De fleste vil formentlig være enig med mig i, at det frembyder visse problemer, når en stor sangskriver tager på turné med sine gamle sange – blot for at publikum kan konstatere, at manden altså ikke har sangstemme tilbage.

SEBASTIAN BAND, Bøgescenerne

Ganske vist har Knud ”Sebastian” Christensen aldrig truet Placido Domingos position på den internationale operascene, og det ville man vel næppe heller forlange.

Det, man imidlertid BØR kunne forlange, er, at manden ikke flere gange synger decideret falsk i ”Hodja fra Pjort” og en regulært maltrakteret ”Måske ku’ vi”. I den ellers så søde ”Malkekoen” lød Sebastian sågar betænkeligt som et astmatisk eksemplar af genstanden for sangens tekst.

Med folk som Michael Friis på bas, Alex Riel og Klaus Menzer på trommer, Perry Stenbäck og Nils Henriksen på guitarer og Morten Kærså på keyboards ville man jo så nok mene, at bandet da som et absolut minimum ville kunne hive den tredje og måske fjerde stjerne hjem til seancen.

Men ikke i Skanderborg.

Bandet spillede – specielt i ”Den flyvende hollænder” og de mere musicalprægede numre – simpelthen gebrækkeligt kedeligt. Som om de før koncerten havde holdt et møde om, hvem der turde træde ud over rampen lørdag, og juryen stadig ved koncertens start var ud med hensyn til, hvem dét så skulle være.

Med det resultat naturligvis, at ingen af dem så at sige tog ansvar i den koncert.

Til gengæld var de ganske gode til som kollektiv at kede folk ihjel på tid – ikke mindt i den lumre natklubudgave af førnævnte ”Den flyvende hollænder”, som passede på en solbeskinnet festival, som jeg passer på en techno-festival.

Jeg holder – og Sebastian ved det selv – meget af mandens sange. Og når man så hans sætliste før koncerten var det et imponerende skue. Desværre var eksekveringen af samme sange noget mindre bjergtagende. For nu for en sjælden gangs skyld at underdrive…

Som englænderne siger: se at komme ud, mens det går ad helvede til, for ellers bliver det bare værre.