Hvis du har tænkt dig at tage kyllingekostumet med på Smukfest, som du og resten af din lejr altid har gjort, så bør du nok tænke dig om en ekstra gang i år.

1. august trådte tildækningsforbuddet nemlig i kraft, og selvom det i folkemunde er døbt 'burkaforbuddet', så gælder det også kyllingekostumer. Og også på festivaler. Det fortæller Poul Steffensen, fungerende vicepolitiinspektør hos Sydøstjyllands Politi.

»Der er kommet en lov, der siger, at man ikke må maskere sig, så den håndhæver vi selvfølgelig. Også på Smukfest. Loven er ganske klar, og den gælder såvel ude på gaden som inde på festivalpladsen,« siger han til B.T.

Tildækningsforbuddet gælder også på Smukfest, men det er dog ikke alle, der følger reglerne, som her ved campingområdet mandag den 6. august 2018.
Tildækningsforbuddet gælder også på Smukfest, men det er dog ikke alle, der følger reglerne, som her ved campingområdet mandag den 6. august 2018. Foto: Mikkel Berg Pedersen
Vis mere

Ifølge loven gælder forbuddet ikke for tildækning af ansigtet, der tjener 'et anerkendelsesværdigt formål'. 'Det kan eksempelvis være vintertøj, når det er koldt, kostumer og masker i forbindelse med fastelavn og halloween eller tildækning af ansigtet i en konkret arbejdsmæssig sammenhæng, f.eks. brug af beskyttelsesudstyr eller udklædning som 'butiksmaskot' e.l.' lyder det i en pressemeddelelse fra Justitsministeriet.

Men disse undtagelser er Smukfest ikke dækket ind under, fortæller vicepolitiinspektøren.

På Skanderborg Festival 2016 blev der onsdag middag afholdt konkurrencen 'Det hurtigste dyr på heden' i campingområdet 'Kærligheden'. Fire makkerpar dystede mod hinanden i tre heats forhindringer. Den ene guider, og den anden løber gennem banen iført et dyrekostume. Den går dog ikke i år.
På Skanderborg Festival 2016 blev der onsdag middag afholdt konkurrencen 'Det hurtigste dyr på heden' i campingområdet 'Kærligheden'. Fire makkerpar dystede mod hinanden i tre heats forhindringer. Den ene guider, og den anden løber gennem banen iført et dyrekostume. Den går dog ikke i år. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Så hvad sker der, hvis man tropper op i et kyllingekostume?

»Så får man en bøde, og man bliver formentlig også bedt om at tage kostumet af,« siger Poul Steffensen.

Så vidt han er orienteret, har politiet endnu ikke haft behov for at skride til handling på årets Smukfest, der officielt begyndte i weekenden, mens kunstnerne indtager scenerne fra onsdag eftermiddag. Festivalen slutter søndag aften.

Første gang en person overtræder forbuddet, kan vedkommende straffes med en bøde på op til 1000 kroner. Sker det igen, kan bøden forhøjes op til 10.000 kroner.

Har man maskeret sig for at undgå regn i ansigtet, er det dog helt okay.
Har man maskeret sig for at undgå regn i ansigtet, er det dog helt okay. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere