En ekstremt uoplagt Alex Turner og hans Arctic Monkeys spillede sig bevidstløst gennem fem kvarters koncert tilsat en lille håndfuld hits, som publikum ventede utålmodigt på.
Det er gået hurtigt for Sheffields Arctic Monkeys. D’herrer var knap nået ud af teenageårene, da de lagde navn til det hurtigst sælgende debutalbum i England, nogensinde. Men efter en hurtig kopi-toer, bevægede kvartetten sig i en helt anden retning på hårdere rockende ’Humbug’ fra 2009.
Og dén plade blev der fulgt halvhjertet op på med sidste måneds ’Suck It and See’. Men i liveregi har Alex Turner og hans lejesvende altså en uomtvistelig evne til at tryllebinde publikum, især det yngre kvindelige af slagsen. Hvilket de senest beviste på dansk grund til Beatday for to år siden.
Men desværre havde Turner åbenlyst en dårlig dag på Roskilde, og i stedet for at stå i centrum som indpisker, nærmest vrissede han åndsfraværende ad publikum. Det hele startede ellers hæsblæsende med ’Library Pictures’, men herfra begav knægtene sig ud på en søvndyssende ørkenvandring.
Ikke cool
Den uoplagte frontmand så ud som om, han parodierede Julian Casablancas fra aftenens hovednavn The Strokes, som han stod dér, i læderjakke og med pandehåret ned i øjnene. Cool? Måske. Men der var intet cool over Arctic Monkeys’ koncert denne aften.
Særligt teenagedelen af Roskildes publikum var ellers mødt talstærkt frem for at feste, men netop festen kunne man spejde forgæves efter, mens polar-aberne læssede bøvede banaliteter som ’Brick by Brick’ og ’All My Own Stunts’ ud over scenekanten.
Midtvejs startede det ”gamle” hit ’I Bet You Look Good on the Dancefloor’ lidt af den fest, det på dét tidspunkt sniksnakkende publikum havde ventet på, men herefter fortsatte kvartetten (plus en ekstra mand på keyboard) den søvnige seance.
Øv for en ørkenvandring
Trommeslager Matt Helders udgjorde et lille lyspunkt bag sine ugidelige kammerater; han morede sig åbenlyst med at banke løs på tønderne, men det var ikke nok til at redde resten af bandets indsats.
Arctic Monkeys lukkede med den forudsigelige hittrekløver, ’When the Sun Goes Down’, ’Fluorescent Adolescent’ og ’505’, som gav anledning til fællessang, dans og løftede hænder på pladsen foran Orange, men da var det allerede alt for sent.
Meget sigende kom koncertens måske største jubelbrøl (eller rettere jubelhvin) ikke efter en sang, men derimod da Alex Turner smed læderjakken et kvarter før det hele var ovre.
Øv for en ørkenvandring.
