Det var trusler om at offentliggøre nøgenbilleder på Facebook, der fik en svensk 13-årig pige Linn til at begå selvmord i marts måned.

Manden bag truslerne var en 45-årig pædofil mand, der gennem længere tid havde chattet med den 13-årige Linn på blandt andet Skype. Her havde han fået pigen til at vise dele af krop - enten letpåklædt eller helt uden tøj på. Det havde han taget billeder af, og da pigen ikke ville chatte med manden mere, truede han hende med, at han ville offentliggøre dem på Facebook, skriver aftonbladet.se.

Det blev for meget for pigen, der endte med at træde ud foran et tog og tage sit eget liv i marts.

Den 45-årige blev tirsdag tiltalt i Örebro for voldtægt og grov seksuel udnyttelse af adskillige børn, han havde fået kontakt til på internettet. 13-årige Linn er nemlig ikke den eneste, der er blevet truet af den pædofile mand. Han har ifølge svensk politi tvunget over 20 piger i alderen 11-14 år til at posere nøgen foran et webcam. Manden fandt pigerne på nettet og efter at have chattet med dem nogle gange, truede han dem til at tage tøjet af. Et enkelt af anklagepunkterne omhandler voldtægt af et barn.

Må han brænde op i helvede

Selv om Linns efterladte familie er i dyb sorg, har de selv valgt at offentliggøre et billede og navnet på deres afdøde datter.

- Jeg ville ønske, at jeg kunne skrige ud til verden, hvor smertefuldt det er. Hvordan sorgen kvæler mig, og tårerne flyder. Men ingen ville kunne forstå smerten. Intet kan give os Linn tilbage, siger Linns mor til Aftonbladet.

Familien håber nu , at anklagemyndigheden og den juridiske proces vil gøre det muligt for dem at komme videre. Men Linns mor er bange for at møde den 45-årige pædofile mand i retssalen.

- Jeg ved ikke, hvordan jeg vil reagere, når jeg ser den skide ting. Jeg vil have ham til at indrømme, hvad han har gjort . Og jeg håber, at han vil brænde op i helvede og lide lige så meget, som vi har gjort, siger moderen.