For 11 dage siden blev en 76-årig sejler meldt savnet, da hans tomme båd gik på grund i Ebeltoft.

Siden da har politiet med dykkere og vandsøgshunde ledt vidt og bredt efter manden. Men han er stadig ikke blevet fundet.

Det fortæller kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi Janni Lundager.

»Vi har haft vandsøgshunde og dykkere ude tirsdag og onsdag, og hundene har givet markeringer flere steder. I dag har vi derfor droner derude for at flyve over de områder, hvor hundene har givet markeringer,« fortæller hun til B.T.

Hvis dronerne ikke spotter noget fra luften, så har politiet ikke mere at gå ud fra, fortæller hun.

»Vi har ikke planlagt yderligere, medmindre vi får oplysninger, som vi kan reagere på.«

Betyder det, at I indstiller eftersøgningen?

»Det gør vi for nuværende, medmindre nogle får øje på noget i vandet eller i vandkanten. Vi har ikke mere at skyde med lige nu, så at sige.«

Politiet har tidligere delt, at deres teori er, at den 76-årige er faldet i vandet.

Derfor arbejder politiet til søs, ligesom de også tidligere har ledt på kyststrækningerne.

Østjyllands Politi har tidligere oplyst, at borgere i området er velkomne til at hjælpe med at lede.