Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Det instrumentale post-rock-band Explosions in the Sky er tilbage med deres første plade i fire år, men ud af pausen er der desværre langt fra kommet et mesterværk.

Når man har et meget distinkt musikalsk udtryk, og når man – uden at ændre stil – holder en lang pause mellem sine pladeudgivelser, så risikerer man nemt, at tiden løber fra én. Og det er lidt dét, der er sket for Texas-bandet Explosions in the Sky.

Kvartetten er tilbage med deres sjette album, ’Take Care, Take Care, Take Care’, som følger op på 2007’s ’All of a Sudden I Miss Everyone’, og det, der slår mest, er egentlig hvor lidt der er sket siden sidst. Den mest mærkbare forskel er, at der er skruet lidt ned for eksplosionerne og dramaet.

Og dét er ikke af det gode, når man som Explosions in the Sky bevæger sig inden for den instrumentale post-rock, der netop opererer i de mest følelsesladede og stemningsfulde musikalske registre. Ligegyldigt hvor dygtigt man så griber sagen an.

Få overraskelser

Åbningsnummeret ’Last Known Surroundings’ emmer ganske vist af en upbeat positivisme, man ikke har hørt fra gruppen siden ’The Earth Is Not a Cold Dead Place’ (2003), og bag den sitrende, støjende guitarmur gemmer sig sågar taktfaste håndklap. Friskt.

Men når Explosions in the Sky midtvejs i samme sang bygger op mod klimaks, bliver det også så forudsigeligt, at man helt ærgrer sig – især fordi texanerne er blevet mestre i den musikalske disciplin, de har ”lånt” fra canadiske Godspeed You! Black Emperor.

Den største overraskelse er tre minutter korte ’Trembling Hands’, der har samme poppede udtryk som det, Mogwai lagde for dagen på deres nye plade – et sjældent eksempel på en sang, hvor der ikke bruges fem-ti minutter på at opbygge stemningen. Desværre er forsøget ikke videre vellykket.

Ikke ophidsende

Sange som ’Human Qualities’ og ’Postcard from 1952’ svæver retningsløst rundt i cirkler med flimrende guitarspil – der sker intet, førend det hele endelig eksploderer med et par minutters spilletid tilbage. Og det er pinagtigt forudsigeligt.

Explosions in the Sky aldrig har måske aldrig været stormestre udi overraskelser, men de har været bedre til at skabe dynamisk drama, og det er et problem, at gruppens excellente varemærke – Munaf Rayani og Mark Smiths dobbelte guitarattack – er det eneste, man føler trang til at fremhæve.

Afsluttende ’Let Me Back In’ er undtagelsesvis en fængslende ti minutters-sag, hvor der endelig eksperimenteres med interessante trommerytmer og endda lidt trip-hop mod slut.

Det klæder bandet med denne eventyrlyst og nytænkning, men det kommer alt for sent på en plade, der byder på alt for få ophidsende momenter, med mindre man da kan juble over den mest forudsigelige form for post-rock.

Andre læser også