroniseret dokumentarfilm om amerikanske massemordere.
Vis mere

Døden inde på livet

Reza Qasemi mødte Ghiath Eddin Sukkar i 2012 på en sprogskole for udlændinge. De var de eneste to elever i klassen. Ghiath Eddin Sukkar havde deltidsjob på et plejehjem, hvor han fungerede som en slags chauffør og pedel. Han gjorde store fremskridt på sprogskolen og var ivrig efter at lære dansk, for hans søsters børn talte hovedsageligt dansk. Ghiath Eddin Sukkar var et familiemenneske, der godt kunne lide at tilbringe tid med børnene, erindrer Reza Qasemi.

Ghiath Eddin Sukkar var udadvendt, charmerende og veltalende. Han var vellidt af sine danske naboer.

Men gradvist begyndte han at blive humørsyg. Når han ikke var sammen med sin familie, lå han i lejligheden og røg smøger, drak øl og så dokumentarprogrammer om amerikanske massemordere.

Da Reza Qasemi en dag spurgte, hvorfor han så de programmer, svarede han, at de mindede ham om, at folk også blev slået ihjel andre steder end i Syrien.

»Du har ingen idé om, hvor let folk bliver dræbt. Jeg har været vidne til meget. Tro mig, jeg har levet med døden,« sagde han.

Reza Qasemi slog det hen som vrøvl og fuldemandssnak.

Ghiath Eddin Sukkar var ofte i pengenød og bad Reza Qasemi om penge og cigaretter. På et tidspunkt begyndte han at leje det ene af lejlighedens to værelser ud. Lejerne var udelukkende kvinder.

25. maj kunne Reza Qasemi konstatere, at alle fortænderne i syrerens mund var blevet slået ud. Syreren fortalte, at han var blevet overfaldet af arabere på Nørrebro, men ville ikke fortælle hvorfor. Han fortalte heller ikke, at han 13 dage forinden havde været varetægtsfængslet i tre dage, fordi en af hans kvindelige lejere havde meldt ham til politiet for voldtægt.

Reza Qasemi havde ingen anelse om, at hans nabo kunne rumme en mørk og voldelig side:

»Han er ikke typen, der slås men han har meget lidt tålmodighed, og han mister hurtigt besindelsen,« fortæller Reza Qasemi.

Var du nogensinde bange for ham?

»Nej, den eneste gang, jeg var bange, var den dag, jeg gik ind i lejligheden og fandt liget.«

Ghiath Eddin Sukkar kigger ud på den danske sommer. I baggrunden ses en plakat for asylmagasinet Visavis.
Ghiath Eddin Sukkar kigger ud på den danske sommer. I baggrunden ses en plakat for asylmagasinet Visavis.
Vis mere

Mareridtet

Den 27. juli tilbragte Reza Qasemi formiddagen i sit mørkekammer med at fremkalde billeder fra sit analoge kamera. Han var netop blevet færdig og skulle til at spise frokost, da han hørte et kvindeskrig. Det kom inde fra naboens rækkehuslejlighed.

Gennem sit soveværelsesvindue fik han øje på Ghiath Eddin Sukkar. Han stod ude i sin have. Øjnene var vilde, og blikket flakkede rundt, som om han scannede omgivelserne. Så fik han øje på Reza Qasemi i vinduet.

»Han gjorde sådan her,« fortæller Reza Qasemi og fører en finger hen over halsen.

Syreren bankede hårdt på ruden, og kort tid efter ringede han på døren.

»Han sagde til mig, at jeg skulle blive i lejligheden og ikke tale med nogen. Han svedte over det hele, og hans trøje var revet itu. Han virkede høj, som om han var på stoffer,« siger Reza Qasemi.

Efter nogle minutter besluttede han at gå over og se, hvad der var sket. Ghiath Eddin Sukkar sad på græsplænen foran rækkehuslejligheden. Med en håndbevægelse opfordrede han Reza Qasemi til at gå ind i hans lejlighed og kigge.

»Jeg så noget. Det var et mareridt. En kvinde. Hun var halvt nøgen,« fortæller Reza Qasemi med lavmælt stemme.

Kvinden lå inde i soveværelset.

»Hun var død. Hun trak ikke vejret. Han kom ind og bad mig om at hjælpe ham. Jeg sagde til ham, at han skulle ringe til politiet, men han ville ikke høre.«

Ghiath Eddin Sukkar viser, at fortænderne i hans overmund er blevet slået ud. Han fortæller, at han blev overfaldet af nogle arabiske mænd på Nørrebro.
Ghiath Eddin Sukkar viser, at fortænderne i hans overmund er blevet slået ud. Han fortæller, at han blev overfaldet af nogle arabiske mænd på Nørrebro.
Vis mere

Ghiath Eddin Sukkar nægtede nu at lade Reza Qasemi forlade lejligheden. Han lod til at låse døren, og uden at det blev sagt direkte, fik Reza Qasemi følelsen af, at han snart kunne blive det næste offer.

I et splitsekund omlagde han sin strategi:

»Jeg prøvede at bluffe. Jeg sagde til ham, at hun ikke var død, og at han skulle ringe efter en ambulance. Men han sagde: Hun er død. Jeg har slået hende ihjel.«

De to mænd gik ud i haven, og da så Reza Qasemi sit snit til at stikke af. Han gik ind i sin lejlighed, tog sin taske og løb så alt, hvad han kunne, væk fra gerningsstedet.

»Ghiath løb efter mig i nogle minutter, men han var tyk og i dårlig form, så jeg løb hurtigt fra ham,« siger Reza Qasemi.

Han søgte tilflugt på redaktionen for ‘Visavis’, et magasin der udgiver artikler om og af flygtninge og indvandrere i Danmark.

Han var handlingslammet, og tankerne fløj gennem hans hoved.

»Jeg havde aldrig forestillet mig, at han ville gøre sådan noget. Jeg var chokeret. Og meget skuffet over mig selv. Jeg følte mig som en kujon. Jeg var meget bange. Jeg var i en tilstand, hvor jeg ikke kunne gøre noget. Jeg kunne ikke engang ringe til politiet. Det meste af tiden ønskede jeg bare, at jeg var død, for jeg havde slet ikke lyst til at se det, der var sket, i øjnene.«

Efter to dage kunne han ikke holde det ud længere. Han ringede til politiet og fortalte, hvad han vidste: ’Min nabo er morder. Han har slået en kvinde ihjel’.

Gerningsstedet. Ghiath Eddin Sukkar studerer sine manglende tænder i værelset, som han lejer ud til kvinder. Det var ifølge vidnet her, Giancarla Coppi blev slået ihjel.
Gerningsstedet. Ghiath Eddin Sukkar studerer sine manglende tænder i værelset, som han lejer ud til kvinder. Det var ifølge vidnet her, Giancarla Coppi blev slået ihjel.
Vis mere

Udlejeren fra helvede

Politiet gav Reza Qasemi besked på at vende tilbage til lejligheden i Lyngby. En politipatrulje holdt allerede og ventede, da han kom hjem. Ghiath Eddin Sukkar blev anholdt klokken 14:18 uden dramatik, og Reza Qasemi blev også taget med. Den nat overnattede han i en aflåst celle, og tusinde tanker fløj gennem hans hoved:

»Jeg er ikke dansker. Jeg har ingen familie og ingen venner i Danmark. Jeg har ikke råd til en advokat. Hvem skal sige, at jeg er uskyldig? De er ligeglade med en udlænding som mig. De sender mig bare i fængsel,« tænkte han.

Hans hjem blev ransaget, og dagen efter blev han fremstillet i et grundlovsforhør side og side med sin nabo.

Efter et retsmøde bag lukkede døre blev han løsladt, og nogle dage senere fik han et brev fra politiet om, at han ikke længere var mistænkt i sagen.

Ghiath Eddin Sukkar forblev varetægtsfængslet. Han erkendte i grundlovsforhøret at have forårsaget Giancarla Coppis død, men benægtede, at han havde haft til hensigt at dræbe hende.

Det er endnu uvist, hvad der præcist skete på den sidste dag i Giancarla Coppis liv. Politiet formoder, at hun kun nåede at bo til leje hos sin formodede drabsmand i ganske kort tid. Hun har dog tilsyneladende boet i Danmark i adskillige år og har tidligere været medlem af Scientology-kirken. Hendes facebookprofil afslører, at hun frem til sin død interesserede sig for Scientology, og hun skrev jævnligt opdateringer på det sociale medie helt frem til dagen før sin død.

Efterforskningen har vist, at Giancarla Coppi muligvis ikke er Ghiath Eddin Sukkars eneste offer.

Rækkehuslejligheden på Melagervej i Lyngby, hvor Reza Qasemi boede dør om dør med Ghiath Eddin Sukkar i stueetagen. Ovenpå er der en separat lejlighed. Foto: Bax Lindhardt
Rækkehuslejligheden på Melagervej i Lyngby, hvor Reza Qasemi boede dør om dør med Ghiath Eddin Sukkar i stueetagen. Ovenpå er der en separat lejlighed. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Kniv mod halsen

8. maj - mindre end to måneder før drabet - blev Ghiath Eddin Sukkar anholdt og sigtet for voldtægt. En 31-årig kvinde havde fortalt politiet, at manden, hun lejede et værelse af, havde holdt en kniv op mod hendes hals, taget halsgreb på hende og tvunget hende til at have sex med ham. I dagene forinden havde han beluret hende og taget et nøgenfoto, som han sendte med en mms-besked til en bekendt. Ghiath Eddin Sukkar nægtede sig skyldig, og hævdede, at kvinden selv indvilligede i at have sex med ham. I første omgang blev Ghiath Eddin Sukkar varetægtsfængslet i tre døgn, men da han 12. maj blev genfremstillet, valgte dommeren at løslade ham. Der var ingen synlige beviser på, at voldtægten havde fundet sted. Det var kvindens påstand mod hans.

Den brutale drabssag fra Lyngby fik stor opmærksomhed i pressen. Ghiath Eddin Sukkar blev kaldt for ‘Lyngbymanden’ og ‘udlejeren fra helvede’. En 29-årig kvinde meldte sig til politiet og fortalte, at hun også var blevet voldtaget af ham. Hun lejede værelset på Melagervej, efter at Ghiath Eddin Sukkar var blevet løsladt. Ifølge anklageskriftet blev hun voldtaget og truet med en kniv og kvælertag 14. juni 2014. Efter voldtægten truede han med at lægge nøgenbilleder af hende ud på internettet og sende dem til hendes familie, hvis hun fortalte noget il nogen.

Ghiath Eddin Sukkar blev 22. juni dømt skyldig i drab og to voldtægter. Han nægtede sig skyldig i manddrab, men erkendte vold med døden til følge. Han nægtede sig også skyldig i voldtægterne. Under sin varetægtsfængsling er Ghiath Eddin Sukkar blevet mentalundersøgt. Konklusionen på undersøgelsen er, at han ikke er psykotisk og dermed egnet til almindelig fængselsstraf. Reza Qasemi var indkaldt som vidne i sagen.