Jeg får nogle gange at vide, at jeg er ... elitær. Det er et svar, jeg giver, fordi jeg synes man må have en form for modstand mod de paratfordomme, der efterhånden udbredes ikke mindst i de sociale medier; og opdelinger af befolkningen i ’nogle som man ikke vil høre på’, og som så bliver kaldt ’eliten’. Uanset hvor man selv føler, man er, eller andre mener man er, synes jeg, man skal lade være med at lave den slags mærkater. Jeg synes ikke selv, at jeg i særlig høj grad tilhører eliten, i hvert fald ikke pengeeliten. Men jeg synes, man skal gøre modstand mod den tendens, der har været siden Fogh Rasmusssen kastede vrag på dem, der udtaler sig om noget, de har sat sig ind i. Diskussionerne er lidt vanskelige for tiden fordi man populært sagt går efter manden og ikke bolden. Når nogle politikere siger: ’Det er eliten, der udtaler sig her i modsætning til folket’, så ved man, hvad klokken er slået. Og nej, jeg har ikke boet i en opgang, hvor der lugtede af stærke krydderier, men hvor længe skal man bo der for ikke at være elitær?
I virkeligheden er jeg ... ligeglad, hvis nogen mener, jeg er elitær. De, der ved noget, har pligt til at udtale sig. Hvis det f. eks. er læger, eliten indenfor sundhedsvæsenet, der ikke ville udtale sig, ville det vække vrede. Men hvis man har en viden indenfor kunst og kultur, er det pludselig slemt. Men jeg udtaler mig kun om ting, jeg har sat mig ind i, det er til gengæld mange!
Kun få ved det, men jeg er faktisk god til ... praktisk arbejde. Jeg er praktisk anlagt, jeg er så heldig, at mine hænder er skruet nogenlunde rigtigt på, og jeg kan gribe en hammer og en skruetrækker uden at ødelægge begge dele. Jeg er så meget praktiker, at jeg ved, hvor mine grænser er – og hvornår jeg skal bede en håndværker om det, så man ikke skal lave det fire gange. Første gang forkert, anden gang endnu mere forkert, tredje gang nogenlunde og fjerde gang, når håndværkeren laver det rigtigt. Og ja, du har ret i, at jeg har et tegnetalent. Det er jeg glad for, og jeg tegner hele tiden, når jeg ikke skriver. Måske udstiller jeg om nogen tid, men det vil jeg ikke komme nærmere ind på.
Til gengæld magter jeg ikke ... musik, hvor jeg ikke har bedt om det. Jeg tilhører den sekt af mennesker, der hader musik i forretninger, i supermarkeder og andre steder, hvor man ikke har bedt om det. Det har desværre bredt sig meget i de senere år. Vi fik det faktisk afskaffet for fyrre år siden, da vi med folk i radioens musikafdeling lavede en kampagne. Med en streamerkampagne fik vi afskaffet muzak, og Irma og de andre stoppede med at spille det. Det er møghamrende irriterende, man kan jo ikke lukke for hørelsen, når man går ind i et stormagasin, hvor der er skruet højt op. Jeg synes, det er rædselsfuldt, og det er endnu værre, hvis det er steder, hvor man ikke kan slippe væk fra, på færger eller i toget. Det er en pest og tortur – når man er inde for at købe en pakke smør, har man ikke bedt om at høre dårlig rutinepop.
Jeg har aldrig nogensinde taget fejl ... i det dumme i at udtale sig på et spinkelt grundlag. Man skal gøre forarbejdet og vide noget. Det ligger i det journalistiske fag, at man skal lave en undersøgelse, inden man brager ud med det. I det forrige århundede med diktatoriske strømninger, da havde man det samme problem som i dag, nemlig at politiske ledere gik ud og udtalte sig på et faktisk forkert grundlag, og det førte til frygtelige ulykker. Nu har vi det jo igen med ham i Amerika. Det er jo en underlig situation, at den politiske leder – altså præsident Trump - ikke siger sandheden. Det har vi ikke prøvet i dette her århundrede og ikke i Amerika. Niels Helveg har sagt: ’Man skal ikke lyve, men man behøver heller ikke at rutte med sandheden’, og det er en side af det politiske liv, man kan have fuld forståelse for. Men det at lyve direkte betyder, at pressen skal bruge hele deres tid på at genoprette de løgnagtige udsagn. Det meste af det, Trump sagde i talen State of the union, var jo løgn. Normalt har præsidenter været omhyggelige med at det faktuelle holder nogenlunde stik, selv Nixon.
Jeg har skiftet mening vedrørende en ting ... nemlig DRs urørlighed. Jeg har i mange år syntes, at DR skulle man ikke anfægte. At DRs position i det danske samfund var urørlig, og burde være urørlig, for det var garanten for et ordentligt public service-system. Man skulle frede Danmarks Radio, også budgetmæssigt, og sørge for, de fik de nok midler. Men jeg må nok sige, at de sidste ti år har jeg ændret syn på det. Jeg synes ikke, der er nogen grund til at opretholde det, som vi kender det, for DR har i mange år ikke levet op til det, man med rimelighed kan forlange af en licensbetalt virksomhed. Hvad angår kvaliteten af programmerne, er der stort set ingen nyskabelser. På nyhedsfronten går det ikke særlig godt. Det er faktisk ret dårligt. Hvis du ser på det som præsentation af moderne dramatik, er der næsten ingenting.
Hvis du ser DR ... som formidler af gode film, så drukner det i den ene genudsendelse af gamle serier efter den anden. Det er jo utroligt, når man ser ned over et tv-program en ganske almindelig dag, hvad de genudsender af ting, som havde plads på verdens tv i 70erne og 80erne, som allerede dengang ikke var særligt gode. Det er jo ikke raketvidenskab at skabe gode programmer. Det er jo at sætte nogle redaktioner sammen og give dem selvstyre til at lave noget, som er anderledes og sjovt og spændende – uden indblanding fra alle mulige mellemledere. Det har folkene på Radio24syv jo forstået ved at afskaffe mellemlederplanet og simpelthen lade fantasien blomstre med nye programtyper. Nogle gange er de tåbelige og fjollede, men langt det meste af det er spændende og eksperimenterende. Så DR, som vi kender det, er der ingen grund til at opretholde. DRs nyheder er dårligt formidlet. Alene den sproglige formidling er meget ringe og bærer præg af, at undervisningen i at optræde er meget dårlig, virkelig elendig. Den anden side er den journalistiske, hvor der har været tale om ’konstruktive nyheder’, som den afgående nyhedsdirektør fandt på. Gad vidst om den har gjort den undersøgende journalistisk svag i koderne?
Det var grænseoverskridende for mig ... i min skoletid, da en lærer første gang slog en kammerat. Jeg blev ret forskrækket over, at voksne kunne være voldelige over for børn - det havde jeg bestemt ikke oplevet hjemme.
Det var meget ydmygende, da ... jeg i sin tid troede, jeg skulle spille tennis, men kun ramte bolden én gang på to år. Og det var ikke fordi, jeg spillede double. Da jeg var tretten år, syntes jeg, det så så flot ud, når andre spillede tennis, men jeg havde ikke evner for det. Tennissporten gjorde store fremskridt, da jeg holdt op, og siden har jeg været idrætsblind.
Min spidskompetence er ... at bruge penge. Jeg har f.eks. lige brugt 185 kroner til to musefælder, de var dyre, for jeg ville have en human musefælde, der ikke slår dem ihjel. Dem, der klapper sammen, koster kun ti kroner. De fælder, jeg har købt, har eget bad og soveværelse.
Jeg var temmeligt stolt af mig selv, da ... jeg som storryger holdt op med at ryge for 35 år siden og aldrig har røget siden. Jeg røg pibe, cigarer og cigaretter, det var nok mærkerne Strike, Prince og de meget stærke Gauloises.
De allermest anstrengende personer i Danmark i dag er ... folk der er danske på andres vegne. Ja, det er blandt andre Dansk Folkeparti, men også de mange højrefløjsdebattører, den nationale strømning, som ikke er til at holde ud. Det er jo en uniformering af nationalitetsbegrebet. Som regel er det også forkert. Når Martin Henriksen (DF) siger, at forudsætningen for at være dansk er, at man går i kirke, så må vi indse, at der ikke er ret mange danskere tilbage. Hvad er det for en måde at opdele mennesker på? Og så er snakken også en kamp mod noget, som i virkeligheden ikke kan modstås. Landenes nationalgrænser kan ikke opretholdes, ligesom de kunne i gamle dage. Nationalgrænserne må nødvendigvis defineres anderledes. Ikke fordi nationalstaterne skal ophæves, men vi må ophæve nationalstaterne ’som vi kendte dem’. Og hvis man ikke kan forstå det, så skal man have sine skolepenge igen.
