Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Danske Emma Acs’ blomsterpop er egentlig håbløst gammeldags og naiv, men det kompenserer hun til overmål for med sin charmerende letsindige tilgang til musikken.

Lyden skulle bare have været lidt mere larmende og fremadbrusende, så kunne Emma Acs’ debut ’Champagne’ have været et glemt popalbum fra 60’erne. Men skiven er ganske aktuel; ja, faktisk udkommer den først på mandag.

Pladen understreger, at den blot 19-årige sangerinde har en underligt medfødt sans for at skrive pop, som man gjorde det for 40-50 år siden – og til at forstærke de sukkersøde melodiers effekt får hun tilmed hjælp af musikere fra retro-orienterede bands som Baby Woodrose og The Setting Son.

Resultatet er ’Champagne’, der unægtelig er et naivt udspil, men som til gengæld samtidig er både behageligt og sjovt at lytte til. Det havde formentlig ikke virket, hvis det var en anden end unge Emma selv, der fremførte sangene, som svinger mellem doo-wop og psykedelisk pop.

60’er-tøsepop og sitar

Acs forstår at fatte sig i korthed. De 11 sange – hvoraf de fleste holder sig under tre minutter – er nemlig overstået på blot 34 af slagsen, så man får ikke sukkerchok af at lytte sig igennem pladen. Og retro-stilen er tydelig fra start med titelnummerets dekadente, Velvet Underground’ske beat.

Det er dog ikke The Velvets, men derimod 60’er-tøsegrupper som The Shangri-Las og The Crystals, der er de mest åbenlyse referencer – tag blot en sang som ’Green Stars & An Orange Sun’ eller ’Fever’, hvor Baby Woodroses indflydelse er tydeligst.

Andre steder (’And So Are You’ og især ’Yoko’) skrues tempoet i vejret, og så tankerne minsandten sendes i retning af Dick Dales surfrock, mens den atmosfæriske, sitar-tilsatte ballade ’Very Own Human’ er Acs, når hun er allermest psykedelisk.

Sjov med musikken

Når ’Champagne’ alligevel ikke lever helt op til sin titel, så skyldes det først og fremmest, at udtrykket er så åbenlyst afledt af 60’ernes pop, at der er lidt for lidt nyt at komme efter. Og dét er en skam, for Acs har åbenlyst talent til mere som sangskriver.

Hun er heller ikke den store sangerinde, og man vil utvivlsomt enten elske eller hade hendes let nasale røst, men hvad den mangler i spændvidde, har den til gengæld i charme.

Alt dette sagt, så er det tydeligt, at Emma Acs lige nu bare vil have det sjovt med sin musik. Og det har man såmænd også som lytter, når man lægger øre til hendes tyggegummipoppede debut.

Og dét skal tages som en anbefaling.

Andre læser også