På stærkt personlige ’The Boatman’s Call’ var Bad Seeds skubbet så langt i baggrunden, at Nick Cave nok burde have udgivet pladen helt i eget navn. Det var gruppens mindst musikalske album til dato, men de selvmedlidende, ofte religiøse sange havde deres charme.
’The Boatman’s Call’ udkom blot ét år efter ’Murder Ballads’, idet Nick Cave havde arbejdet på de introverte sange sideløbende med indspilningerne af dén plade. Og albummet var da også markant anderledes end noget andet, australierne hidtil havde lagt navn til.
I forhold til det forrige albums blodige sange, der alle havde døden som omdrejningspunkt, så er det gennemgående tema på ’The Boatman’s Call’ kærligheden (angiveligt til PJ Harvey), som Cave åbenlyst på godt og ondt levede med under undfangelsen af de 12 numre.
Og svaret på sine lidelser søgte han åbenbart i Det Nye Testamente. I hvert fald er et flertal af sangene stærkt ladede med bibelske citater og kristen retorik, der lå langt fra mørkemandens tidligere blasfemi, hvilket forskrækkede og frastødte en del af Bad Seeds’ ellers loyale fanskare.
Det hjalp heller ikke på det, at netop Bad Seeds-spillerne på denne plade blev skubbet længere i baggrunden end nogensinde tidligere – den musikalske protagonist var klaveret (og orgelet), som Nick Cave selv betjente, mens han fik afløb for sine følelser.
Afvæbnet Cave
Stilskiftet er tydeligt allerede fra åbneren ’Into My Arms’, hvor kun klaver, bas og en afdæmpet Nick Cave kan høres. Han synger til sin elskede, at han ikke tror på Gud eller engle (om end med temmelig tvetydig stemmeføring), kun kærlighed. Og hans vokal er helt forandret.
Uden sit dæmoniske croon lyder Cave mild, afvæbnet, ja, direkte selvmedlidende, og hele vejen gennem albummet fremmanes en anden storromantiker, Leonard Cohen, særligt i ’Lime Tree Arbour’ og veltitulerede ’Where Do We Go Now But Nowhere?’.
Men der er også andre ekkoer… Den ellers klæbrigt religiøse ’There Is a Kingdom’ minder om Lou Reeds ’Perfect Day’, mens Bob Dylans ’Sad Eyed Lady of the Lowlands’ hjemsøger ’People Ain’t No Good’, og selvsammes ’Girl from the North Country’ har sikkert inspireret ’West Country Girl’.
Seriøse toner
På mange måder reducerer Cave altså sig selv til en af mange simple sangskrivere, der citerer ikonerne af generationen før hans egen, og det er ret skuffende – især fordi Bad Seeds i processen reduceres til et baggrundsband, der blot sætter simple valse til hovedpersonens lyriske tårer.
Men alt dette sagt, så må man elske ’The Boatman’s Call’ for at være fejlfrit sammensat og helt unik i Bad Seeds-regi, hvor begrænset udtrykket og den musikalske side så end er. En sang som ’Idiot Prayer’ glimrer især takket være Warren Ellis’ violin, og ’Far from Me’ er direkte brillant.
Det er tydeligt, at de fleste af sangene handler om PJ Harvey – Cave har senere udtalt, at han fortrød alle disse personlige udkrængninger, idet de fik hans privatliv til at lyde vigtigere, end det var. Og det er da også kun i afsluttende ’Green Eyes’, at Nicks sædvanlige obskøne humor titter frem.
Skulle have været solo
’The Boatman’s Call’ er ingen dårlig plade – faktisk er den på sin egen måde helt på højde med ’Murder Ballads’ og ’Let Love In’, men Cave burde have udsendt den i eget navn, dels fordi han selv har skrevet samtlige sange alene, og dels fordi det simpelthen ikke lyder som Bad Seeds.
Ikke desto mindre arbejdede Cave videre med udtrykket på ’No More Shall We Part’, der udkom fire år senere efter en længere pladepause. Her fyldte Bad Seeds igen lydbilledet lid ud, om end det var stadig klaveret, der styrede de vuggende valse.
Som slutnote skal det nævnes, hvor påfaldende det er, hvor oplivende og musikalske de b-sider til ’The Boatman’s Call’ er sammenlignet med selve albummet. De følger med denne genudgivelse, og resten af Bad Seeds har været med til at skrive de to af dem:
’Little Empty Boat’ og ’Right Now I’m A-Roaming’, der lyder som en kærlig udgave af stilen fra ’Murder Ballads’. ’Come Into My Sleep’ er samtidig en sexet viderefortolkning af Rolling Stones’ ’Sympathy for the Devil’ med både xylofon og congas, mens insisterende akustiske guitarer tæsker herlige ’Babe, I Got You Bad’ frem. Den intetsigende bandversion af ’Black Hair’ gør derimod ikke meget væsen af sig.
Man får også musikvideoer til ’Into My Arms’ og ’(Are You) The One That I’ve Been Waiting For?’ med en apatisk Blixa Bargeld, der ikke spiller en eneste tone på sin guitar.
