Chief1 var som barn en diktator af en kolikbulderbasse, og han kunne ikke engang optræde normalt på et skolefoto. Med ghettoblastere og mærkeligt tøj indtog han Strøget med breakdance på stjålne linoleumsmåtter. Senere kom gennembruddet i Rockers By Choice som et lyn fra en klar himmel

LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om sangskriver og musikproducer CHIEF 1 suppleret med masser af billeder fra det private fotoalbum.


Chief1 var som barn en diktator af en kolikbulderbasse, og han kunne ikke engang optræde normalt på et skolefoto. Med ghettoblastere og mærkeligt tøj indtog han Strøget med breakdance på stjålne linoleumsmåtter. Senere kom gennembruddet i Rockers By Choice som et lyn fra en klar himmel

1. Undskylder stadig over for min mor

Jeg har her mine hænder stukket ind i min storebrors øje, det er meget symptomatisk for, hvem jeg var. Han var den stille og rolige, og mine forældre tænkte: Ihh, hvor var det dog fantastisk at få et barn, lad os få et mere, og så kom den lille kolikbulderbasse, diktator og ballademager til verden. Den urolige Lars, som knyttede sig ekstremt meget til sin mor, og som gerne satte sig ned på gulvet i Brugsen og skreg for at få slik. Min mor kunne ikke gøre andet end bare at gå. Jeg var et meget problematisk barn, og jeg undskylder over for min mor, hver eneste gang jeg møder hende. Jeg elsker det billede, for det ramte situationen meget præcist fra min barndom i Tårnby på Amager.

2. En af de første til at breakdance

Når man hed Lars, var der nok ikke mange, der troede, jeg skulle blive musiker, for det er ikke et typisk kunstnernavn. Derfor tog jeg mit kunstnernavn Chief1, som betyder noget i retning af Høvding nummer ét i min breakdancetid. Jeg var en af de første herhjemme, der dyrkede hiphop, min storebror Per – Dee Pee – havde været på highschool i USA i 1983 og opdagede hiphopkulturen, og efter nogen tid dansede vi hver fredag, lørdag på Strøget i København. I hiphopkulturen så man op til de fattige fra ghettoerne, som kunne skabe noget ud fra ingenting. Vi så op til en dansegruppe, der hed Rocksteady Crew, med den legendariske leder Crazy legs.

3. Huggede linoleum

Ham lige midt i billedet er Lars Rante, der senere er blevet skuespiller, og den farvede bagved er dj Jan fra McEinar, vi var i dansegruppe sammen og endte senere som bandkonkurrenter. Vi havde adidassko med tykke snørebånd, damebriller, store secondhandpelse, skibriller og skihandsker og træningstøj. Vi tog bussen fra Amager til Strøget, og andre kiggede på os, som om vi kom fra Mars. Vi satte flere ghettoblastere sammen, så vi kunne spille højt, og når vi kom forbi en farvehandel, fik vi én til at gå ind og holde sælgeren hen med snak, mens vi huggede et stykke linoleum udenfor, som vi kunne bruge til at danse på.

4. Vores eget rum i ungdomsklubben

Jeg begyndte min hærgen på ungdomsklubben Sundby Algård som breakdancer, og vi sagde til lederne, at hvis vi fik vores eget rum med egen nøgle, skulle vi nok lade være med at lave ballade og drengestreger. I det lokale, som i dag er en slags pulterkammer, lavede vi den vildeste hiphopmusik. Det var dér, Rockers by Choice og Humleridderne begyndte med firespors kassettebåndoptagere og Roland rytmebokse. Hiphoppen er en antijantelovskultur, hvor det handler om at være den bedste til at male graffiti, danse , rappe og være dj. Jeg trænede seks timer om dagen og blev forresten danmarksmester to gange i breakdance, dengang hvor jeg boede på værelse i Tårnby på Amager.

5. Sække med fanbreve

Vi fik forsiden på bladet Gaffa, da vi gennembrød lydmuren som et teenageband, i en tid hvor man ellers kun hørte Helmig og Gnags. Vi kom også på forsiden af Vi Unge og Mix, og der blev trykt idolplakater. Vi var som Jeppe på Bjerget, der pludselig vågnede i baronens seng med skrigende teenagepiger – de lå fandme og sov ude i busken udenfor mit kollegieværelse. Og da jeg boede hjemme, lukkede min mor pigefansene ind på mit værelse, hvor de sad og ventede. De kom fra nær og fjern, og nogle gange forfulgte de os hele dage. For at det ikke skulle være for tydeligt, sad pigerne et stykke fra hinanden i HT-busserne. VI havde en aftale med postkontoret om, at vi kunne hente en sæk med fanbreve en gang om ugen. De fans var meget unge, og jeg er sådan en, der altid har været i faste forhold, jeg havde brug for stabilitet og tryghed som ung musiker.

6. Amerikaniseret i en rød tid

Jeg stod her og rakte tunge på skolebilledet – og det var ikke første gang, faktisk var forældrene så trætte af det, at de gerne ville have taget mig ud af skolebilledet, så jeg ikke ødelagde det. Jeg fik også engang et brev med hjem om, at jeg havde kastet fyrværkeri på gangene. Jeg boede et minut fra skolen og kom altid for sent. Jeg elskede frikvartererne, men jeg havde svært ved at leve mig ind i fællesskabet på folkeskolen, der var meget kommunistisk anlagt med fælles kage, klassekasse og alle for én. Dengang var landet meget rødt og socialdemokratisk, og jeg var mere amerikaniseret og hang ud med dem, der var ældre. Mine karakterer var en blandet landhandel – 13 i mundtligt og skriftligt dansk, men det gik meget dårligt med matematik.

7. ’Helmig, go home, Rockers er her’

Netop denne koncert på Rådhuspladsen gjorde, at vi gik fra at være almindelige til at blive stjerner. Der var demonstration mod nedskæringer i skolen, og vi kom ind med en bus, en pladespiller og nogle kassettebånd og gav et par numre for de 60.000, der var mødt op. Der var også mange andre band, der spillede den dag, men da vi kom ud med vores rapmusik, skete der bare noget med de ‘kids’. Nu var det ikke kun musik af musikere, der var ti år ældre. Det var sindssygt, for da vi trådte ned fra scenen, blev vi nærmest overfaldet af hundredevis af skrigende piger. Og der kom med det samme en BT-journalist og sagde: »Hvem fanden er I?«. Vi var nødt til at gemme os i en kælderskakt, hvor vi stod og talte med journalisten, og dagen efter var overskriften på artiklen: Helmig, go home, Rockers er her. Vi solgte 10.000 plader på et døgn.

8. Fik Johnny Reimar med i Clifters

Min far Jan var med i Cliffters, som også var et teenageidolband. Han fik Johnny Reimar med i bandet, og de var de første til at lave popmusik herhjemme, ligesom min bror Per og jeg var de første, der lavede hiphopmusik her. Vi var begge firstmovere. Jeg har set min far spille på værtshuse masser af gange som barn, mens jeg sad og drak Jolly-Cola.

9. Sølvplade

Her uden for Amager bio fik vi overrakt en sølvplade for 35.000 solgte eksemplarer. En guldplade krævede 50.000 og en platin 100.000. Mit navn er stavet Laps på den, så mange venner på Amager kalder mig i dag Laps.