Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'. I denne uge med skuespiller og tv-vært Christopher Læssø.

Jeg var måske lidt for hurtig og kæk, da ... jeg sagde ja til at være tv-vært. Det var stort, men jeg havde ikke prøvet det før. Jeg gik på teaterskolen på det tidspunkt, og for mange år siden lavede jeg noget børnefjernsyn. På YouTube havde jeg min egen karakter: Danmark ifølge Ibo, som jeg tror, nogen havde set, og så fik jeg et opkald fra TV2, og før jeg havde set mig om, havde jeg fået jobbet. Og så skulle man ligesom stå dér. ’Danmark ifølge Ibo’ handlede om en person af anden etnisk herkomst, der bare gerne ville lave tv, og som gik rundt og lavede voxpop-agtige ting. Jeg har aldrig rigtig fundet ud af, hvorfor de ringede til mig.

Jeg synes, mennesker er dejlige, når ... de går og holder i hånd på Strøget. Jeg bor på Strøget, og det er en gade, hvor der er en gennemstrømning af ’Danmark’ - undtagen svenskerne, der vader på tværs - men man bliver lidt glad i låget af at se folk gå hånd i hånd i deres eget tempo, og man selv har travlt og skal nå 14’eren,

Du må undskylde, men lige nu ... er min stemme meget hæs, fordi jeg i går skulle ligge og råbe og skrige på et badeværelsesgulv i Assens. Derfor er min stemme helt væk nu. Jeg er i gang med en spillefilm, der hedder ’De frivillige’, som jeg laver ved siden af ’Talent’ på TV2. Det er også derfor, jeg har det store hår, og mit skæg er så vildt. Min chef Tine Ryom har sagt: »Du kan da ikke se sådan ud på landsdækkende tv«, men jeg svarede, at det har jeg jo fået lov til, fordi jeg skal være med i den film. Det er derfor, jeg står og ligner en vildmand. Jeg undrer mig over, at ingen har skrevet om det. Jeg står og ligner Fætter BR med en bjørneskindshue. Men der er en mening med galskaben: Jeg spiller en sjov karakter, Simon, som sidder i isolation i fængslet. Det er en film med Jacob Lohmann, Lars Mattesen og Søren Malling.

Jeg har et lidt anstrengt forhold til folk, der ... kæfter op uden at have en skid at ha’ det i. Vi har alle sammen nu muligheden for at være meningsdannere på Facebook, Twitter, Instagram. Vi kæfter op, og før man får set sig om, har man fået skrevet noget vanvittigt. Og andre gange er det også rigtigt, men andre tager det ud af kontekst. Jeg synes, at i de her tider skal man tænke sig om. Jeg har brændt nallerne et par gange ved at skrive min ærlige mening, men det var nu kun henvendt til dem, jeg kender. Men lige pludselig kan det blive delt videre, og folk synes, man kommer med rabiate holdninger. Og noget, der skal forstås i sjov, bliver taget alvorligt. I mit hoved er jeg Christopher fra Taastrup, der hygger mig med vennerne, og ikke en meningsdanner.

Jeg er meget bange for ... at der skal ske noget med min datter eller dem, jeg holder meget af. Når man er forælder, bekymrer man sig og er bange for at miste dem, man elsker. Min datter er otte år i dag, hun blev plantet i mit liv, da jeg var 25 og gik på første år på Teaterskolen. Hun er en vidunderlig skabning; en sød og smuk pige. Hun motiverer mig også til at gøre det, jeg gør. Der skal nogle penge på bordet og på en måde, så hun kan tage på Bakken med far og være stolt af ham. Jeg var sammen med hendes mor hendes første otte måneder.

Fordelen ved at være mig er ... at jeg er sgu i godt humør rigtig tit, og når man indgår i sådan en stor sammenhæng mediemæssigt, er vi i bund og grund mennesker, der møder på arbejde, og jeg vil betegne mig selv som ret nem at arbejde sammen med og med højt grundhumør.

Ulempen ved at være mig er ... det er det samme, qua mit virke som skuespiller er der nogle gange, hvor det forventes af mig, at jeg er alvorlig og skal spille noget med tyngde. Og man bliver jo altid bedømt på sin sidste kamp. Men jeg nægter at gå på kompromis, jeg er født med et gummifjæs, og derfor kan jeg aldrig blive en person med stenansigt. Jeg spillede engang en komplet psykopat i serien Broen. Jeg fremstillede ham som en sød og rar person, der af og til fandt pistolen frem. Det gjorde ham ekstra uhyggelig.

Jeg elsker at spise ... en god shawarmaret, det er et ritual, jeg har en gang om måneden i min yndlingsshawarmabar ved Nørrebro station. Jeg sætter mig der og spiser alene, det renser sgu sjælen med en hel masse chili.

Hvis jeg havde et ønske, ville jeg ... ønske, at jeg fik fat i den rigtige lottokupon den eneste gang, jeg købte lotto. Hvordan kunne de gøre det imod mig?

Det var en rigtig god idé, da jeg ... lærte at tage mig selv seriøst. Da jeg kom ind på Skuespillerskolen, måtte det jo være fordi, jeg havde en slags talent, og jeg måtte jo indfri mit potentiale. Men der var mange ting, jeg ikke forstod undervejs. Hvor vigtigt er det egentlig at lave statsstøttet kultur? Forstå mig ret. Er det så vigtigt, at der står en masse skuespillere på scenen med en kæmpe tragedie? Alle ved, at det jo bare er teater. Samtidig er jeg nødt til at forholde mig til, at jeg skal kunne leve af dette her. Det begyndte, da jeg var ti år og arbejdede for B&U-afdelingen på DR. Programmet havde den politisk ukorrekte titel ’Operation Negerkys’. Jeg hadede min mor for, at hun havde taget mig til den casting. Jeg skulle spille en stum dreng med krigstraumer, der boede på et flygtningecenter. Jeg rendte rundt i Slangerup en hel sommer og måtte ikke sige noget under optagelserne. Tvivlen om, hvorvidt jeg er god nok, har evigt forfulgt mig. Vi skyder jo hele tiden skuespillere ud, og de er allesammen pissegode.

Det var grineren ... da alle mine medstuderende på Skuespillerskolen var væk et par gange om ugen, fordi de skulle lave 1864 eller Badehotellet. Der må jeg sige, at jeg havde min hudfarve, etnicitet og genetik imod mig - det måtte jeg bare indse.

Det var en dårlig idé jeg fik, da ... jeg har tonsvis af dårlige idéer. Det var en ekstremt dårlig idé, dengang jeg valgte at trykke ekstra hårdt på speederen for at nå frem til en serie 2 fodboldkamp. Jeg blev blitzet og fik et klip og en bøde.

Jeg var nødt til at flygte lynhurtigt, da ... jeg engang kyssede med en pige, der hed Minavea i et legehus ude i Taastrup, og hun havde en storebror, der hed noget i stil med Abdir, der havde en meget hurtig knallert og et meget heftigt ry. Da blev jeg jagtet rundt i Taastrup, og der kunne jeg altså løbe hurtigt.

Jeg magter simpelthen ikke ... at stå i kø, der er ikke noget værre. Jeg kan ikke klare den situation, generelt, hvis man f.eks. står i Tivoli. Og hvis jeg kan se, der er en lang kø i Netto, går jeg videre til den næste.

Jeg undgår at hænge med næbbet ved at ... lægge mig på sofaen med min dyne og se en eller anden åndssvag dokumentar. Det kan være superinspirerende. Jeg er en dokumentarfreak og historienørd. Anden Verdenskrig og mig, vi er bedste venner. Jeg æder det råt. Lige nu ser jeg Danmark i 1800-tallet, lige fra Søren Kierkegaard, Thorvaldsen, der skete en masse ting. Jeg elsker ideen om København som en stor europæisk provinsby.

En pige, der måske var forelsket i mig ... skrev til mig på de sociale medier, at hun havde set mig på fjernsyn, og hun var ikke helt sikker på, om jeg var afrikaner, men hvis jeg var afrikaner, om jeg så havde en stor p.... , for så ville hun gerne mødes. (stort grin) #metoo. Men jeg tænkte, at der var fare for, at jeg kom til at skuffe hende, for jeg er jo også halvt dansk. Det er jo fuldstændig freaket at skrive sådan noget. Jeg gjorde mig den umage ikke at svare.

Jeg vil gerne af med min dårlige vane, som er ... at ryge. Jeg elsker at ryge. Jeg var egentlig stoppet i fem år, også fordi jeg har spillet meget fodbold, men så var jeg sammen med min ven, rapperen Chivas, ude på en ø, hvor der kun bor 300 mennesker, og han pulsede som en skorsten, og vi sad og ventede på, at det skulle holde op med at regne, og han sagde: ’Vil du ikke ha en smøg? Vi er da ude på en ø’. Og fra den smøg har jeg røget som en skorsten. Og min datter hader det. Den ene uge ryger jeg fem om dagen, og pludselig er der en uge med en pakke hver dag. Jeg vil gerne holde langt på literen især for min datter, jeg vil ikke ende med kol som 50-årig og være en, der lyder som en traktor, der ikke vil starte.