I 16 år har sandheden om en grufuld episode i dansk militærhistorie været holdt skjult. Af soldater, der skammede sig. Af officerer, der gemte sig. 8. august 1995 henrettede en gruppe forbrydere ni handicappede - herunder en kvinde i kørestol - på en skole i Kroatien.
Mens danske soldater så på. Passive. Uden at hjælpe. - De kunne intet gøre, lød den officielle forklaring. Derefter fulgte tavsheden. Men sandheden er en anden: 200 danske soldater opholdt sig kun få meter væk.
Henrettelserne blev direkte overværet af soldater med fingeren på aftrækkeren. Svært bevæbnede danske soldater kunne have grebet ind og reddet liv. De gjorde ingenting.
Uddrag fra det 8-siders tillæg:
Lyden af skud gav genlyd i aulaen. Den højeste af de fire forbrydere, en ranglet, halvskaldet mand på knap to meter, havde vendt sig mod Teodorovic.
Den gamle kvinde og forbryderen kunne næsten røre hinanden, så det var ikke nødvendigt at tage sigte; forbryderen nøjedes med at affyre sin AK 47 fra hoften. Skuddet ramte Teodorovic i højre side af brystet og fortsatte ud gennem hendes ryg.
Hun rokkede sig ikke; blev bare siddende på stolen. Død. Men det værste var ikke, at Teodorovic Desanka, Maric Zorka, Macut Jovan, Terezija Ruzak, Darko Krivokuca og fire andre handicappede den eftermiddag blev henrettet en for en af krigsforbrydere.
Det værste var, at massakren - de grusomme drab på ni sagesløse handicappede - kunne have været forhindret.
Læs hele den rystende afdækning i B.T. Plus:
- Et 8-sider tillæg om hele fortællingen om masakren i Dvor
- Henrettet i sin kørestol
- de danske soldater så bare på
- Ingen gav ordre til at stoppe massakren
- Soldat: Fortryder hver dag at vi ikke greb ind
Danske soldaters passivitet over for henrettelsen af ni handicappede serbere får efterladte til at kræve erstatning
Danmark risikerer nu at blive anklaget for medansvaret for en 16 år gammel massakre: Henrettelsen af ni handicappede serbere.
Det er efterladte til ofrene, der kræver Danmark dømt, fordi danske FN-soldater udsendt til Kroatien så passivt til, mens de handicappede en efter en blev slået ihjel.
I søndags afdækkede B. T., hvordan en række danske soldater 8. august 1995 undlod at gribe ind, da 12 uidentificerede forbrydere skød og dræbte ni handicappede.
Ofrene - som blandt andet talte en kvinde i kørestol og flere ældre med krykker - var blevet efterladt på en skole i den kroatiske by Dvor.
Skolen lå placeret klos op af en dansk FN-lejr med 200 bevæbnede danske soldater, men selvom soldaterne løbende rapporterede om henrettelserne via lejrens radionet, blev danskerne blot beordret til at kigge på. De måtte ikke gribe ind.
Efterforskningen genoptaget
Siden B. T. bragte historien, har både serbiske og kroatiske myndigheder genoptaget efterforskningen af den uopklarede krigsforbrydersag, ligesom landenes medier intensivt har dækket sagen.
Og nu ser Danmark ud til at blive trukket ind i et retsopgør om ansvaret for massakren.
- Familien til den handicappede kvinde i kørestolen planlægger at lægge sag an. Både mod den kroatiske stat, som de mener står bag forbrydelsen, og mod Danmark , som ikke stoppede forbrydelsen, siger journalist på dagbladet Blic, Marko Petkovic, som på vegne af B. T. har talt med efterladte familiemedlemmer til den dræbte kvinde, Maric Zorka.
Civilt søgsmål mod Danmark
Den blot 120 centimeter høje Maric Zorka sad i sin kørestol, da hun - med de danske soldater som vidner - blev henrettet på bare to meters afstand med et skud fra en AK 47-riffel.
Det er disse oplysninger, som nu får Maric Zorkas familie til at overveje et civilt søgsmål mod Danmark .
- I 16 år har jeg ikke vidst, hvad der var blevet af min søster. Jeg hørte forskellige historier - nogle mente, at hun stadig var i live, andre at hun var dræbt. Først nu har jeg fået vished, siger Maric Zorkas søster, Milka Jelic.
Det mulige retsopgør mod Danmark vil dermed nærmest blive identisk med en sag, hvor efterladte slægtninge anklagede Holland for sit medansvar i den såkaldte Srebrenica-massakre.
I juli 1995 - måneden inden henrettelserne på de handicappede i Dvor - undlod hollandske FNsoldater at forhindre et gigantisk folkedrab, hvor omkring 8.000 muslimske flygtninge blev slået ihjel af bosnisk-serbiske styrker.
Efterfølgende krævede to efterladte familier erstatning fra den hollandske stat. Og selvom Holland efter en seks år lang retssag endte med at blive frikendt for sit medansvar i massakren, måtte hele den hollandske regering i 2002 træde tilbage som følge af sagen.
I Danmark er et af sagens øjenvidner, tidligere oversergent Jan Wellendorff, klar til at vidne i en eventuel retssag.
- Det vil jeg meget gerne gøre. Vi havde både tid til og mulighed for at forhindre de drab. Vi kunne have skudt gerningsmændene, men fik kun ordre til at 'vente'. Det er vigtigt også at få placeret et dansk ansvar, så historien ikke gentager sig, siger Jan Wellendorff.
Det var den pensionerede oberst Jørn Jensen, som i 1995 var styrkechef for de danske FN-soldater.
Men hverken Jørn Jensen eller kompagnichef for de 200 danske soldater i Dvor, major Jørgen Kold, har over for B. T. ønsket at forklare, hvorfor de ikke gav soldaterne de nødvendige ordrer til at forsøge at stoppe henrettelserne af de ni handicappede.
Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech ( V) kaldte det i mandags - åbenbart for enhver, at der har været tale om frygtelige overgreb.
Samtidig krævede Enhedslistens Frank Aaen, at forsvarsministeren straks iværksætter en undersøgelse af sagen.
Gitte Lillelund Bech har dog ikke ønsket at svare på, hvorvidt hun ønsker sagen undersøgt.
Hvordan kan de sove om natten?
Den serbiske ambassadør i Danmark er stærkt utilfreds med den danske militærledelse, som i 1995 undlod at gribe ind over for massakren på ni handicappede serbere i Dvor.
Ambassadøren, Vida Ognjenovic, har især svært ved at forstå, hvorfor de danske soldater kun fik ordrer til at kigge på, da 12 forbrydere henrettede de handicappede med automatvåben.
- Jeg vil opfordre de ansvarlige til kraftigt at tænke over, hvad de har set. Og jeg vil opfordre dem til at tænke over, hvorfor de ikke reagerede. Kan de – efter 16 år – virkelig sove med den viden? Det spørger jeg mig selv om, siger Vida Ognjenovic.
Samtidig understreger Vida Ognjenovic, at hun ikke bebrejder de enkelte soldater for, at hendes landsmænd blev dræbt.
- Jeg er ked af al den menneskelige lidelse på begge sider. Både blandt soldaterne, der så på, og som jeg sympatiserer meget med, og med de familier, der mistede et familiemedlem den dag, siger hun
Ubærligt at se det ske
Vida Ognjenovic slår samtidig fast, at hun finder det nødvendigt med en undersøgelse, som kan afklare, hvem i det militære system der havde ansvaret for, at der ikke blev grebet ind.
- Det må have været ubærligt at stå og se, hvordan en gammel kvinde med et amputeret ben blev skudt ned og dræbt. Jeg kan ikke forstå, at man bare kan stå passivt og se det ske. Men de militære regler og love må afgøre, om soldaterne og deres overordnede handlede rigtigt, siger hun.
I øjeblikket er Serbien i gang med at indsamle bevismateriale, som kan udpege de 12 forbrydere, der stod bag henrettelserne af de handicappede.
Hvorvidt Serbien samtidig ønsker at drage Danmark til medansvar for massakren, ønsker Vida Ognjenovic dog ikke på nuværende tidspunkt svare på.
- I første omgang må det være op til danskerne selv at undersøge. Men lad mig sige: Der er gået 16 år – jeg forstår ikke, hvorfor der ikke er sket noget endnu.
