Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Klaus Rosenlund er en af de mange frivillige, der har muskelsvind og er med i Muskelsvindfonden. Men han er ikke helt almindelig. Han har nemlig 200 koncert- jubilæum, hvilket gør ham til rekordindehaver på Grøn Koncert.

- Det gør mig bare så stolt, det er rigtig fedt, siger en meget rørt Klaus Rosenlund.

Klaus fik muskelsvind som 18-årig, og da han var 28, kunne han ikke arbejde mere. Derfor  startede han Muskelsvindfondens Grøn Koncert-crew, der efterhånden tæller over 600 medlemmer.

- Det er mig selv og min egen forening, og det er bare fedt. Man har så mange gode venner, og det er som en hel familie. Hvis man skal have hjælp, så er den der bare. Alt det fællesskab kan ikke forklares, det skal opleves. Der er så mange fantastiske mennesker af alle mulige slags, og folk kommer jo igen, siger Klaus Rosenlund, mens tårerne triller ned ad kinderne.

Selv om hans første koncert var helt tilbage i 1987, så husker Klaus det, som var det i går.

- Det var regnvejr hver dag. Jeg havde en trehjulet kørestol dengang, og det var så glat og mudret, at det sagde smask, og så lå jeg nede på jorden. Så måtte jeg køre med våd røv resten af koncerten, siger Klaus Rosenlund, der dog efterhånden ikke kan kende forskel på alle koncerterne.

Én koncert står dog stadig klart for Claus, da et meget utraditionelt russisk polkaband gæstede Grøn Koncert. Og selv om det til tider har været hårdt, fortæller Claus, at han allerede glæder sig til næste år, når koncertens otte spilledage er omme.

- Jeg har snart brugt det halve af mit liv på det, men jeg har aldrig fortrudt det. Jeg har da tit siddet i Næstved sidste dag og tænkt, hvad fanden laver jeg her? Det er da federe at sidde på stranden, men altså når der er grøn koncert, så er det der, jeg er, siger Klaus grådkvalt, men rømmer sig, og fortæller, at det nok ikke kan vare ved for evigt.

- Jeg stopper nok til mit 40 års jubilæum. Så er jeg 67 , så kan jeg nok ikke mere. Men egentlig vil jeg helst bæres herfra. Jeg har altid sagt, at når jeg en gang er død, så vil jeg gerne brændes, for jeg elsker varme. Og så vil jeg have asken strøget ud over scenen, ved tysker hegnet, så publikum kan trampe det ned i jorden, slutter han, mens han triller videre i sin el-stol. 

Andre læser også