»Tiden er for knap. Så nu har vi sat det til salg.«

Den danske folketingspolitiker Mette Abildgaard købte for omkring ti år siden et sommerhus, der blev til familiens tilflugtssted. Nu kan stedet blive dit.

For sommerhuset, der ligger i Odsherred, er blevet sat til salg.

Det oplyser den Konservative politiker – der er gift med Jens Jacob, som hun har tre børn med – selv i et opslag på Facebook.

I opslaget forklarer Mette Abildgaard, at de døbte sommerhuset 'Rolighed', da de købte det for knap ti år siden, og at det blev til »vores tilflugtssted«.

»Det var her, vi åbnede bryllupsgaver dagen efter vores bryllup i 2016. Her at vi på valentinsdag i 2018 opdagede, at Esther Marie var på vej. Sikke mange stjernestunder vi har nydt her, først bare Jens Jacob og jeg – men nu også med vores tre børn,« skriver hun.

Men der er »desværre et men«, som hun formulerer det:

»Vi bor ikke længere i byen. Vi har nu fået vores egen have – og hus at holde. Vi har begge vores familier i det jyske, og vi får slet ikke nydt Rolighed, så meget som stedet fortjener. Tiden er for knap. Så nu har vi sat det til salg,« skriver Mette Abildgaard og forklarer, at den første fremvisning af stedet finder sted fredag, hvilket hun beskriver som »helt mærkeligt«.

Sommerhuset, der rummer 75 kvadratmeter og tre værelser, er sat til salg for 1.995.000 kroner.