The Strokes på Orange scene. Roskilde Festival lørdag d.2.juli 2011. (Foto: Jonas Vandall / Scanpix)
The Strokes på Orange scene. Roskilde Festival lørdag d.2.juli 2011. (Foto: Jonas Vandall / Scanpix) Foto: Jonas Vandall Ørtvig

Efter en måneds regn på en halv time kom belønningen under åben himmel: The Strokes.

Og tak skæbne hvor var det tiltrængt.
Forsanger Julian Casablancas havde angiveligt brækket sin tå, men viljen, stemmen, lyden, attituden og rocken og sammes roll var i den grad intakt.

Jeg synes - ung og så ganske uerfaren som jeg er - at et band viser attitude, når de tør åbne med hits. Og for satan, der blev åbnet og aldrig lukket.

The Strokes har leveret korte ørehængende rock-klassikere siden starten af dette årtusinde, og under festen på Orange Scene viste de, at de efter en periode med diverse soloprojekter har tænkt sig nu at fortsætte med yderligere potentielle rockklassikere.

Det var ved Gud var tiltrængt efter ovennævnte skylle. I en lang smøre kom ’Last Night’. ’Reptila’, ’Juicebox’ og ’Someday’ som bare eksempler på bandets repetoire, og selv om forsanger Julian allerede i begyndelsen ydmygt bad ’glem os, det handler ikke om os’ – og henviste til andre bands på plakaten – var det falsk beskedenhed.

For netop Strokes’ veloplagte optræden var netop præcis det, det burde og også kom til at handle om på en lørdag aften på Roskildes største scene: fest og samling af de tropper, som måske ikke helt kunne se logikken i Portisheads indadvendthed på samme tidspunkt aftenen før. Festen som aldrig kom fredag aften eksploderede nemlig under The Strokes, og igen var det rent koketteri, da Julian Casablancas i ”Under Control” udtrykte en vis bekymring for, om han var kommet for at ”waste your time”.

Dette var alt andet end spild af tid.
Og Strokes var drengene åbenlyst lige så glade for at være på scenen, som de der havde trodset de truende skyer foran samme kort forinden.
Jeg hørte inden koncerten, at Julian lige skal orientere sig et nyt sted, inden han ved, hvor han reelt set er. Og der gik lige små fem minutter, så kom historien om hans fædrene ophav.

-I’m Danish, Just claim me. I wanna be an export just like Lars Ulrich, fortalte han grinende. Ikke just et ønske publikum havde noget problem med. De havde på det tidspunkt for længst taget patent på Julian og ejerskab på festen.
SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 9 kr.