Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Jacob Faurholt fokuserer for meget på stemningen og for lidt på musikken på sit fjerde album, ’Dark Hours’, der lever op til sin titel, men ikke til forventningerne.

Ingen tvivl om, at Jacob Faurholt vil noget med sin musik. Eksperimenterne står i kø på hver af hans udgivelser, hvad enten han så gør sig som introvert singer-songwriter, eller – som for to år siden – som støjpopper under banneret ”Why Write?”.

I modsætning til størstedelen af sine danske kollegaer, så lefler den unge aarhusianer ikke just for publikum, men dette til trods, så har hans sange flere gange fundet vej til playlisten på P3’s ”Det Elektriske Barometer”.

Dét bliver dog nok ikke tilfældet med materialet på ’Dark Hours’.

Disse 11 skæringer er nemlig blandt Faurholts allermørkeste øjeblikke, hvilket det siger en del, sådan som sortsynet i forvejen har været fremtrædende på hans foregående udgivelser. Problemet er, at man denne gang savner den skelsættende musik, som kunne have givet følelserne modspil.

Sværger til sortseende idoler

Faurholt fortæller selv, at sangene er blevet til under sidste års iskolde vinter, hvor han skrev dem på sin bopæl i Berlin, og siden har han så indspillet dem med venner og bekendte, verden over. Både folk fra danske Cody, islandske Seabear og amerikanske Dark Dark Dark hjælper til.

Men det nytter ikke meget, når sangskrivningen levner så forsvindende lidt plads til nuancer. Det betyder, at størstedelen af musikken må overleve på stemningen alene, og fraset et par undtagelser (navnlig ’The Hoax’), så er resultatet middelmådigt.

Samtidig sværger Faurholt alt for intenst til sine sortseende idoler, navnlig Jason Molina alias ”Songs: Ohia”, Bill Callahan (fra dengang, da han kaldte sig ”Smog”), samt mindre kendte Raymond Raposa og hans Castanets-projekt, der alle konstant spøger i kulissen.

For ensidig og formørket

Alt i alt er der for lidt, der springer i ørerne på ’Dark Hours’; sangene lyder slet og ret for ens, og inspirationskilderne er altså for åbenlyse – om det så er førnævnte Will ”Bonnie ’Prince’ Billy” Oldham i ’Medicine’, Leonard Cohen i ’Untitled’ eller Black Heart Procession i ’So Far Away’.

Albummet er bedst helt i starten, hvor titelnummeret åbner på ildevarslende og stemningsfuld vis (det virker første gang, ikke under femte gentagelse) og helt til sidst, hvor den veltitulerede ’Hope Still Floats in the Sea’ endelig lukker lidt lys ind i Faurholts dunkle univers.

Men sammenlignet med 2009’s fine ’Are You in the Mood for Love?’, så er ’Dark Hours’ alt for ensidig, for formørket og for lidt musikalsk.

Og så kan man beundre den gode Jacobs ambitioner nok så meget.

Andre læser også