Foo Fighters’ syvende album, ’Wasting Light’, afbryder endelig rækken af ligegyldige skiver fra Dave Grohl og co.; nu er det atter den fokuserede rock med stort R, der er i centrum.

Dave Grohl kendes stadig bedst som Nirvanas trommeslager.

Men efter Kurt Cobains selvmord var han hurtig til at søsætte soloprojektet Foo Fighters, og i 1995 udsendte han debutalbummet, hvorpå han selv varetog samtlige instrumenter – det forbliver den perfekte garage-videreførsel af Nirvanas udtryk, og Grohl har endnu ikke overgået det.

På efterfølgeren ’The Colour and the Shape’ (1997) havde han samlet et band bag sig, og det blev også pladen, der for alvor åbnede op for den pop-rockede signaturlyd, som Foo Fighters nu sværger til. Men desværre har hvert album siden lydt dårligere og mere ligegyldig end det forrige.

Seneste skive ’Echoes, Silence, Patience & Grace’ (2007) lå så tæt op ad Tom Petty (bare med meget svagere sange), at man måtte knibe sig i armen. Den var ikke meget værd. Men med ’Wasting Light’ smadres den kedelige statistik af en ganske vital flok fightere, der atter rocker igennem.

Væk fra midtersporet

Det er ikke til at sige præcis, hvad der har gjort, at Grohl har bevæget sig tilbage i overhalingsbanen og væk fra midtens komfortable og kedelige radiorock, men et godt bud er tjansen som trommeslager i Them Crooked Vultures med QOTSAs Josh Homme og Led Zeppelins John Paul Jones.

Et andet kunne være det gamle punkikon Pat Smears (eks-Germs) tilbagevenden, og et tredje at det skyldes ’Nevermind’-produceren, Butch Vig, der denne gang sidder insisterende bag knapperne. I hvert fald er ’Wasting Light’ Foo Fighters’ klart mest energiske udspil siden førnævnte ’The Colour…’.

Det er tydeligt allerede fra åbneren ’Bridge Burning’, at det hér er et revitaliseret Foo Fighters. Dave Grohl skriger ad sine lungers fulde kraft allerede få sætninger inde i albummet, og sangens grandiose omkvæd hører til noget af det stærkeste The Foos har lavet.

Grohl samler det bedste

’Dear Rosemary’ er et andet melodisk højdepunkt – der ganske vist er en skruppelløs omskrivning af The Raconteurs’ hit ’Steady as She Goes’ – men som i den grad forstærkes af gæstevokalen fra Bob Mould, der i sin tid var forsanger i et af Dave Grohls yndlingsbands Hüsker Dü.

Og så er der albummets eneste reelle overraskelse, ’White Limo’, der minsandten peger tilbage mod debutens balstyriske brølesag ’Weenie Beenie’, som parres med et Motörhead’sk riff og ditto intensitet. Så kører det for kvintetten.

Førstesinglen ’Rope’ er en fin lille energibombe, der kunne have hørt hjemme på den skramlede ’One by One’-plade, ’These Days’ lyder som noget fra ’In Your Honor’, mens et kæmpe omkvæd løfter ørehængeren ’Arlandria’.

Grohl tager kort sagt det bedste fra karrieren og samler det under én hat.

Svag anden halvdel

Det er dog i høj grad spilleglæden og intensiteten, der redder ’Wasting Light’, for der er ikke meget nyt at komme efter, og særligt pladens anden halvdel er mærkbart svagere end den første – selv Nirvanas bassist Krist Novoselic kan ikke redde den anonyme ballade ’I Should Have Known’, selvom hans spil ellers støjer herligt.

Til gengæld er det her Foo Fighters i koncentreret form; Grohl har endelig slået autopiloten fra og fylder sammen med sit band sangene – uanset hvor svage nogle af dem så er – med genfunden energi, og dét fryder.

’Wasting Light’ vil under alle omstændigheder ende som en af årets bedste radiorockplader. Og det er da også noget.

Foo Fighters spiller på Refshaleøen, tirsdag den 21. juni. Der er stadig billetter at få.

Andre læser også