Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

The Antlers skruer ned for det dramatiske blus på deres fjerde album, der desværre skuffer som et alt for regelret udspil, der hverken vil det ene eller det andet.

New York-gruppen The Antlers er en spøjs størrelse. Det hele startede for fem år siden, da frontmand Peter Silberman debuterede under banneret på egen hånd, men på 2009’s roste gennembrud ’Hospice’ fik han hjælp af en håndfuld musikere, som udvidede udtrykket.

Det var Silbermans mest grandiose værk. Det tangerede post-rock i sin stil, men bibeholdt den gode melodi under de kaotiske arrangementer, der gjorde, at det aldrig blev pladderpompøst eller melodramatisk på en anstrengende U2-agtig måde; samme balancegang, som Arcade Fire mestrede på deres debut.

Men man kan ikke komme uden om, at albummet også var et sørgeligt klingende et, og det reagerer The Antlers nu på ved at skifte toneleje på deres fjerde album, ’Burst Apart’, der er ifølge bandet selv er ment som en anderledes opløftende affære. Er det så det? Tja…

Som Radiohead

Lysten til at eksperimentere er der bestemt stadig, men arrangementerne er langt fra så uforudsigelige som på ’Hospice’. Derfor er det her også en mere ligetil og noget mindre krævende plade end sin forgænger, og dét er på flere planer en skuffelse.

Heldigvis er sangene dog så stærke, at de nogenlunde bærer albummet, og hvor arrangementerne før var i centrum, så er det nu Silbermans smukke stemme, der optager det meste af opmærksomheden.

Som en anden Thom Yorke falsetsynger han sig igennem numrene, og Radiohead ville egentlig have haft godt af at kunne lægge navn til dette album i stedet for intetsigende ’King of Limbs’.

Men hvor ’Hospice’ var en slags videreudvikling af post-rocken, er ’Burst Apart’ altså blot jævnt eksperimenterende kammerpop, og inspirationerne er tydelige, allerede fra åbneren ’I Don’t Wan’t Love’, der lyder som noget, Death Cab for Cutie kunne have stået bag.

Musikken fylder mindre

’French Exit’ samler op på de caribiske toner, der præger en stor del af de unge bands lyd for tiden, ’Parentheses’ går lidt for åbenlyst Radiohead i bedene, mens ’Rolled Together’ slæber sig af sted og udvikler sig til trip-hop a la Massive Attack.

Bedst er måske ’No Widows’, der parrer Princes svulstighed med Portishead stemningsfulde toner, og så rører afsluttende ’Putting the Dog to Sleep’ endelig på samme måde, som man mærkede størstedelen af The Antlers’ forrige plade.

Måske Silberman skulle have udgivet ’Burst Apart’ som et soloværk – i hvert fald fylder musikerne (og musikken) omkring ham markant mindre end tidligere, og dramaet er upersonligt og alt for meget efter bogen.

Desværre.

The Antlers gæster Voxhall i Aarhus, lørdag den 26. november, og dagen efter står Københavns Lille Vega for tur.

Andre læser også