Flere af landets kendisser har kastet sig ind i kommunalpolitik. Brian Holm og Katrine Fruelund er nogle af de kendte ansigter

Først fem dage før valgdagen har den tidligere cykelrytter Brian Holm fundet sit valgmateriale frem. Nu skal spurten sættes ind for at sikre pladsen i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg.

Brian Holm er udmærket klar over, at han i valgkampen ikke er lige så aktiv som hovedparten af de andre kandidater, men han slår fast, at der er alvor bag hans opstilling ved kommunalvalget. Også selv om det ikke frister at stå i regnvejr og dele valgbrochurer ud.

- Der er noget majestætisk og flot ved at være på rådhuset og repræsentere sin by. Det ville jeg tage som en ære. At arbejde sammen med borgmesteren skal man omhandle med stor, stor respekt, siger Brian Holm, der i går tog en snak om politik med kunderne i Frederiksberg Centret.

Den 51-årige sportsdirektør for cykelholdet Omega Pharma-Quick Step fortæller, at han har været i dialog med De Konservative i flere år, men først nu har han samlet mod til at prøve sig selv af med lokalpolitik.

- Jeg har nok været bange for, at folk ville forveksle det med, at jeg også vil ind i landspolitik. Det er ikke hensigten, siger Brian Holm og fortsætter:

- Men jeg er 51 år, så det er vel ikke unormalt, at man går lidt op i sit nærmiljø, når man har børn osv.

Kendis-effekten spiller ind

Mens de fleste kandidater sikkert vil gå langt for taletid i medierne, kører Brian Holm en mere afdæmpet valgkamp.

- Andre vil måske sindssygt gerne i medierne. Det har jeg ikke så stort behov for. Når andre har været oppe på Loppetorvet her på Frederiksberg, har jeg ikke rigtig følt, at jeg skulle det. Så på den måde har jeg nok kørt mit eget projekt. Men jeg har sagt til vores bestyrelsesformand, at han skal sige, hvis jeg skal noget, lyder det fra Brian Holm.

Det er ikke sådan, at benene bare bliver knaldet på sofabordet hver aften i disse dage. Men Brian Holm fortæller, at hans navn og ansigt giver ham en lille fordel i forhold til andre håbefulde kandidater.

- Det må vi erkende. Sagde jeg det modsatte, ville jeg lyve, lyder det med et grin fra kandidaten, der mener, at han sagtens kan forene tilværelsen som sportsdirektør med en plads i byrådet.

Kendte fra håndbold, dans og tv

På listen over ’kendis-kandidater’ finder vi en bred vifte af personer. Her mener mange ligesom Brian Holm, at kendiseffekten kan være en fordel, når vælgerne skal sætte deres kryds på tirsdag.

- Jeg føler, det er nemmere at få ordlyd, når man er et kendt ansigt. Jeg håber da, det er for det positive i sidste ende, og at folk tror, man kan finde ud af andet end at spille håndbold, siger Katrine Fruelund (V), der stiller op i Randers kommune.

Både godt og skidt

- Det er nok både en fordel og en ulempe. Fordelen ligger i, at folk ser plakaten, og så er der stor genkendelseseffekt. Ulempen er så måske, at de bare tager mig for at være ham danseren, siger den tidligere vinder af ’Vild med dans’ Steen Lund (V), som stiller op i Odense.

I Furesø Kommune har Venstre også et tv-ansigt på stemmesedlen: Tidligere vært på Luksusfælden, Gustav Juul, er borgmesterkandidat:

- Jeg tror da, at det er en lille fordel, at mit navn er kendt. Men man er altså også nødt til at have et politisk indhold. Jeg lægger mest vægt på, at jeg har nogle politiske drømme og planer for, hvad der skal ske i Furesø Kommune, siger Gustav Juul.