Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.

I denne uge har Simon Riedel talt med DF's Kenneth Kristensen Berth om gentagne overfald, eksklusion, samlermani, og meget, meget mere ...

LOG IND PÅ BT PLUS og læs denne uges ERKENDELSE med Kenneth Kristensen Berth og de tidligere ugers interessante indblik i kendte danskeres tanker om sig selv.


Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.

I denne uge har Simon Riedel talt med Kenneth Kristensen Berth om gentagne overfald, eksklusion, samlermani, og meget, meget mere ...

Jeg mener ikke, man skal vise tolerance over for ... intolerante mennesker. Det er sådan nogle som dem fra Hizb ut-Tahrir og de ekstreme imamer, som er kommet her til Danmark og kræver, at de skal ha’ de samme rettigheder som os, bare for at skulle afskaffe de rettigheder. Dem synes jeg, man skal være intolerant overfor. Vi bør være konsekvente over for dem, for de er her kun med ét formål, og det er at konvertere så mange danskere til islam, så de på et tidspunkt kan nå den ambition, de har, nemlig at islam bliver en global religion. Og den eneste. Det kan lyde mærkeligt for en lille dansker, der sidder hjemme i sit parcelhus ligesom mig, men sådan er det.

Som DFer var studietiden til tider anstrengende, f.eks. da ... en studerende ansat i kantinen nægtede at sælge mig en sodavand, fordi jeg var fra Dansk Folkepartis ungdom. Det er en af de gange, hvor jeg virkelig er blevet paf. Der var så en venlig kollega, i øvrigt af græsk afstamning, som tilbød at sælge mig den sodavand i stedet. Det var absurd. Men ellers var det tit sådan i studietiden, at der blev set skævt til mig, at folk stirrede og talte lavmælt. Men jeg har aldrig været et bekymret individ, jeg havde jo mit sociale liv et andet sted, nemlig i DF ungdom.

Problemerne med at være ugleset ... blev ikke mindre, da jeg gik fra at læse på universitetet, til jeg begyndte på statskundskab i København, for der var jeg jo omgivet af de kulturradikale slyngler på alle sider - garneret med nogle få revolutionære socialister. Det er lidt en træls gryde at komme ned i. Da vi begyndte på studiet, fik vi at vide, at vi var dem, der skulle bestemme i Danmark, vi skulle sidde i embedsmandskontorerne, og der havde man jo den virkelige indflydelse, uanset den politiske situation, det måtte man forstå. En fantastisk opfattelse af sig selv. Kvalmende at være vidne til.

Jeg er blevet overfaldet ... fire-fem gange, og en enkelt gang medførte det en straf til en af gerningsmændene, som fik 30 dages betinget fængsel. Overfaldet skete på Ringsted Sorø handelsskole i 2002, hvor jeg efter et EU-politisk møde blev overfaldet med spark og spyt. Omkring ti mennesker angreb mig i mødesalen, og en af dem tog den vinflaske, jeg havde fået for at være med, og hævede den. Den syntes han skulle lande i mit hoved, men en lærer kom imellem og fik stoppet det. Men da sagen kom for retten, mente dommeren ikke, man kunne godtgøre, at han havde til hensigt at slå mig i hovedet med flasken. Derfor blev han frikendt, selvom der var tydelige videooptagelser. En anden, der havde sparket, blev dømt for spark. Det var en absurd situation, for jeg følte, jeg var anklaget, da jeg sad i retten i Ringsted.

Jeg er den første Kenneth i ... Folketinget, bortset fra én, som var stedfortræder for Pia Kjærsgaard i et par uger. Mine forældre diskuterede indædt, om jeg skulle hedde Frank eller Kenneth. Navnene Brian og Kenneth plejer jo ellers at være typiske for rockerne, men vi har jo også en Dennis i folketingsgruppen for DF - og så har vi Brian Mikkelsen fra De Konservative, og han bor jo i en stor rønne i Hellerup. Så nogle gange kan det lykkes, selvom man har et navn, som nogle mener hører mere til i Hells Angels.

Jeg tillod mig ... at læse utrolig meget, da jeg var barn. Også meget om, hvilke ulykker der foregik i Mellemøsten og Afrika, og hvordan de slog hinanden helt og halvt ihjel, og da nåede jeg til den konklusion - også under indtryk af Pia Kjærsgaard og Glistrup, at det der med at importere mennesker fra en del af verden, hvor uro, vold og drab var hverdag, det ville på et tidspunkt føre til, at uro, vold og drab blev hverdag i Danmark. Det samfund, vi har i dag, er jo nok noget anderledes, end man forestillede sig, vi ville få. Alene i sidste weekend fem skudepisoder.

Jeg har skrevet to bøger, hvor jeg har afsløret løgnene i skolebøgerne ... der er f.eks. en lærebog i gymnasierne, der fortæller, at Dansk Folkeparti er et fascistisk parti, hvilket er groft injurierende. En anden bog stiller også spørgsmålstegn ved, om det var al-Qaeda, der stod bag 11. september-terroren. Det er sådan, at man tænker: det er jo helt uhyrligt. Jeg har gennemgået knap 100 skolebøger og har fundet masser af eksempler på ensidigt had til USA og absurde udtalelser fra flygtninge og indvandrere, som tages for gode varer. Man skriver, at det er helt faktuelt, at indvandring fra ikke-vestlige lande ikke medfører højere kriminalitet, og at indvandrere ikke er mere på overførselsindkomster end danskere. Der fremføres synspunkter om, at alle kulturer er lige gode, og at islam og kristendom det er sådan stort set det samme.

Politisk korrekthed giver mig kvalme ... fordi man ikke kalder tingene ved deres rette navn, og der giver Trump et modspil til Obama, som ikke har ønsket at kalde islamisk terrorisme for islamisk terrorisme. Obama har afstået fra at tage de ord i sin mund. Der ryger Trump over i den modsatte boldgade en gang imellem, men indimellem er det afgørende vigtigt, at vi taler om tingene, som de faktisk er.

Dansk statsborgerskab bør gives til ... personer, der virkelig føler, de er loyale overfor Danmark. Det synes jeg er afgørende.

Min sværeste selverkendelse er ... at jeg har et samlergen. På mine reoler har jeg bøger til fem år stående. Jeg har det desværre også sådan, at når jeg ser et godt tilbud i supermarkedet, køber jeg ikke for lidt af det. Derfor har jeg morgenmad og sodavand til at udstå den næste kolde krig, jeg drikker meget Pepsi Max Cherry. Den smager af marcipan og cola sammen, det er fantastisk. Pastasaucer på glas er jeg også virkelig god til at købe. Desuden har jeg i øvrigt ca. 350 slips.

Jeg kommer fra et hjem ... hvor man ikke har læsetradition. Min mor var syerske, og min far maskinarbejder, så jeg er faldet uden for nummer. Jeg er også den eneste i min familie, der har en lang videregående uddannelse. Der er jo ikke nødvendigvis noget galt i at være lidt speciel, jeg læste allerede i børnehaveklassen, og det er måske derfor, jeg har briller.

De groveste beskyldninger mod mig er ... når jeg beskyldes for at være racist. Det gør ondt af flere årsager, men det virker også på mig fuldstændig absurd, for min kones mor stammer fra Hongkong. Jeg synes simpelthen, det er så absurd, at det gør mig uhyre vred. Det giver ikke nogen mening. Min kritiske holdning til islam har ikke noget med hudfarve at gøre, men hvad man har i hjertet. Der er f.eks. masser af iranere og sydøstasiater, der gør det godt her i Danmark.

Det var uheldigt for mig ... da jeg tog et mærkeligt slips på, da jeg stod på Folketingets talerstol, for nogle mente, det lignede lidt for meget et slips fra Carlsberg julebajeren, og derfor satte man en nissehue på mig på billeder, der blev delt på Facebook. Jeg synes ellers, det var et helt fint slips, jeg i øvrigt har købt i Tyskland. Jeg går ind for at være pænt klædt på i Folketinget, eftersom det er et hverv, man skal have ydmyghed og respekt overfor.

Jeg synes, jeg har haft det sjovt i mit liv ... uden alkohol, så derfor drikker jeg aldrig. Jeg har højst drukket 5 cl øl i mit liv. Vin og cigaretter siger mig heller ikke noget.

Morten Messerschmidt var ... min forlover ved mit og Carinas bryllup. Han kender jo Carina, for de har gået i gymnasiet sammen. Carina er nok den, der er bedst leveringsdygtig i sjove historier om Messerschmidt i skoletiden, men dem fortæller jeg ikke videre her.

Da jeg gik skolen, skrev jeg af ... nej, det var omvendt, de andre skrev af fra mig. Jeg har aldrig krævet noget igen for at hjælpe mine kammerater. Hvis man har nogle evner indenfor det boglige område, er man også forpligtet til at hjælpe andre, synes jeg.

Jeg er blevet afsløret i ... at kunne li’ den amerikanske tv-serie Glee, der foregår på en highschool, hvor de synger og danser. Det er en ungdomsserie, og nogle synes, det er mærkeligt, at jeg kan li’ den, eftersom jeg er 39 år. Desuden elsker jeg at se Depotjægerne på TV3, især dem fra Californien. Men jeg er i øvrigt også glad for at se musicals sammen med min kone Carina, som jo også er fra Dansk Folkeparti. Vi har i øvrigt kaldt vores børn Marguerite og Lilje.

Foto: Jacob Nielsen
Vis mere