Bistre David Thomas i front for Pere Ubu på Malmö-spillestedet Inkonst, hvor fremførte deres milepældebut 'The Modern Dance' fra 1978.
Bistre David Thomas i front for Pere Ubu på Malmö-spillestedet Inkonst, hvor fremførte deres milepældebut 'The Modern Dance' fra 1978. Foto: Mathias Nielsen

Med en bister David Thomas i front fremførte Pere Ubu hele deres indflydelsesrige debutplade ’The Modern Dance’ fra 1978. Men sangene blev tampet af sted med en ærgerlig ligegyldighed.

Pere Ubu havde en kæmpe indflydelse på bølgen af new wave og post-punk-bands omkring 1980. Gruppen udsendte i 1978 milepælen ’The Modern Dance’ – et soundtrack til individets fremmedgørelse over for storindustrialiseringen i bandets hjemby Cleveland.

Den ”moderne dans” opdaterede Chuck Berrys æggende rock ’n’ roll-riffs med kolde industrielle lyde; skinger feedback, en sitrende synthesizer, klirrende togskinner (!), spjættende trommespil. En ung David Byrne har eksempelvis med sikkerhed fulgt med til Ubus koncerter, mens han selv formede Talking Heads.

Og netop Byrne var også en af de personer, som frontmand David Thomas sendte en særdeles bitter hilsen. Thomas forklarede ironisk op til det ganske rigtigt Talking Head’ske nummer ’Heaven’, hvordan han, for at blive kendt, havde opfundet en dans, som Byrne så efterfølgende havde kopieret.

Manglende intensitet

Og sådan var det gennem hele koncerten. Hvis det ikke var Jon Bon Jovi eller Sting, der fik en sviner med på vejen, så var der Thomas’ ekskærester – det var ærligt talt noget mere udholdeligt, når han introducerede sangene med rodede bevidsthedsstrømme af bizarre anekdoter.

Men det primære problem var det band, der bag Thomas i dag udgør Pere Ubu. Mage til bøvet spillende forsamling skal man lede længe efter. ’The Modern Dance’ skal spilles køligt og fraværende, ja, men også med en intensitet og bisterhed, som kun David Thomas bidrog med hér.

Nuvel, Robert Wheeler genskabte nogenlunde den ildevarslende stemning via synths og theremin, og Keith Molinés guitarlyd lå utrolig tæt på den, man finder på det 33 år gamle album, men Steve Mehlmans hårdtslående trommespil var for dominerende, og flere af sangene tampede han af i alt for hurtigt tempo.

Ærgerlig ligegyldighed

Rent sangmæssigt skred Pere Ubu kronologisk frem, og der blev således åbnet med de singler og b-sider, bandet udsendte i årene op til debutalbummet, heriblandt den legendariske dommedagssang ’Final Solution’, der desværre blev spillet med en ærgerlig ligegyldighed.

Sangen ’Cloud 149’ udeblev, for – som David Thomas forklarede – var han ganske forlegen over, at Pere Ubu havde indspillet et så skamløst forsøg på at lyde som Beach Boys, og så var det i stedet i gang med ’The Modern Dance’. Så måtte det da blive bedre…

Desværre blev bare blævret videre gennem albummets første del, inden ’Chinese Radiation’ endelig emmede af den samme angststemning, der gennemsyrer debutpladen, og herfra fungerede sange som ’Real World’, især ’Sentimental Journey’ og tvetydige ’Humor Me’ suverænt.

Ikke direkte dårligt

Men de sange faldt alt for sent i den halvanden time lange koncert, og det føltes som en ringe trøst, da de tre ekstranumre fra ’Dub Housing’ – der fulgte lige i kølvandet på debutpladen – faktisk stod som nogle af aftenens bedste.

Det var ikke direkte dårligt, men alt i alt skuffede Pere Ubu. Hvis bare ’The Modern Dance’ nu ikke havde været sådan et skelsættende mesterværk, kunne man måske have levet med et ligegyldigt spillende band, men det var altså bare for flad en oplevelse.

Beklageligt nok.

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 0 kr.