Flere partier har været ude efter Rasmus Nøhr for at få ham til at spille til deres 1. maj-arrangement. Valget er faldet på Socialdemokraternes telt, for det bliver nemlig en drøm, der går i opfyldelse for sangeren.

 - Jeg har altid ønsket at stå på den store scene i Fælledparken. Jeg er kommet der, siden jeg kunne gå, og nu er jeg så gået fra at være flaskesamler som barn til at være forsanger som voksen, siger Rasmus Nøhr til B.T.

Han synes, det er en kæmpe ære at blive spurgt, og han glæder sig til at fyre den af foran de mange mennesker på arbejderbevægelsens internationale kampdag.

Ingen politisk agenda



 - Det er en vigtig dag for vores kultur som velfærdssamfund. Vi har alle fået meget ud af, at arbejderne har holdt sammen, siger Rasmus Nøhr.

Der er dog ingen politisk agenda i musikerens optræden. Det er nemlig noget helt andet, Nørrebro-sangeren formidler.

 - Min musik handler ikke om politik, men mere om næstekærlighed. Jeg tror, jeg er blevet spurgt, fordi den brede befolkning godt kan lide min musik, siger Rasmus Nøhr.