»Jeg synes, at det er lidt børnehave-agtigt, hvis jeg skal være ærlig.«

Sådan lyder den kontante udmelding fra en af deltagerne i dette års Melodi Grand Prix, når snakken falder på antallet af sangafspilninger og selve stemmereglerne.

For de otte sange, som kæmper om at vinde, er langt fra blevet spillet lige mange gange på DRs radiokanaler.

Og det er flere af deltagerne ikke helt tilfredse med. Faktisk langt fra.

For de mener, at det kan være med til at skævvride konkurrencen – og dermed også spille ind på vinderchancerne.

En af dem, der er utilfreds, er rocksangeren Nicklas Sonne, hvis sang 'Freedom' er blandt dem, der er blevet spillet færrest gange i radioen på DR.

Han slår fast, at han er glad for, at hans rocksang i første omgang er sluppet igennem nåleøjet, men derfra er glæden noget mindre.

»For når det så er sagt, så er vi også i en konkurrence, og det er et foretagende af DR. Det kan godt være, at de enkelte radiokanaler selv kan vælge, men i sidste ende er det DR, der sidder heroppe på toppen og laver en musikkonkurrence. Og at det så ikke bare er fair for alle, synes jeg, er uretfærdigt,« siger han.

»Jeg ved ikke, hvor meget det i sidste ende har at sige (på vinderchancerne, red.), men jeg synes, der er en fordel til dem, der er spillet meget, for der er nogen, der lytter meget til radio og derfor kender de sange bedre, når de ser dem i tv.«

Heller ikke Mariyah LeBergs sang, 'Human', er blevet spillet synderligt meget på DRs radiokanaler.

»Der har jeg ikke rigtig vundet, kan man sige,« siger hun:

»Vi var blevet forberedt på det, men det er da lidt stenet. Jeg gad godt være blevet spillet lidt mere. Men nu må vi se, hvad Danmark siger i aften. Det er det vigtigste.«

De seneste år er alle sangene blevet udgivet flere uger før, at showet finder sted.

Der er samtidig også blevet åbnet for, at brugere af DRs grandprix-app kan afgive stemmer hver dag i løbet af ugen op til sangkonkurrencen.

Ifølge Mariyah LeBerg kan det give 'et kæmpe boost' til artisterne, at sangene bliver udgivet før tid og dermed får mere og længere liv, men det ærgrer hende, at man også kan stemme før tid:

»For jeg synes faktisk, det er lidt unfair, når man også tænker på, hvor meget der sker på selve aftenen, og hvor forskellige folk lyder i et studio kontra på scenen,« siger hun og tilføjer:

»Og så er der hele det element med, at der er nogen af deltagerne, der har ti millioner følgere, og nogen, der har 300 følgere. Det giver også en form for skævhed (i forhold til stemmeafgivelsen, red.).«

Det samme vækker også ærgrelse hos Nicklas Sonne.

»Hvis det stod til mig, så synes jeg, der kun skulle stemmes på selve aftenen,« siger han og forklarer, at han også synes, det er 'underligt', at man på forhånd kan gå ud at 'plage' sine følgere om at stemme på én i appen.

»Jeg synes, det er lidt børnehave-agtigt, hvis jeg skal være ærlig. Lidt pinligt,« siger han.

Spørger man programansvarlig for Dansk Melodi Grand Prix, Erik Struve Hansen, er der forskel i afspilninger, fordi nogle af aftenens sange er gode i radioen, mens andre gør sig bedst på en showscene.

Han mener ikke, at de 'radio-egnede' kommer foran på point - for de andre får måske flere stemmer under showet, forklarer han.

»Og så har kunstnerne jo selv alle muligheder for at gøre deres hoser grønne over for seerne ved at være skide sjove i interview i løbet af ugen eller være meget aktive på deres sociale platforme,« fortæller han.

Hvorfor dropper man ikke muligheden for at stemme i ugen op til showet, så alle har lige vilkår på aftenne?

»Fordi vi gerne vil have, at man ikke er stjerne for en aften. Og så vil vi jo også gerne opbygge momentum i ugen op til.«