Grammy-akademiet har offentliggjort de nominerede musikere, der er med i kapløbet om at få musikbranchens mest prestigefulde pris.

På listen findes blandt andet Justin Timberlake, rapperen Kendrick Lamar og Macklemore & Ryan Lewis, som alle er nomineret til syv priser hver for deres musikalske bidrag i 2013.

Kunsterne kan vinde i 80 forskellige kategorier, der rækker lige fra årets album til årets countrysang.

De bedste vinderchancer ligger hos rapperen Jay-Z, der er nomineret hele ni gange. Blandt andet for albummet 'Magna Carta Holy Grail', som han udgav i 2013.

En kunstner, der glimrer ved sit fravær på listen over nominerede musikere, er popstjernen Miley Cyrus. Den tidligere Hannah Montana-stjerne blev en af årets mest omtalte kunstnere, da hun optrådte halvnøgen og provokerende ved årets MTV Video Music Awards i august. Siden har både fans og kritikere spekuleret i, hvorvidt hun enten er gal eller genial. Men omtalen rækker ikke til en Grammy-nominering for popstjernens single - selvom hendes producer Dr. Luke er nomineret.

Det er 56. gang, Grammy Awards løber af stablen, og det sker den 26. januar 2014 i Los Angeles.