Han er ’larmende single’, ungerne er fløjet, og han aner ikke, hvad fremtiden skal bringe. Alligevel har Andreas Bo aldrig været et bedre sted i sit liv. Nu er hans største opgave at sørge for, at han ikke bliver en idiot. Igen.
Han blev kendt som ’manden med de mange ansigter’. Men i virkeligheden findes der kun to udgaver af komiker Andreas Bo.
Den ene er ham, der smilende stiller op til fotografering i et fnugfrit jakkesæt på den røde løber. Den anden er ham, der står derhjemme i huset i Køge i ’cowboybukser og håndværkersprække’ med byggestøv på issen og en mukkert i hånden.
Det er den sidste udgave, han konstant skal huske sig selv på er den virkelige Andreas Bo.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele interviewet med Andreas Bo. Han fortæller blandt andet om, at være afhængig af at få folk til at grine, hans åndeligt slægtskab med Dirch Passer og da han for 10 år siden ofrede alt for karrieren og glemte det vigtigste.
Han er ’larmende single’, ungerne er fløjet, og han aner ikke, hvad fremtiden skal bringe. Alligevel har Andreas Bo aldrig været et bedre sted i sit liv. Nu er hans største opgave at sørge for, at han ikke bliver en idiot. Igen.
Han blev kendt som ’manden med de mange ansigter’. Men i virkeligheden findes der kun to udgaver af komiker Andreas Bo.
Den ene er ham, der smilende stiller op til fotografering i et fnugfrit jakkesæt på den røde løber. Den anden er ham, der står derhjemme i huset i Køge i ’cowboybukser og håndværkersprække’ med byggestøv på issen og en mukkert i hånden.
Det er den sidste udgave, han konstant skal huske sig selv på er den virkelige Andreas Bo.
I disse dage står han forrest på scenen i det stjernebesatte teaterstykke ‘Dirch’ i hovedrollen som Dirch Passer. Efter nytår tager han på turné med sit tredje oneman-show, hvor han formentlig, som med de foregående show, vil spille for fulde sale. Og hver eneste uge langt ud i fremtiden er han booket til diverse firmafester. Det går fint, som man ville sige på jysk. Meget fint.
»Jeg har ikke brug for lønkroner. Jeg har ikke brug for, at telefonen ringer. Jeg har bare brug for at lave det, der kan berige mig. Det er der, jeg er lige nu. Helt krukket sagt,« siger han og svinger det ene lange ben over det andet.
»Men jeg har også brug for at spørge mig selv: ’Hvem er du, Andreas?’ Og svaret er altså: ’Du er en familiefar fra Køge på snart 50 år. Alt det andet er dit arbejde. Det er ikke dig, de synes er fantastisk. Det er oplevelsen, du giver folk’.«
Vi kender Andreas Bo som alt andet end familiefaderen fra Køge. Faktisk kender vi ham bedst som kamæleonen, der kan være hvem som helst. Og som kan gøre det i så overbevisende stil, at man som beskuer næsten kan komme i tvivl om, hvem det er, der står på scenen.
Fodboldlivet
I lommen ringer hans telefon. Den giver genlyd i den tomme bordeauxrøde Glassal i Tivoli i København, hvor vi har taget plads på et par af de forreste stolerækker med ekstra benplads.
»Jeg skal lige tage den her,« siger han og forsætter:
»Det handler om rigtig mange penge.«
Det handler om sponsorkroner, kan man tyde ud fra den halvdel af samtalen, der finder sted på stolerækkerne. Til en fodboldklub. Når Andreas Bo ikke står på en scene eller brækker vægge ned i sit nye hus, er han elitechef i fodboldklubben Rishøj Boldklub, eller ’Køge Nord FC - Klubben ved afkørsel 32’, som han siger, hvor han ’ydmygt ringer rundt og skaffer sponsorater og henter bolde til drengene’.
Det er den slags, han gør her på toppen af sin karriere. Det er en slags line til at bevare jordforbindelsen. Han har mistet den én gang, og det var for dyrt. For 10 år siden ofrede han alt for karrieren og glemte det vigtigste.
Nu sidder han i Glassalen i Tivoli, fraskilt og på vej mod at runde et halvt århundrede. Få meter fra ham, oppe i hjørnet af scenen, faldt en af det 20. århundredes største danske revykunstnere i 1980 om og døde af et hjertestop – Dirch Passer.
Slægtskab med Dirch
Det er et par store sko at fylde ud, når Andreas Bo fra den 18. maj skal spille selvsamme folkekære revykunstner på selvsamme scene. Men det er det ikke, siger hovedrolleindehaveren selv.
»Enkelte har sagt ’Nå, nu er manden blevet indbildsk, nu tror han, at han er Dirch Passer’. Det har aldrig været min intention. Jeg skal ikke være Dirch. Jeg skal genoplive historien om ham og få folk til at glemme, at det er mig,« siger han.
For Andreas Bo er det ikke en svær opgave. Han kan nemlig kende sig selv i Dirch Passer, hofnarren, der brændte ud som 54-årig og var drevet af en ’nærmest manisk trang til at høre publikums latter’.
»Jeg bilder mig ind, at jeg har et åndeligt slægtskab med manden. En uge før premiere på Cirkusrevyen var Dirch altid væk. Han blev bange for, at han ikke kunne leve op til det. Jeg kan i høj grad genkende, at man gerne vil være i fokus, men når det nærmer sig, vil man gerne have, at der er andre (på scenen, red.). Jeg er solist, men det er også sjovt at være på et hold. Jeg vil spille de store roller, men åh nej, så er der store forventninger til mig,« siger han.
Andreas Bo er ikke uddannet skuespiller, alligevel fik han i 2007, i en alder af 40 år og efter mange års forsøg, chancen i Cirkusrevyen. Men det store gennembrud kom først tre år senere, da han imponerede alle med sine slående imitationer i ’Live fra Bremen’. Herfra gik det stærkt, og i 2012 tog han på turné med sit første oneman-show.
Afhængig af komik
Der er en anden ting, som komikerne Andreas Bo og Dirch Passer har til fælles. Det er dét, som Andreas Bo kalder for sit ’latterfix’. Den benzin, som får, og alle dage har fået, hans motor til køre rundt. Og som får ham til at sprutte og hakke og gå i stå, når tanken er tom.
»Jeg er dybt afhængig af, at folk griner. Jeg har en barnlig trang til at få den forløsning, som et grin giver. Jeg er vokset op med at kunne opløse anstrengte situationer med en dum vittighed. Nogle vil kunne lave et juridisk skøde, som forløser situationen. Mit redskab overfor pinagtige situationer, søde piger og seje drenge har altid været at få folk til at grine,« siger han og slynger den lange krop ud på kanten af stolesædet.
»Men trangen er ikke så sygelig længere.«
Nu griner folk nemlig. Så rigeligt endda. I næste uge er salen stuvende fuld, og som det var tilfældet med Dirch Passer, vil publikum sikkert bryde ud i latter, så snart Andreas Bo åbner sin store, gestikulerende mund.
Plus på kontoen
Han forstår godt, at andre kan blive sure af at gå på arbejde.
»Hvis man hele dagen har sat varer på plads og så får at vide: ’Varerne skulle have stået derovre, din idiot’, er det klart, at ens arbejde dræner én. Men på mit arbejde oplever jeg, at folk rejser sig og klapper og griner. Ad mig. Det er klart, at det giver plus på kontoen. Det er da fantastisk. Jeg kan mærke, at når jeg kommer lidt i underskud, så savner jeg at gå ind på scenen og få den oplevelse,« siger han og indrømmer, at han ikke er bleg for at opsøge sit fix, hvis der går for længe mellem grinene.
»Sådan helt patetisk kan jeg finde på at skynde mig at skrive noget sjovt på Facebook for at få respons.«
Her holder slægtskabet med den folkekære revykunstner til gengæld også op. Dirch Passer var en del af en kultur, hvor samtidige komikere faldt på stribe af druk og pres. Kunstnere med knudrede sind og op- og nedture. Entertainere, der kørte sig selv så hårdt på og udenfor scenen, at de glemte sig selv.
Andreas Bo glemmer ikke sig selv. Inden sit gennembrud i 2010 havde han tværtimod en tendens til det modsatte.
»Jeg synes nærmere, at jeg huskede mig selv – alt for meget. Jeg var røv-tarvelig over for alle andre. Min ekskone, mine børn, mine venner. Jeg var en idiot, dybt selvoptaget, og jeg droppede alt andet, hvis de f. eks. ringede fra Cirkusrevyen. Jeg forventede, at andre skulle forstå, at mit arbejde var det vigtigste i verden.«
På det tidspunkt havde Andreas Bo i årevis kæmpet for at slå igennem. Som 35-årig havde han kone og to børn, men ingen fast indtægt. Han kunne mærke, at han havde fat i noget, at han havde et talent for skuespil og komik, men han kunne ikke rigtig få hul på bylden. Derfor klamrede han sig nærmest desperat til telefonen. Ventede på, at den skulle ringe. For den skulle ringe. Og når den ringede, ryddede han alt. For han ville kunne svare ’ja’, når nogen for 117. gang spurgte ham ’Kan du leve af dit skuespil’.
Tvivlede på talentet
»Jeg var begyndt at blive presset. Ville jeg stå uden karriere, når jeg fyldte 60? Ville jeg blive ham, der rigtig gerne ville, men aldrig blev til noget? Jeg var ikke særlig rar i de år. Men det var en lære, jeg skulle have,« siger han.
Læren blev benhård. I 2007 kulminerede det hele – på godt og ondt.
Hans kone forlod ham til fordel for hans ven. Det blev et hårdt år. Til gengæld ringede telefonen oftere og oftere, han begyndte at optræde i Cirkusrevyen, og i 2010 fik han endegyldigt hul på den betændte byld, der udgjorde års frustrationer over ikke at kunne slå igennem. Han fik sit folkelige gennembrud.
»Det ændrede alt. Jeg fandt ud af, at jeg fik den karriere, som jeg havde ønsket. Jeg fik det skulderklap, så jeg kunne slappe af. Nu havde jeg opnået, hvad jeg skulle.«
Plads til kærlighed
Mens karrieren kørte på fuld damp, og turnéen med hans første oneman-show støt bevægede sig gennem Danmark, sneg kærligheden sig ind ad bagdøren.
Nytårsaften, da 2013 blev til 2014, mødte han den 12 år yngre blogger Mascha Vang. De blev kærester, og Andreas Bo blev papfar for hendes lille pige. Om bruddet i 2015 siger han: ’det er hårdt, når der er børn involveret’. Efterfølgende kom han og legede med papdatteren Hollie Nolia, så han ikke bare fra den ene dag til den anden forsvandt ud af en lille piges liv.
»Nu har Mascha fået en ny kæreste, og så er jeg ude ad bagdøren. Den lille mentale afleveringsforretning synes jeg, at vi fik klaret helt fint. Det var en helt almindelig voksen beslutning,« siger han.
Om Andreas Bo skal stifte familie igen, ved han ikke. Måske. Men han ved, hvad han leder efter hos en kvinde.
»Lige nu er jeg larmende single. Men skal jeg have en kæreste, skal det være én, som jeg respekterer, og som respekterer mig, og det jeg laver. Jeg bliver nødt til at være så krukket, at jeg siger, at den kunst, jeg laver, kommer, fordi jeg er det menneske, jeg er. Det kan lyde enormt højpandet, men hvis nogen vil lave om på mig, risikerer jeg at miste mig selv og ikke ane, hvor jeg kommer fra, og hvad jeg kan. Og jeg er faktisk rigtig glad for det, jeg kan,« siger han og understreger, at det ingenlunde er en kommentar til Mascha Vang – eller nogen anden i øvrigt.
Tid for sig selv
Fra sit ægteskab har han to børn på 21 og 17 år, og mens den ene er flyttet hjemmefra, er den anden travlt optaget af sin kæreste. Det efterlader Andreas Bo med en masse tid. Og ikke mindst med en farlig masse muligheder. Senest har han købt huset i Køge, som han egenhændigt er i gang med at bygge om.
»Hvis ikke jeg synes, mit liv kører lige nu, skal jeg skamme mig. Jeg har det pisse fedt. Næste hurdle er så, at man skal passe på, at man ikke bliver en idiot,« siger han.
»Jeg prøver at huske på, at jeg bor i Køge, og at billedet af mig er det, hvor jeg går rundt i cowboybukser og håndværkersprække og river hus ned. Det billede er mig. Billedet, hvor jeg står på en rød løber i et latterligt jakkesæt, er bare mit arbejde.«
Han finder resterne af en sandwich, som han ikke har nået at spise færdig, og tager en bid. Der er travlt op til premieren. Det er der også de næste uger, måneder og år, hvor han udover et hav af firmafester og julefrokoster allerede har store job plottet ind i kalenderen.
Mens Dirch Passer brød igennem som ganske ung og styrede direkte mod sin død som 54-årig, ridder Andreas Bo i samme alder på karrierens højdepunkt.
»Jeg glæder mig over, at jeg ikke blev stillet op på en piedestal, da jeg var 23 og fik at vide, at jeg var et geni og så skulle bruge resten af mit liv på at efterleve det,« siger han.
»Egentlig har jeg aldrig kæmpet for at være stjernen. I virkeligheden har jeg bare kæmpet for at kunne leve af at være skuespiller.«
