Ifølge den tidligere imam Ahmed Akkari stod en forhenværende skoleleder i slutningen af 90erne i spidsen for en særdeles rabiat gruppe af såkaldte jihadister i moskeen på Grimhøjvej i Aarhus.

Egyptiske Mohammed El Bana var i en årrække leder af den muslimske friskole Lykkeskolen i Aarhus, og herefter indtog han ifølge Akkari rollen som topislamist i den nærliggende moske under dæknavnet Abu Yusuf.

- Under sit alias prædikede Mohammed El Bana utallige fredage passioneret om den hellige krig, skriver Ahmed Akkari blandt andet i sin nye bog ’Min afsked med islamismen,’ der udkom tirsdag.

I bogen understreger han dog, at han aldrig hørte den tidligere skoleleder komme med direkte opfordringer til angreb mod Danmark.

Ifølge den tidligere imam blev El Bana på grund af sit brændende engagement af mange anset som en oplagt arvtager til sin landsmand Abu Talal. Talal var medstifter af en aktiv egyptisk terrorbevægelse og fik asyl i Danmark, da han flygtede fra en dødsdom for blandt andet drab. Senere blev han kidnappet af amerikanske specialstyrker, der udleverede ham til Egypten, hvor han formodentlig enten blev henrettet eller døde under tortur.

Lærer i København

Mohammed El Bana forsvandt efter en årrække fra det islamistiske miljø i Aarhus. Han er i dag lærer på en muslimsk friskole i København. Han bekræfter, at han kom i moskeen på Grimhøjvej i sidste halvdel af 90’erne.

Han forklarer, at han hverken husker, hvad han talte om, eller hvem han færdedes sammen med. Han afviser dog, at han udbredte jihadistiske synspunkter, da dette efter hans opfattelse ville være ulovligt.