Se og Hørs misbrug af kreditkortoplysninger til at spore, forfølge og siden fotografere Stein Baggers 9-årige datter Olivia og hendes stedmor i 2008, kort efter at Stein Baggers milliardsvindel var blevet afsløret, vækker vrede og afsky hos pigens mor, Martina Banach - tidligere Bagger - der siger, at datteren var 'i chok' over at blive gengivet i ugebladet.

- Jeg er rystet, jeg er vred, jeg er harm over dét, de udsatte Olivia for, siger Martina Banach.

BT beskrev onsdag, at et reporterhold fra Se og Hør - ved brug af dels en kilde i SAS, dels den nu kendte hemmelige kilde med adgang til oplysninger fra Nets’ - den 27. december 2008 var i stand til at komme om bord i et SAS-fly til Nice i Sydfrankrig og senere spore Olivia og hendes ‘papmor’ Anette Uttenthal, Stein Baggers daværende kone, til et bestemt hotel i Monaco, hvor Se og Hør fotograferede dem begge to tæt på i en bil.

Se og Hør bragte i ugebladet den 8. januar 2009 billedet af barnet med en særdeles begrænset sløring, der reelt gjorde hende genkendelig:

- Børn skal ikke udsættes for sådan en behandling, de skal skærmes og have lov til at være børn. Jeg synes Se og Hør har optrådt moralsk forkasteligt ved ulovligt og i strid med al anstændighed at bruge fortrolige oplysninger til at jage et barn, fotografere hende - og så bringe et billede med blot en lille streg over øjnene, der slet, slet ikke slører hendes identitet, siger Martina Banach.

Hun er så vred over Se og Hørs adfærd, at hun har taget kontakt med den advokat, der på vegne af en række andre kendte, herunder komiker Casper Christensen, Rigmor Zobel og hendes mand, Jesper Ravn, tv-vært Pelle Hvenegaard og skuespillerne Iben Hjejle og Mads Mikkelsen, overvejer juridiske skridt mod Se og Hør.

- Det, Se og Hør har gjort, skal have konsekvenser og jeg vil gerne være en del af et eventuelt fælles sagsanlæg, siger hun.

Den 1. december 2008 blev det afsløret, at den dengang relativt ukendte Stein Bagger var forsvundet i Dubai efter afsløringen af, at han havde bedraget sin virksomhed for IT Factory for omkring en milliard kroner. Efter seks dage dukkede han op i Los Angeles i USA, meldte sig til politiet og blev den 16. december 2008 sendt tilbage til Danmark. Medieinteressen for sagen var enorm, alle var optaget af reaktioner fra Stein Baggers daværende kone, Anette Uttenthal, og interessen for Baggers dengang otte-årige datters skæbne også betydelig.

- Det var en frygtelig periode, hvor hun var jaget vildt. Vi skulle have fejret Olivias fødselsdag, men Stein var forsvundet, og derfor blev vi enige om, at Olivias ‘papmor’ Anette skulle følge hende til Monaco, hvor jeg boede, så vi sammen kunne fejre hendes ni års fødselsdag. Det var en hård tid, hun var jo bare et barn, hendes far var overalt, beskyldt for svindel, og hun trængte til fred og ro, til at kunne være alene og havde det lidt sjovt, uden at hun blev jagtet og konstant blev mindet om alt det forfærdelige, der var sket. Derfor var det så vanvittigt krænkende, at Se og Hør forfulgte hende, også dér, og endda fotograferede hende i et privat øjeblik. Olivia var helt i chok, da hun senere så billedet i bladet, siger Martina Banach.

Hun tilføjer, at ikke kun Se og Hør, men også BT, i den periode ‘opførte sig krænkende’ ved på forskellig måde at søge information om Olivia, hendes trivsel og forholdet til hendes far, Stein Bagger.

Martina Banach siger, at ‘et uskyldigt barn skal beskyttes’ - ‘og i det hele taget er det forkasteligt, ulovligt og en krænkelse af folks privatliv at bruge disse oplysninger til at forfølge et barn.’

- Et barn skal være fredet. Jeg håber alle de ansvarlige, på Se og Hør, i Nets, i SAS, eller på Rigshospitalet, der måtte have udleveret fortrolige oplysninger, bliver straffet. De er alle skurke.