90’er-sensationen Pavements frontmand, Stephen Malkmus, disker op med atter et sæt tilforladelige fjollerier. Det meste har man hørt fra ham talrige gange tidligere.
Pavement var et af 90’ernes største ”slacker”-bands – med et uafhængigt pladeselskab i ryggen opnåede de popularitet nok til at stå mål med de store pladeselskabers produktioner. Det var dengang, da der intet internet var, og da beskrivelsen ”indie” (”independent”, forstås) stadig gav mening.
Men Pavement var samtidig et af årtiets mest overvurderede navne. Banebrydende var de ikke just; det nørdede image førte Jonathan Richman og Modern Lovers sig frem med 15 år tidligere, og den skødesløse tilgang til instrumenteringen havde Velvet Underground slået sig op på 25 år forinden.
Ikke desto mindre har Pavement i dag nærmest legendestatus, og sidste år gik de sammen igen efter næsten 11 års stilstand, og spillede blandt andet på Roskilde-festivalen. Det var en fin og nostalgisk koncert, faktisk i stil med frontmand Stephen Malkmus’ foreliggende soloplade ’Mirror Traffic’.
Her får man nemlig også et sæt sange af den forventelige nørderockende slags, som han har doseret på flere af sine foregående fire udspil på egen hånd, men man mærker af sidste års gendannelse har smittet af på resultatet. Og dét er ikke specielt positivt.
Den sædvanlige slacker-rille
På Malkmus’ forrige udspil, ’Real Emotional Trash’ fra 2008, afsøgte han nye psykedeliske grænser med en særdeles jammende inkarnation af backingbandet The Jicks, hvor halvdelen af sangene strakte sig langt over fem-minuttersmærket.
Det var fascinerende at følge ham gå kollegaerne i Built to Spill i bedene og samtidig skrive musikalske hyldester til 60’er-bands som Cream, Grateful Dead og Led Zeppelin, mens hans i længden irriterende røst blev skubbet i baggrunden.
Men nu er den gode Stephen altså tilbage i den sædvanlige slacker-rille, og det betyder 15 relativt korte sange, hvor vokalen er tilbage i centrum sammen med hans notoriske volapyklyrik. Det er som sagt hverken positivt eller særligt opløftende.
Lange minutter
Der vugges dog lystigt fra land med ’Tigers’, som overrasker med tilsat country-rocket pedal steel, men herfra kører den efterhånden 45-årige Malkmus den ene efter den anden søvndyssende sang af fra hoften, så de 51 minutter føles ærgerligt lange.
Samtidig er det desværre småt med de gode melodier, der kunne have båret de flot eksekverede sange i land, og umiddelbart er den mest positive overraskelse, at Beck, som har produceret pladen, er langt bedre til at dreje på knapper, end han er til at skrive sange nu til dags.
Men ’No One (Is as I Are Be)’ er den eneste sang, der lyder a la netop Beck, og så er det ellers afvigelserne fra skabelonsangskrivningen, man holdes vågen af – fx den syrede fuzz-sag ’Spazz’, romantikerballaden ’Long Hard Book’ og ’Tune Grief’, der er en fornøjelig Sex Pistols-pastiche.
Mest Pavement-lydende
I ’Gorgeous George’ finder man endelig en mindeværdig melodi, alt i mens sangen vugger mod pladens sidste minutter på samme behagelige vis, som ’Tigers’ åbnede den tre kvarter forinden. Jo, Stephen Malkmus kan faktisk sagtens, når han vil.
Men det ændrer dog ikke ved, at man har hørt de fleste af disse toner fra den aldrende slacker før. ’Mirror Traffic’ er og bliver hans mest Pavement-lydende soloudspil til dato, og det kan man tage som en advarsel eller en anbefaling.
Noget særligt interessant værk er det dog under ingen omstændigheder.
